22.3.06

Philosophie (spring bare over, det bliver langt og kedeligt)

Takket være en søn der nærmest kan sidestilles med Kiplings umætteligt nysgerrige elefantunge har vores samling af CDer fået en grundig gennemgang og -lytning på det sidste. Noget appellerede med det samme, andet er lagt i bunken med "vinder måske ved genlytning", og atter andet er lagt i glemselsbunken på øverste hylde hvor vi alle har svært ved at nå.

Nu skal det lige siges at der er meget lidt hit-pop-P3musik i vores samling. Der er en del blues - det æder han råt. Der er temmelig meget folkemusik - det skifter lidt mellem 'hør igen' og øverste hylde.

Og så er der Paul Simons "Graceland".

Den har kørt konstant i snart en uge nu, og jeg har genopdaget min fascination af denne fænomenale plade.

Og hvorfor er vores fascination så forskellig? Og alligevel med fællestræk?

Vi er begge (eller rettere alle tre) vilde med den måde den afrikanske musik har givet en underlægning der bobler som en gryde i kog (min beskrivelse). Som hopper og danser og får fødderne til at flytte sig ganske frivilligt. Les og jeg er vilde med teksterne.

Og så er der min private fascination af et midaldrende ikon, der så tydeligvis vil fortælle hele sin omverden: "Se - lyt - jeg har lært noget helt nyt og jeg føler mig som legebarn igen for første gang i tyve år!" Den der eufori over at kunne tilegne sig nyt stof, nyt verdensbillede, at kunne omforme den måde man udtrykker sig på er jeg endnu mere vild med end jeg er med musikken!

2 kommentarer:

Lene Lind sagde ...

Tænk, og mine børn synes bare jeg er pinlig når jeg hænger fast i det gamle musik - nuvel, Grethe Ingemann er måske også lige nostalgisk nok.. ;-)

Grete sagde ...

Hei!

Leser med stor fornøyelse! Paul Simons Graceland er bare fantastisk! Min 16 års gamle jente er blitt fan! Dine tanker omkring bukser fikk meg til å nikke gjenkjennende og le:-) Jeg har 3 døtre, 2 tenåringer og ei prepubertell! Skjønner også godt at enkelte spiser sine avkom :-) :-)