31.5.05

Her knækker min film altså .....

(klik på overskriften for at linke til artikel)

Hver gang man tror, at nu er bunden nået, kommer DF med et nyt udspil til hvor lavt debatniveauet kan blive.

Har madammen ikke fattet, at oplæring i demokrati er den væsentligste del af integrationen?

Jeg synes som gammelindfødt og ærkedansk at det er SATANS PINLIGT når en partiformand kan få sig selv til at sige følgende til en landsdækkende avis:

»Lad os være ærlige. De Radikale er ikke bare café latte-folk fra den kreative klasse. Det er i stort omfang også indvandrere, og man kan have stor frygt for resultatet af kommunalvalget i de store byer, hvor der er stor koncentration af indvandrere, som De Radikale lefler for«

Jamen bette Pia - hvem er så de næste der skal have frataget stemmeretten fordi deres holdninger indgyder dig frygt for at miste repræsentanter i de forskellige byråd?

Føj, hvor skulle du skamme dig. Men det ved du vel knap hvordan man gør.

Det er stadig mit fromme håb, at tilstrækkelig mange indbyggere i dette land har respekt for de demokratiske virkemidler og retsstatens almindelige integritet, bruger deres demokratiske ret og stemmer - og giver den flok landsbytosser en fortjent afklapsning. Både lokalt og til Folketinget.

Vi kan som land ikke være os selv bekendt, når den slags udtalelser får lov at stå alene og uimodsagt.

26.5.05

Projekt Ferrarisokker II



Hesten på hælen var ingen succes. Det blev noget klums, for nu at sige det som det er - så vi blev enige om det han kalder en "Formel 1-hæl", og så må vi jo brodere hesten på skaftet senere.

25.5.05

At samle op på en dårlig samvittighed ....

... nemlig at tage mig sammen til at sætte linkknapper ind til alle de blogs jeg følger med interesse.

På et eller andet tidspunkt risikerer jeg endda at få arrangeret dem - efter land, efter navn eller efter emne må så blive det store spørgsmål indtil da.

24.5.05

Projekt Ferrarisokker - Sammys første forsøg som sokkedesigner



Dette er udgangspunktet.

Den karakteristiske stærke røde farve, den gule som enten logoskrift eller ganske smalle fartstriber, og den stejlende hingst.

Sammy fandt farverne i kurven, men ville også gerne have "sorte og hvide tern ligesom vinderflaget i Formel 1".


OK, så var banen ligesom kridtet op. Mine overvejelser blev til en dobbeltstrikket manchet som det sort/hvide flag og de gule fartstriber som ramme om manchetten. Resten bliver rødt, og når jeg får fundet eller tegnet et diagram af hesten kommer den til at stejle på hællappen.

23.5.05

Sokkeopdatering II



Så er tigertæerne færdige - og jeg VILLE have et billede før de kom på.


Sammy var lettere utålmodig og sværmede som en hveps om et blommetræ mens jeg tog billeder.


Ikke alene var han klar - han havde også smidt de sokker han havde haft på ......


Langt om længe fik han så lov at tage dem på.

Tålmodighed er en dyd, sønnike - og alt hvad der er godt er værd at vente på.


Sådan. Ikke alene varme, men temmelig karakteristiske.


Her sidder så Mr. Cool med sine seje sokker. Kalder de mon på det indre rovdyr?

Næste projekt: Ferrarisokker.

22.5.05

Sokkeopdatering

Det har vist sig uventet svært at få taget billeder af sokkerne efterhånden. Gutterne snupper dem faktisk lige så hurtigt jeg kan nå at hæfte ender - WOOSH, så er de på!

Det må blive til billeder af tørresnoren i stedet for - de tre par, der er blevet færdige i ugens løb, snurrer lystigt i vaskemaskinen lige nu.

I stedet kommer der så her et par øjebliksbilleder af fremtidige varme fusser:


Her er så den omtalte kurv med alle strømpegarnerne. Det par, der ligger på pindene i forgrunden, er resterne fra de neonstribede - der har Regia virkelig overgået sig selv farvemæssigt. Deres multifarver kan ellers godt være lidt lumsk småkedelige. "Pæne og nydelige", javel, men ikke med meget spræl i. Jeg satte så resterne sammen med noget Arwetta i en pragtfuld, næsten selvlysende lindegrøn.


Som det fremgik af kurvebilledet, er det ikke fordi jeg ligefrem mangler strømpegarn, men jeg måtte alligevel bestille en pakke fra Markno. Jeg mener, hvem behøver slik, når der findes sådanne garner?

Nej, spøg til side - jeg havde meget lidt ensfarvet, og er en anelse træt af de der "det multifarvede gør hele arbejdet for dig". Jeg kan godt lide, at sokkestrikning er bare lidt spændende ... derfor faldt jeg pladask for den ensfarvede Opal-kollektion. Gode, stærke, friske farver (gutterne vil nok ikke gå i den babylyserøde), som nok skal komme til deres ret. Det multifarvede? Tjah, det var en restepose .... og det ene nøgle i forgrunden viste sig at matche den lillebitte rest Opal-tiger jeg havde. Mere om det nedenfor.


En enlig tiger - makkeren er under udarbejdelse.

