28.2.05

Vintermørke tager på kræfterne!

Er slatten og uoplagt til alt andet end strikkepinde og hæklenåle - flakser fra projekt til projekt - forsøger at holde katten ude af garnet - yarrrrk!

Længes vildt efter at det bliver varmt nok til at sidde ude på trappen med kaffekop og strikketøj og hilse på naboerne .....

13.2.05

Så blev det tid til hygge-kursus-lørdag igen.



Susanne forklarer. Det var meget spændende med kortene, men også svært at være omhyggelig med det hele.

Susanne havde travlt med at forklare om alle finesserne.

Gurli forklarer om papir. Det mest spændende er, at der er blomster i denne her masse. Tulipaner, faktisk.

Det er spændende at lave papir. Her er Rikke i gang med at duppe vand af nettet, så papiret kan tørre.

Ingrid laver hjertekort. Hvem mon skal have kærestebreve?

12.2.05



Eva arbejdede videre på sin hjertepung. Først laver man huller hele vejen rundt i kanten.

Så syr man, meget omhyggeligt, to gange rundt.

Klædt på til arbejde.
Når man arbejder med ler, bliver man nemt beskidt. Hanne har gode forklæder med.

Klar - parat - start. Drejeskiven sparkes i gang.

Peter ved drejeskiven. Masser af vand, og en dejlig fornemmelse i fingrene.


Sonja fik en ny farve - men det var svært at vælge hvilken en det skulle være.

Så meget havde Sonja nået siden sidst. Billedet er lidt rystet, men som man kan se bliver det et stort, varmt halstørklæde.

Dybt koncentreret om huestrikningens finesser.

Der er så meget at vælge imellem. Skal der nu bruges flere hjerter, eller små guldpynt, eller noget helt tredje?

11.2.05

Store Stoleprojekt V

Her ses stol 1 under afrensning. Den var 'iført' noget farve samt en meget nedslidt shellakpolitur, der var klæbrig og blød alle de steder hvor der havde været hænder i længere tid ad gangen, og sprød som glas de steder hvor den var udtørret.


Takket være en ziehklinge (tak, Erling!) og lidt fint sandpapir kom al den gamle politur væk. Indenunder var der det smukkeste egetræ ....
Derefter blev træet gnedet grundigt med varm linolie, og pudset grundigt efter med en klud. Det bliver ikke blankt i længden, men træet bliver så skønt i farven.



Den lille krøllede strikkede klud blev fugtet let med en forstøver (af hensyn til elasticiteten) og sømmet fast hele vejen rundt.

Kors, hvor bruger man mange små blå søm!
Og her ses den gamle dame så med velplejet konstruktion og nybetrukket sæde.



I al sin glans....

Store Stoleprojekt, IV



Vi tjekker damens understel (en GU efter 45 år ... jaja). Gjorde og fjedre er i fin stand, bortset fra lidt misfarvning. Utroligt efter så mange år! Jeg havde forventet smuldrende gjorde og snore, pilrustne fjedre og andet forfald, men det er ikke tilfældet.

Store Stoleprojekt, III



Den gamle dame klædt af til undertrøjen, træuld og hestehår fjernet, alle de små søm trukket ud - og hun er i ualmindelig forbavsende god stand. Polituren er sine steder væk, men når hun er blevet pudset med smergellærred og gnedet med linolie skal hun nok blive fin og blank igen.

Her er så den første vennepakke!



Et nøgle lækkert uldgarn, perler, pinde og opskrift til et par fine perlepulsvarmere - og så chokolade.

Jeg ved ikke hvem der har fundet på det med chokoladesvaghed som en kvindeting - her i huset er drengene lige så slemme (for ikke at sige værre) end jeg er. De er i god kontakt med deres enlige X-kromosom, tror jeg!

9.2.05

Fru Jensen er sur!

Efter en grufuld weekend i selskab med en hunkat i løbetid (og tilhørende koncerter udenfor!) er hun nemlig blevet neutraliseret. Så hun sniger sig rundt i huset og har ondt i maveskindet, sender os lidende og skumle blikke, og er i det hele taget vrissen.

Det giver lidt rod i garnbunken på bordet - det er RET tit den hun afreagerer på.

8.2.05

Her skal I bare se kreativt vanvid!

http://ifthehatfits.knotjustknitting.com

og

http://handbags.knotjustknitting.com

Store Stoleprojekt, II



En sø med åkander og det hele. Bliver til venstre side af sædet. Skal der mon være en lille havenisse med fiskestang (og Velcro i bagdelen)?

7.2.05

En stribe billeder fra fastelavnsfesten i Fiskergade

En gang for tredive-fyrre år siden var gaden myldrende fuld af unger. Det er den så småt ved at blive igen, i takt med at der generationsskiftes.

Nogle havde fået den gode idé at samle alle med børn til tøndeslagning, bollespisning, udklædning og alt til faget hørende, og det blev en fin formiddag. Der var voksne hekse, børnehekse, en oppustelig drage, landevejsriddere, Rambo, to prinsesser og Fakiren fra Bilbao - og så lige Jens med kongekrone. Vi andre var klædt ud som kedelige normale voksne, og illusionen holdt n æ s t e n.



Her ses kattekonge og -dronning, bedste kostume - og ruinerne af tønden i baggrunden. Det bliver ikke sidste gang!

Flødebollespisning. Sammy var den ubestridte mester!

Forældrene frøs med anstand, mens ungerne baskede tønde og åd guf i lange baner.

Kaffe til de voksne, kakao og boller til ungerne, tørvejr og solstrejf - vi kunne ikke have ønsket det bedre!!

Fastelavn i Fiskergade

Store stoleprojekt .....

Dette er STOLEN.
Den har en tvilling. De stod hjemme hos morfars forældre - derefter stod de i morfars og mormors lejlighed på vinduespladsen med udsigt over Østerbrogade og Gunnar Nu Hansens Plads i al den tid jeg husker - så stod de hjemme hos forældrene - og til sidst vansmægtede de hos brorskabet i syv år.



Nu er det så på tide med en ny 'forhudning'. De er ærligt talt ikke kønne mere .... men takket være lidt kreativt vanvid skal de nok komme til at genopstå som frodige landskaber. Yderligere billeder følger!

Så endevender vi restekasserne!



Garn til stoleprojektet. De første par pinde græs er allerede strikket.

4.2.05

Så nærmer det sig at tone rent flag ....

(klik på overskriften for at linke til artikel)

Ka' godt være Pia & konsorter prøver at være stuerene, men de holder sig åbenbart ikke for gode til at hente (løgnagtigt) materiale hos den politiske undergrunds allerværste afskum .....rædselsfuldt, beskæmmende og meget, meget udansk.

Bwadr.