18.5.06

BRYSTER!!! - eller om at ældes med ynde

- nej, det er ikke en gris-post, drenge!

Susling skriver om kroppe og aldring på en levende og sjov måde. Jeg småfnes i alt fald over hendes klamamse - og så gik jeg hjem og tænkte.

For holdningerne er jo nu engang præget af det materiale, man har at gribe og gøre i så at sige. Har man levet den første del af sit liv som smækker og smal har man nok sværere ved at forholde sig til den aldersbetingede ekspansion end hvis man har kæmpet mentalt med relaterede 'issues' forholdsvis tidligt.

Eksempel: Selv på mit yngste og smækreste har jeg altid haft Fellinibarm (det kalder vi det her i huset! Amarcord er bare filMEN)) - og let's face it girls, man ER altså ikke selvbærende ret længe med en DD-skål. Det vil sige at man allerede i nitten - tyveårsalderen er nødt til at forholde sig til tyngdekraftens indflydelse på kropsvæv, hvilket gør chokket adskillig mindre når tidens tand for alvor begynder at gumle i det øvrige forhåndenværende bindevæv.

Kort sagt kommer valget i mange sammenhænge til at stå mellem det stilige og det komfortable, men mindre og mindre tynget af hvad andre mener - for mit vedkommende, i alt fald. Efter tre børn og en kronisk bækkenløsning er min vægt hvad min vægt nu er - det var satans svært at omstille fødeindtaget fra fysisk hårdt arbejde til stillesiddende skolegang dengang!, og motionsniveauet er begrænset af det der løse bækken - så min mentale mekanisme er at se på sorte kvinder.

Prøv engang at se amerikanske dokumentarfilm! Ikke TV-serier, for der er de luget væk, men rigtige mennesker - og så se på nogen af de matroner. De fører sig som DRONNINGER i al deres magt og vælde, og er imponerende.

Dem prøver jeg lidt at spejle mig i. At rette ryggen og trække skuldrene godt tilbage (BH eller ej!), og så forøvrigt skride frem som om verden er min. Uanset om modeguruer, sundhedsapostle og tarmskylningsentusiaster synes at fede kvinder burde snige sig langs murene.

Nix.

FEDE DAMER STYRER!

Og min konklusion er:
- at man indretter sig. Jeg har det fint med at ha' en røv som en elefant, (bare jeg også har en tilsvarende hukommelse) for det har jeg altid haft. Jeg har det helt fint med hængende bryster - for det har jeg OGSÅ altid haft. Det eneste sted der halter er, at mit maveskind ikke længere krymper med når jeg taber mig .... og det vænner jeg mig s'mænd også nok til på et tidspunkt.
Det handler mere om at kroppen føles godt end om den ser godt ud - synes jeg.

5 kommentarer:

Fríða sagde ...

så sandt, så sandt! jeg brast i latter forleden da jeg så et gammelt foto af mig selv. jeg kan huske at den gang var jeg ved sammenbruddets rand over hvor fed jeg var blevet, men fotoet viser at jeg må have været ved at sulte ihjel, og i dag er jeg bare ret tilfreds med vægten! gudskelov så lærer man mange ting med alderen og for mig har en af de allervigtigste været at lære at elske mig selv, uanset for stor mave eller lår.
hilsen fra Island
Frida

Anette sagde ...

Hej Dana. Jeg tilslutter mig dine ord. Utroligt som disse kvinder bare skridter fronten af. Og det gør vi så fra nu ;o)

Connie sagde ...

Hej Dana - den er jeg med på - talt af en kvinde der blev kaldt hængepat i fjerde-femte klasse.

susling sagde ...

Woooooooow......det var jo lige præcis den slags reaktioner jeg efterspurgte med mit indlæg :-D

Nu hører jeg så til i kategorien smækker og lækker dazumahl(det sniger sig jo efterhånden ind på en det skidt) så jeg skal altså lige vænne mig til det her sving og rysten, der pludselig er kommet på min krop! Men det jeg efterspurgte var egentlig mest: Hvordan gør man det med ynde og selvbevidstheden i behold...For jeg nægter at gi' afkald på min værdighed..bare fordi der er røget nogle år og kilo på mit cv.

Mange tak Dana...flere af dig og så danner vi squ en front ;-)

Kimporator sagde ...

Hoho, så normenklatur-Dana er den Bodil Udsenske type. Den kliniske og korrekte debatadfærd modsvares af runde former. Haha, det er sgu sjovt. Her er så et søstersolidarisk link:

http://www.37grader.com/weblog/index.php?p=183