Forhistorien om tigertæer er, at for små tre år siden var jeg Københavnerguide for en stor flok medlemmer af Knitlist, som var på cruise - strikkecruise! En af deltagerne, Liz, havde en pose garn med som gave til mig, deriblandt to nøgler Opal Tiger som dengang var helt nyt og konstant udsolgt.
Sammy ELSKEDE det tigergarn, og de to nøgler blev - med list, lempe og øgninger - til fem par børnesokker, som blev slidt op til allersidste trevl. Der var et lille restnøgle tilbage - ca. 25 meter! - som Sammy partout ville have som tåspidser. Altså måtte moderen lave toe-ups, hvilket jeg ellers sjældent gør.
I pakken fra Markno var et nøgle Fortissima, som viste sig at være et perfekt farvematch. Manchetten - i ret og på tværs - blev så strikket af det.

Projektet er godkendt, og han sidder og hopper. "Du skal sgudda ikke blogge når jeg vil ha den anden tigersok, mooooar!"

21.5.05

Den Store Forårskoncert

Alle Baggesenskolens musikklasser holdt forårskoncert. Nu skulle multihuset (se indlæg om skolekomedie) virkelig stå sin prøve, med fuldt hus og højt støj.

Man må sige, at bortset fra skarpt solindfald bestod bygningen med glans. Glimrende akustik, plads til alle, og takket være de mange døre en tålelig temperatur, selv når der var fyldt HELT op.

Ungerne var gode - de fleste, i alt fald. Stadig pudsigt, at der findes musiklærere i vore dage, der glemmer at møde eleverne hvor de er og bliver alllllt for overambitiøse på elevernes vegne. Hvis man har en klasse med måske to elever med lyst og evne for musik, skal man ikke tvinge resten af gruppen til at kaste sig ud i ting, de hverken har lyst til eller evner for. Sådan nogen klasser falder uhjælpeligt igennem, fordi de bliver bedt om at spille/synge ting, de ikke formår at give lydvinger. Sikker måde at ødelægge ungernes forhold til udøvelse!

Der er jo trods alt stadig forskel på at udfordre ungerne og at stille mål op de aldrig vil kunne opfylde.


Venten med vekslende tålmodighed. Alle ungerne blev sat på gulvet foran forældre og andet godtfolk, og hold da helt op hvor de larmede indtil tingene gik i gang.


Pigekoret - som helst vil kaldes Ungdomskoret ....

Jeg sad og mindedes dengang i sentresserne, hvor Byskolens Pigekor blev kåret som Danmarks bedste skolekor. De her har potentiale. Der er rigtig gode stemmer - nu er det så op til dirigenten at få udfordret dem.


Sammys klasse for fuld udblæsning. Selv for kræsne musikmødre var de rimeligt gode.

Mit puttebarn gemmer sig (selvfølgelig) bag opstanderen til højttaleren.....

17.5.05

Et lidt-øv-job

Nu hvor Passapen er gået til de evige strikkemarker, har familiens drenge pudset mig på en øv-opgave:

SOKKER!

- og jeg der syns håndstrik af sokker er røvsygt, især sok nr. 2 .... men jeg kan godt se deres pointe. Der er FOR mange af eksemplarerne i skuffen, der enten er singler eller stoppede til ukendelighed.

Ergo er alle strømpegarnsresterne blevet væltet ned i en stor kurv, og der laves fodbeklædning. Jo vildere striber, jo bedre!

Og så kom jeg til at bestille nogen vilde farver på www.markno.dk , så der er lidt at kombinere med. Skal jeg strikke sokker er de nødt til at leve med at jeg laver dem så jeg selv synes det er sjovt.

13.5.05

Pinseweekenden starter godt!

I min nyere-tids-hukommelse er det altid møgvejr i pinsen. Hvis det ikke regner, blæser der en halv pelikan fra nordvest, og det er KOLDT.

Ikke i dag.

I dag var den perfekte start på pinseweekenden, med høj sol og emaljeblå himmel - svag vind der duftede af hav og af vækst - og larm af fugle allevegne. Så strikketanten rykkede ud i solen med rok og solhat for at nyde den første mundfuld sommer. Det gør jeg hver sommer, ud på trappestenen med strikketøj, karter eller ten/rok. De fleste i kvarteret ved det og hæfter sig ikke videre ved det ud over almindelig samtale - men vi har fået nye naboer (med jordens sødeste foxterrier), og de måtte lige have et billede af den 'sydlandske stemning' her i det vestsjællandske.

Det være hermed præsenteret.

Forårshygge i Fiskergade

11.5.05

Et sørgeligt farvel ....

Så er det officielt:

Min Passap er DØD. Den kører til genbrugspladsen i morgen.

Slæden er/var så slidt, at der virkelig skulle lirkes, lokkes og overtales for at danne masker. Så satte den sig FAST. Efter at ha' skilt ad hvad skilles ad kunne, måtte jeg kostatere at to af de der trekantede 'skubbetingester' der bevæger nålene er knækket.

Det er den ene nåleseng også.

Reservedele er umulige at fremskaffe - jeg har ringet til alle jeg kunne finde.

Er der en læser der kender en Passap der står på et loft eller i et hjørne og gerne vil have et nyt hjem?????????????