29.5.06

Endelig lidt tekstilnyt

Strikketanten har investeret i et tensæt med turbo! Et såkaldt 'lace flyer kit', fordi hun har planer om at bygge en rok af en gammel cykel.

Men jeg kunne altså ikke nære mig for at montere vidunderet på Anne-Maries gamle Ashford bare for sådan lige at 'køre en prøvetur' med noget uld/silke.



Jamen alle smådyrs beskytter må sig forbarme - det er som at skifte fra Folkevogn til Ferrari! Pludselig skal man ikke trampe sig til en krampe i højrebenet for at spinde tyndt - det går næsten helt af sig selv!

Se bare - cobweb extreme! Skal tvindes til noget der er tanden tyndere end Jamieson&Smiths Laceweight, fordi jeg helst laver sjaler af totrådet. Der er noget med strukturen ....

- og selvfølgelig skal sjælehenteren have en fin perlesnor i stedet for det usle stykke bændel, man får leveret sammen med hele herligheden.

Takket være det faktum at bremsen er af snor i stedet for fiskesnøre 'synger' den under arbejdet. En lille fin myggemelodi, der viser hastigheden ved hjælp af tonehøjden. "Dette garn er spundet i et tostreget G ..."

27.5.06

På udflugt!



DSB-døgn. Rimelig god idé, med mindre man var på Intercity-linjen. Der var nemlig fyldt op som det ses her.
Når så man kom væk fra hovedsporet var der masser af god plads. Sammy og jeg havde kigget kort, fordi vi havde fri begge to (i modsætning til Les, den stakkel) og var blevet enige om at tage en tur til Fakse Kalkbrud og se efter forsteninger.
Den første halvdel af madpakken blev indtaget på toppen af dobbeltdækkeren til Næstved.

Derpå grisen til Køge, og endnu en gris til Fakse. Sammy var dybt benovet over, at der stadig findes toglinjer hvor man skal trykke stop ligesom i bussen, og hvor toget kun stopper ved stationen hvis man har trykket på knappen der også ... og ordet "trinbræt" blev en ny del af hans sprogunivers.

Selve Fakse Kalkbrud er jo beskrevet om og om igen i turistbrocurer, geologtidsskrifter og andre værdige publikationer. Vi vil nøjes med at kegle ud over størrelsen ...

18.5.06

BRYSTER!!! - eller om at ældes med ynde

- nej, det er ikke en gris-post, drenge!

Susling skriver om kroppe og aldring på en levende og sjov måde. Jeg småfnes i alt fald over hendes klamamse - og så gik jeg hjem og tænkte.

For holdningerne er jo nu engang præget af det materiale, man har at gribe og gøre i så at sige. Har man levet den første del af sit liv som smækker og smal har man nok sværere ved at forholde sig til den aldersbetingede ekspansion end hvis man har kæmpet mentalt med relaterede 'issues' forholdsvis tidligt.

Eksempel: Selv på mit yngste og smækreste har jeg altid haft Fellinibarm (det kalder vi det her i huset! Amarcord er bare filMEN)) - og let's face it girls, man ER altså ikke selvbærende ret længe med en DD-skål. Det vil sige at man allerede i nitten - tyveårsalderen er nødt til at forholde sig til tyngdekraftens indflydelse på kropsvæv, hvilket gør chokket adskillig mindre når tidens tand for alvor begynder at gumle i det øvrige forhåndenværende bindevæv.

Kort sagt kommer valget i mange sammenhænge til at stå mellem det stilige og det komfortable, men mindre og mindre tynget af hvad andre mener - for mit vedkommende, i alt fald. Efter tre børn og en kronisk bækkenløsning er min vægt hvad min vægt nu er - det var satans svært at omstille fødeindtaget fra fysisk hårdt arbejde til stillesiddende skolegang dengang!, og motionsniveauet er begrænset af det der løse bækken - så min mentale mekanisme er at se på sorte kvinder.

Prøv engang at se amerikanske dokumentarfilm! Ikke TV-serier, for der er de luget væk, men rigtige mennesker - og så se på nogen af de matroner. De fører sig som DRONNINGER i al deres magt og vælde, og er imponerende.

Dem prøver jeg lidt at spejle mig i. At rette ryggen og trække skuldrene godt tilbage (BH eller ej!), og så forøvrigt skride frem som om verden er min. Uanset om modeguruer, sundhedsapostle og tarmskylningsentusiaster synes at fede kvinder burde snige sig langs murene.

Nix.

FEDE DAMER STYRER!

Og min konklusion er:
- at man indretter sig. Jeg har det fint med at ha' en røv som en elefant, (bare jeg også har en tilsvarende hukommelse) for det har jeg altid haft. Jeg har det helt fint med hængende bryster - for det har jeg OGSÅ altid haft. Det eneste sted der halter er, at mit maveskind ikke længere krymper med når jeg taber mig .... og det vænner jeg mig s'mænd også nok til på et tidspunkt.
Det handler mere om at kroppen føles godt end om den ser godt ud - synes jeg.

14.5.06

Om triggere og sådan noget (og kunsten at lakere en hoveddør)


Her hænger den ene side af vores og Liselottes fælles hoveddør og ser ussel, solbleget og afskallet ud. Den skal have noget TLC sammen med sin makker, der allerede er under udbedring som det ses herunder:

Der ligger en del arbejdstimer, sandpapir og opslebne skrabejern i at gøre sådan en dør klar til ny lak. Rillerne mellem listerne er noget en ond ånd har opfundet for at plage husejere ...

