30.8.06

Tanten har været husmoderlig .....

Jeg har nok ikke Jordens mest veludviklede husmorinstinkt. I mit verdensbillede er livet for kort, smukt og intenst til at fløjte rundt i røven på en støvsuger eller opvaskebørste hele tiden. Herhjemme er det manden der 'ser' opvasken først, lægger vasketøjet sammen og den slags opgaver - for jeg gider dem ikke.

Meeeen - nogen ting gider jeg godt. Krondild, for eksempel.


Et aldeles underkendt krydderi i dansk køkken. Og især godt til sur/salte dill pickles. Jeg holder mest af sursyltning - de klassiske danske sur/søde syltede agurker er ikke min yndlingsspise, men de andre kan jeg guffe som slik.

"Universallagen" består af:

2 liter vand
1½ liter eddike (gerne lige dele lager- og æbleeddike)
1/4 liter havsalt

- koges sammen i små ti minutter.

Glassene steriliseres (jeg gør det i ovnen), og fyldes med:


2 tsk atamon, fordi gærede agurker er en grim ting
Dildkroner
Hvidløgsfed - pillede og let knuste med bredsiden af kniven
Sennepsfrø, sort peber samt evt en stjerneanis




Derefter fyldes op med små agurker, som er grundigt vasket og har fået skåret både stilk- og blomstende af.


Skalotteløg er osse godt i syltet tilstand (blir man miljøskadet af at dele køkken med nordenglændere? You bet your sweet fanny ....).


Glassene fyldes til kanten med kogende lage og lukkes straks. Det giver en naturlig vakuumlukning og mindsker risikoen for gæring og mug.
Så kommer det svære - at lade tingene stå i en måned før man spiser af dem.

Og af hensyn til resten af familien er der osse lavet 'klassiske' asier uden sukker. Når man har diabetikere i familien må der osse laves lidt til dem. Her erstattes saltet i "universallagen" med sødemiddel efter smag, og krondilden erstattes med frisk dild. Et par skiver peberrod i bunden af glasset giver en dejlig smag ....
Og den næste måned kommer til at gå med ombygning, så de store køkkenudfoldelser kommer til at vente!




25.8.06

Hvad er dette???

Jeg vil gerne appellere til blogverdenens netværk af hjerner, for jeg er stødt på noget jeg skal have identificeret.

Pinden midt i billedet er spidsen af en strikkepind 2½mm i diameter, bare for at give jer en idé om størrelsen.
De runde, rødlige klumper er frø fra koraltræet, det er jeg HELT 100% på. Og jeg ved også, at de altid og ufravigeligt vejer det samme, og derfor er basis for både guldsmedes og apotekeres grain-vægtenhed.
Men frøene er udhulet og kernen erstattet af en lille udskåren elefant?????

Min logiske sans siger vægtlodder af en eller anden fintfølende slags. Æsken på billedet indeholdt to frø med påmonterede elefanter, et frø hvor elefanten ikke var monteret endnu, samt 4 små løse elefanter. Alle er forskellige, men alle vejer ifølge min den elektroniske nøjagtig det samme.

Elefanterne ser ud til at være af ben. Materialet er for finåret til at være elfenben - men da jeg ikke er ekspert på området vil jeg lade spørgsmålet stå åbent.

Men - er der nogen af jer der ved hvad det er? Eller kender nogen der har bare lidt forstand på asiatiske etnografica?


20.8.06

Søsterligt subversiv sommergave (eller: Stokrosejuntaen Slår Til Igen)

Min søster bor på Christianshavn og har gjort det i snart mange år. Mange Christianshavnergader er fulde af stokroser i smukke farver - men den fællesgård der hører til hendes ejendom er rigtig yuppie-havemand-kedelig på det punkt.

Man har sågalt været nødt til at 'installere' en KUNSTIG pæon ... nu be'r jeg Dem, Fru Heilbunth!

Hvor tjekket ... ukrudt i en zinkspand ...

Så Liselotte nabo og jeg har lavet småplanter med den bagtanke, at stokroser er to år om at nå blomstringsstadiet. Sammy og jeg samlede frø sidste år - farvesorteret - og Lotte såede dem i kasser i sin have. De bliver plantet ud i år, og til næste sommer burde deres hjørne af fællesgården være et farveorgie af stokroser.


Subversion på den søde måde!

19.8.06

Et flyvende tæppe starter -

- med en flyvende kant.

Killinger igen

Dette var/er vandskålen til de få tolererede hundevenner. Den kan man vælte så man kan ligge i den og holde øje med det hele.
Han har fået navnet Paddington - for hvad skal man ellers kalde en marmelademis?


En af Sammys klassekammerater dumpede forbi, fik øje på killingerne, og kom ikke rigtig videre. Jeg tror der bliver plaget i det lille hjem her i weekenden!

Her gik jeg og troede at det var knælere der lavede den der bevægelse.

Nix.

14.8.06

Så ligger prøvekluden i sofaen, fnuglet og gennemsigtig.

Lidt mønsterdetaljer fra de små felter.

Paisley og siksak, samt baggrundshuller.

