27.10.06

At danse ned ad Memory Lane (og familien tror man er tosset)

Korsør Bibliotek har indkøbt Patti Smith. "Land", for at være mere nøjagtig.

1000 kys på næsen til den indkøbsansvarlige bibliotekar!

At danse rundt i stuen og synge med på "Pissing in a River" og "Ghost Dance". Mindes de megafester Boligkaravanen holdt da vi besatte Århus Østbanegård, og altid endte med Patti Smith klokken lort om natten. Rynke på næsen ad de fortænkte amatører, der har radbrækket hendes geniale musik i årene siden.

Og resten af husstanden (inkl. kattene) ryster på ho'det ad madammen, der åbenlyst er gået fra koncepterne ... det er DAJLIGT.

24.10.06

NØDRÅB!

Den der lille irriterende popup-dims, som XP sender op på monitoren, hver gang man propper en CD i sit drev, ikke?

HVORDAN FÅR MAN DEN TIL IKKE AT DUKKE OP?
DET ER DA DET MEST SKIDEIRRITERENDE DER FINDES!
- og der MÅ findes en eller anden venlig Kloge-Åge derude i Blogland der kan forklare mig hvordan jeg bliver fri for at se på stadset nogensinde igen?

21.10.06

Lykke er (# 2)


- når Den Anden Madskålsfylder låner den der bil med en lille gul dims på antennen, så man kan lege Store Jagende Panter
- og lader bagsmækken stå åben så man kan ignorere hans opfordringer til at komme ned, og stilfuldt gå op -

- hvor man kan se NED på ham som alle gode katte gør.

"I'm the King of the Castle, and you're the Dirty Rascal!"

Ikke et billede af haleføringen, men -

- af SOVESTILLINGEN!

Fem ting for feminismen

- er det senest cirkulerende meme i Blogland, på initiv af Uffe.

Som halvgammel og helfeminist må man vel så hellere?

Først: Min stemmeret. Og med den bevidstheden om, at ethvert fremskridt er bygget på skuldrene af dem der gik forud.

Næst: At jeg alene bliver bedømt på mine kvalifikationer når jeg søger uddannelse. En selvfølge i dag - men selvfølgen er yngre end vi egentlig bryder os om at tænke på. Jobmarkedet halter stadig bagefter, men det er på vej. (Og så de tilbagevendende indslag af lavkomik hver gang det går op for en gruppe mænd, at kvinder ofte er bedre til deres fag end de selv er ... bare vent derude på DTU, jeres tur kommer også!)

Dernæst: Retten til at bestemme over egen krop - altså, den fri abort. Det er heller ikke så pokkers mange år siden vi fik DEN ret - at vi selv vælger børn til eller fra, og at begge valg er lige valide. Når jeg snakker med ældre kvinder er jeg af og til rystet over at der er nulevende kvinder, der måler deres værd på om de har fået børn.

Og så: At jeg i lovens forstand er en selvstændig person, også efter indgåelse af ægteskab. At forsørgerpligt er GENSIDIG, at det jeg bragte ind i et ægteskab er særeje, at jeg i princippet kun skal gøre rede for min indtægt overfor skattefar og bankrådgiver. At jeg ikke skal bede pænt om at få lov til ....

Og sidst, men ikke mindst: At det (endelig) blev gjort socialt helt uantageligt at banke kone og børn 'fordi husherrens revselsesret er Gudgiven'. Krisecentre og hjælp. En skønne dag går det også op for de sidste hulemænd at et forhold eller ægteskab kun kan fungere hvis man ser hinanden som jævnbyrdige.

20.10.06

Lykke er -

(og man skal høre Jørgen Ryg og Preben Kaas nynne i baggrunden)

- at være tolv år, blive udstyret med hammer og mejsel -

- og få lov at banke gamle grimme grønne fliser ned -


- og høre dem smadre mod gulvet og man MÅ GODT!