Men ... ifølge de fotos vi har set af huset gennem tiderne er døren bygget sidst i tyverne af godt træ, og er rigeligt umagen værd.
Og så til det med triggeren.

Det er lykkedes at få fat i rigtig gammeldags skibslak (Tonkinlak) i modsætning til det syntetiske stads der kaldes skibslak nu om stunder (oh tempora oh mores!), og pludselig kom et erindringsglimt, komplet med billeder:

Jeg står i barndomshaven på Femø, to lorte høj (omkring tre år siger resten af familien) og ser på at min far og morfar lakerer fenderliste på hver sin side af familieskivet, og hører ganske tydeligt min morfar vrisse: "Lak skal t r æ k k e s på, ikke slaskes ud!". Og det var lugten af linolie, tungolie og vegetabilsk terpentin der kaldte den frem.

Det var temmelig spooky at få syn for sagn så at sige - jeg har ofte hørt, at dufte/lugte er nogen af de mest effektive erindringsstimuli, og tænkt "jajaja ...." og gemt oplysningen i det mentale pulterkammer. Men det er alså itt helt løwn!

Statusrapport, have


En pæonknop med lidt farve på. Den er vist lige så utålmodig som jeg er!

Kæmpevalmuen (som egentlig er alt for stor til haven) har sat af til knopper nede midt i rosetten.
Til gengæld er kirsebærrene ved at have blomstret af ...

Nu er det SOMMER!

Min personlige skillelinje har altid været (eller rettere, siden allergien blev erkendt) afslutningen på birkepollensæsonen.

Og føj for en banket bæ den har været slem i år!
Rekorder mig her og der, pollenskyer der har kunnet ses fra satellit, fornemmelsen af at lungerne var lagt i spændetrøje ... adr. Jeg føler dybt med jer græsstakler og håber I får en mindre slem sæson.

10.5.06

Mistress Mary, quite contrary, how does your garden grow?

Nu vælter det frem alle vegne. I potterne i gårdhaven, og ude i selve haven.


Radiserne myldrer frem. Jeg glæder mig til skarp ost, Les' nybagte brød og små nye radiser der smager af peber og sommer.


Kaptajnen stiller sig yderst misbilligende overfor aftenvanding af haver på sandjord. Det gør Fru Jensen også, men hun går bare hjemmefra. Kaptajnen tusser frem og tilbage, og brokker sig over våd jord som ikke er god at skrabe i når der skal tisses.


Mynten (tre forskellige slags) kommer væltende op af jorden. Jeg er stadig temmelig imponeret. Den står udsat for vestenblæst og salt, i sandet jord - og stortrives. Underligt, ikke? Æble- og ananasmynte er ellers sarte størrelser, siger min urtebog ... men mynte kan ikke læse, den gror bare.


Og morellerne blomstrer så rigt, at hele haven dufter. Det er til at blive helt høj af - så mange blomster, at den fine sarte duft kan spores overalt.


Og pæonerne har store fede knopper. Denne her er purpurrød om en lille måneds tid, og jeg glæder mig vildt.

9.5.06

Lemming eller loner?

Som togpendler oplever man et mangefold af menneskelige dårskaber, for nu at udtrykke det meget mildt.

Min yndlingsdårskab er lemmingmentaliteten ... når jeg får lov at opleve den på afstand.

Lemminger vil altid stå i en stor klump ved samme dør, mens en anden dør er helt fri. Der står jeg så - og kommer hurtigt ud af toget, mens lemmingerne tramper hinanden i haserne for at nå at komme af.

Lemminger vil instinktivt undgå ledige 'klumper' af sæder for glad og fro at sætte sig i andres morgenaviser, strikkeposer og semiautomatiske morgenritualer. Høflige lemminger spørger 'om det sæde er optaget?' og får svaret 'JA!' med et stort smil. Dem der bare sætter sig har jeg en helt privat tanke om at efterlade hæklenåle på sædet til. Har ikke gjort det endnu, men hold da kæft hvor er det fristende!

Lemminger færdes i flok. De er garantrisse hundeejere.

2.5.06

FORMURREDE MISSEDYR!!!!!!!

Hvis man går tilbage i arkiverne vil man kunne se at vores facade har trængt til en kærlig hånd i nogen tid (nogle år ....). Mest fordi den klaphat der boede her før har malet et gammelt hus med plasticmaling! Det skallede og var i det hele taget en ynk at se på. Så i år tog vi os sammen, skrabede AL plasticen af (pyhhhhhhhh), spartlede huller (han må ha' haft ti modeller altankasser) og reparerede løst puds. Så blev hele overfladen rettet af med sandspartelmasse, hvorefter det fik to gange gul kalk og var smukt! Altså bortset fra de endnu ikke ordnede vinduer.

MEN VI HAR KAPTAJN FLINT!
Tre dage efter endt maling sås disse mærker pludselig:

- og i nærbillede:

- det er der hun sætter poterne, når hun hopper op på sålbænken for at tilkendegive at hun vil ind (ved at stange hovedet mod ruden).
Nu har jeg sat en stol for, så hun forhåbentlig bruger den .... men med kendskab til kattes vaner og navnlig uvaner tager hun nok det andet vindue i stedet for.

Til gengæld har min klatrerose fået forårsfornemmelser, selv om den står i pivende blæst 99% af tiden - det er jo en gade med adgang til vand, ikke? Jeg håber på mange blomster!