Lidt mere total-agtigt.

- og draperet over Sammys pyjamasryg. Mødre vil altid den slags fotopjat når man stadig er morgensøvnig.

Kunsten at spænde et sjal op

- og det hedder det altså! Jeg har set mange Webstrikkere "undersætte" det engelske 'blocking' med 'blokke' eller sågar 'blogge' (!) - men hvorfor dog forfalde til Dansglish når vi nu har et godt dansk udtryk? På engelsk er dether 'a blocking', på dansk er det 'en opspænding. Kapiche?

Når skideballen er overstået skal det så lige siges at jeg spænder op 'på russisk' ved hjælp af snor. Superstrikkerne på Shetlandsøerne brugte rammer som denne her, men mit hus er altså ikke stort nok til den slags værktøj. Så jeg trækker stærk snor gennem spidserne på kantblonden som det kan ses her:


Lighteren er med som målestok. Arbejdet ligner en lille krøllet klud med en del nussede steder.

Derfor får hele herligheden et bad i håndlunkent vand med en slat shampoo. Hvis det er mildt nok til dit hår er det mildt nok til ulden. Rent uden udtørring. Det er ikke vask, der ødelægger uld - det er vaskemidler. Moderne enzymholdige vaskemidler opløser simpelthen proteinet - brug i stedet shampoo eller sæbespåner, så holder dine uldting stort set uendeligt.

Efter indrulning i håndklæder, som man derefter hopper på for at presse mest muligt vand ud, er kluden klar til opspænding. I godt vejr foregår det på græsset nede ved marinaen - men det tisregner, så det må foregå på gulvet i hidsig kamp med killingerne.

Første kortside spændes op så hårdt man overhelehovedet kan. Tre solide nåle i hver ende af snoren, og så bare trække til den synger som en streng når man knipser til den!

Derefter spændes den første langside op. Hjørnet skal være 90 grader! Jeg bruger Les' gamle hovedlineal ... derefter sættes nåle MELLEM alle takker på 1. kortside, så snoren ikke trækkes buet når man spænder kortside 2 op.

Når 2. hjørne også er retvinklet sætter man nåle mellem takkerne på langside 1 inden den sidste snor spændes ud, og når alle 4 snore står spændte og faste sætter man også nåle mellem takkerne på kortside 2 og langside 2.


Så transparent bliver det når det er rigtigt spændt op! Tæppet har dynestørrelse, og hele herligheden (prøvekluden altså!) har forbrugt 45 gram Spelsau-lamme-underuld samt en slat merino/silke som måtte til da originalgarnet slap op. Ca. 150 x 90 cm i udspændt tilstand.

10.8.06

Jeg elsker fjerskyer!

De hænger der og ligner en nybegynders famlende forsøg på marmorering. Og i tirsdags var hele himlen fuld af dem - ingen forstyrrende blomkål eller lammemaver, ingen byger eller andet uvedkommende. Bare fjer og penselstrøg.


(linkene: Tusind tak til www.lilholt.com)

Se, Irene - KANT!


Så er vi endelig på vej hele randen rundt af prøvekluden med en fin lille takkekant, der ikke 'overdøver'.

Hjørnefigur og kant til denne her.
Den paisley-agtige hjørnefigur i nærbillede.
Og så er der det evige problem når man strikker med håndspundet: Der var ikke h e l t nok. Så noget af takkekanten bliver i cremefarvet silke. Håber ikke det forstyrrer indtrykket ...


Man bliver SÅ træt -


- af at være ude at lære at klatre i træer ...

6.8.06

Kattekilling søger gode kattemennesker ...


Jeg er en sej gut på otte uger. Om to uger siger mine mennesker at jeg er gammel nok til at flytte hjemmefra. Jeg ved bare ikke hvor jeg skal flytte hen.

Jeg er smaddergod til at se sød og kærlig ud -

- men jeg er også aldeles fantastisk farlig når der er brumbasser i nærheden ...

4.8.06

De er sgudda skøre i deres hoveder? (klik for at læse)

Polakkerne vil have amerikanske tilstande i EU?

De vil forbyde abort, men genindføre dødsstraf? Dvs nogen liv er hellige, men andre er det ikke?

Jeg græmmes ....

2.8.06

Åbent brev til chaufføren på VTs buslinje 73

Du som kører den bus, der skal stoppe på Næstvedvej med kurs mod stationen klokken 16:01.

DU ER EN !"¤!#%!¤!%!¤#%"#¤§"#%!#¤&%&!!
Du vil gerne have fri fem minutter før - det kan jeg såmænd også godt forstå, sådan til hverdag. Men når jeg ugens tre første dage kommer gående hen mod dit stoppested og ser dig komme fræsende lige i røven på linje 89, klokken 15:54, SÅ kniber det med forståelsen.
Det betyder nemlig at jeg misser mit tog. At jeg kommer tre kvarter senere hjem fra arbejde, tid som du sådan set stjæler fra mit familieliv. Bare fordi du synes du vil holde lidt længere på Ringsted station?
DET KAN DU DEN ONDE STEJLEME IKKE VÆRE BEKENDT!