2.1.06

Moderat irritation som morgenpendler

Første dag på arbejde efter jul og nytår. Man er på autopilot - ser egentlig ikke så meget - indtil samtlige passagerer lempes ud af S-toget på Hellerup Station.

WHAT???

Så vågner man, og en snigende rumlende surhed breder sig i kroppen. 1000 mennesker og én bus. Gråmørke og råkulde.

Og så den ting, der blev ved med at gå mig på nerverne, og har gjort det resten af dagen: Åbne, slappe munde.

Jeg ved ikke hvorfor det lige var i dag at dette så almindelige syn gav mig krampe i irritationsmusklen, men det gjorde det. Jeg er opdraget med, at man lukker sin mund med mindre man taler, synger eller spiser (og ryger) - men der er satenraspeme mange mennesker der ikke er det. Der står de med slatne, hængende hager og åbentstående munde og ligner en mellemting mellem zombierne fra "Night of the Living Dead" og lærebogseksemplet på Downs Syndrom.

Jeg bed mig i tungen. Jeg skreg ikke "Så luk da mundene inden bussen tror det er garager!". Men det var snublende tæt på.

Kære læser, lukker du munden medmindre du skal bruge den?

2 kommentarer:

Dana Watsham sagde ...

Tjah ... en af grundene til at jeg normalt stortrives som togpendler er den hele times uforstyrrede strikketid hver vej hver dag.

De åbne munde går mig skam på nerverne hvad enten jeg fodgænger, togpendler eller bare er tilskuer :)

Dana

Manja sagde ...

Af uransagelige årsager lukker jeg ikke munden når jeg læser. Altså bøger. Jeg ligner så åbenbart en meget avanceret handicappet, når jeg sidder med åben mund og en lille smule tungespids ude af munden og bladrer i Encyclopaedia Brittanicca. Jeg holder dog munden lukket når jeg cykler - en brumbasse fanget i munden i den nedgående sols stråler lærte mig så meget. Jeg irriteres også over mine medpassagerer og deres besynderlige vaner - derfor cykler jeg stort set altid...