21.12.04

Piv - dybt savnet



Piv hed hun - fordi hun aldrig fik lært at miave rigtigt. En strid hyæne, der ikke fandt sig i noget - men også den bedste og smukkeste kat jeg har haft.

Åbent brev til en morder

Natten eller morgenen til tirsdag den 21/12 kørte du min kat over her i Fiskergade. Og du har saftsuseme kørt stærkt – alt for stærkt – i en gade, hvor motoriseret indkørsel er forbudt. Hun har ikke haft en chance for at undvige, hvilket hun ellers var ekspert i når blot bilerne holdt en nogenlunde forsvarlig hastighed. Hun lå nemlig lige midt på brostenene med dækmærker på kroppen.

Du har dræbt hende på stedet.

Måtte din julemad blive til hø og hakkelse i din mund! Måtte din røv klø og dine arme være for korte!

Og jeg håber så inderligt, at det ikke er et barn eller en pensionist, du møder, næste gang du beslutter dig for ”lige lynhurtigt at smutte gennem Fiskergade” til trods for indkørselsforbudet.

Æret være Pivs minde. Hun var en bedre kat end du er bilist.

11.12.04

Udfordringen



Jeg fandt dette billede på en website om minifrøer (http://www.gifkikkerportaal.nl/gifkikker/DesktopDefault.aspx). Der var mange, der skreg efter at blive genskabt som små modeldyr i blanke silkegarner og metaltråd, og denne her er så dristig i farverne, at man aldrig selv ville have farvelagt en frø på den måde.

Jeg mener, de kaldes jo 'regnskovens juveler', hvorfor så ikke lave dem til pynt? Jeg ville da gerne have sådan en til at hæfte på hat eller revers. Så nu har jeg fundet grønne, gyldne, røde og blå tråde og garner frem. De ligger i en skål og venter på at genopstå som frø.

Det levende dyr har en max. længde på 55 mm ..... og der er mange, som er endnu mindre!