19.10.06

Et lille lynspørgsmål -

- til den opmærksomme læser:

Hvordan ser det ud, når en ungkat kommer brasende ned gennem en presenning, oplagt for at erstatte det nedrevne tag?

Fandens osse at kameraet var pakket støvsikret ...

13.10.06

Tanten er rystet!

Sådan for alvor, altså. Og på hele to planer på en gang!

Min Tigerdyr Clue-cat er kommet hjem med en brækket hale - og som dyrlægen sagde, "Det ser ud som om nogen har lukket døren om ham i stedet for efter ham!" Hvem fanden på panden gør sådan noget ved en lille tillidsfuld kat med vilje? Det må være med vilje - jeg kan ikke forestille mig nogen i kvarteret, der ville undlade at fortællle mig om et evt. uheld!

Dernæst blev jeg rystet over at skulle ryste op med næsten 2000 bananer for et røntgenbillede og ti tabletter med smertestillende ... lige pludselig er DYRlæge et dobbeltbundet ord af de dybe.

Nu håber jeg så bare at hans høje haleføring med siameserknæk vender tilbage i takt med at bruddet heles. Ellers bliver det med dobbeltknæk - et ved roden og et i spidsen.

8.10.06

Apropos tuskhandel

- hvem af jer festivaldeltagere var det nu jeg skylder et jordbærmønster????? Min Alzheimers Light (eller human overload) har lige tørret den bid af den levende harddisk ren ...

Et oplæg til tuskhandel

Som det vil være nogen bekendt laver jeg sokker. Af og til mange sokker. Og ALDRIG efter andres mønstre ... jeg mener, en sok er en sok er en sok, med en uærbødig omskrivning.

Af og til får de ydre omstændigheder så én til at sætte sig ned og lave lidt seriøs nyudvikling.


Som f.eks. da min far udviklede en meget svær diabetes B i tillæg til sit dårlige hjerte, og fik endeløse skideballer af læge og fodterapeut for sine strammende sportssokker af dem til fem-par-for-en-hund-slagsen! De lavede trykstase på hans underben, trykskader på hans fødder, og burde i det hele taget relegeres til sportstasker og ikke til hverdagsliv.

Som omsorgsfuld datter kan man ikke gøre så meget - men jeg satte mig ned og kombinerede viden til en strømpe uden trykpunkter på foden, samt uden strammende sager på benet. Kort sagt: Sukkersygesokken (som man ikke behøver at ha' sukkersyge for at bruge!!!)

Den er strikket fra tåen og opefter, hvilket vil sige at man kan tilpasse den hårfint til modtagerens fod - også til valgusfødder, klumpfødder, spidsfødder, Sasquatchfødder osv. For at undgå en strammende rib eller (endnu værre) en strammende aflukning er skaftet kantet med en retstrikket manchet på tværs, hvilket får sokken til at blive på plads på benet uden at stramme.

Opskriften er lavet i størrelser fra baby til megavoksen, og så kommer vi til det med tuskhandlen. Er du interesseret, så send mig en mail. En E-kopi byttes mod et nøgle sjovt/funky/lækkert fra dit private garnlager - alt har interesse, bare det ikke er grislinglyserødt - så hold jer endelig ikke tilbage :o)

2.10.06

Det var da godt nok en weekend af de bedre!

70 uld- og knudekoner samlet på et vandrerhjem etsteds i Danmark.

Nogle timer den ene eftermiddag afsat til workshops.

Resten af tiden bruges til at strikke - hækle - spinde - gramse på garn - lade sig inspirere af alt det de andre er i gang med - snakke - grine - synge - snakke lidt mere - spise uden at skulle hverken tilberede eller rengøre - slubre uææææændelige mængder kaffe - udveksle tips, tricks og tossede ideer - snakke - småsove - STENsove når man endelig ramte køjen på den forkerte side af midnat - det var godt.

JEg glæder mig allerede til næste år. Tak for en god festival, allesammen!!!!