25.3.07

Vi har haft en god week-end!

- på dukke/bamse/husflidsmesse i Roskildehallerne. Jeg stod for strikkecafé i samarbejde med min søster, mens Les og Sammy udforskede dels udstillingen, dels Roskilde og omegn.

Der var SORT af mennesker. Der var mange spændende - og en del knap så spændende - udstillere og forhandlere. Det første hold billeder sendte jeg Sammy ud at tage. Det som han fandt spændende.


Der var ham med spegepølserne uden tilsætning. Vejen til en drengs hjerte går gennem maven. Om et par år skal der sigtes lidt lavere ...


Så var der knivmageren. Ham her havde nu også gode klinger fra dygtige smede.



Træskærere og drejere havde hele mellemgangen / vandrehallen for sig selv. Der var ikke den store nyskabelse - til gengæld var der bundsolidt håndværk, hvilket altid er en fornøjelse!



Der var unge mennesker med japanske dukker. De er lidt manga-agtige - og de unge er altså søde, når de klæder sig som deres dukker! Desuden synes jeg det er dejligt at se skandinaviske kvinders vinkel på japansk lolita-goth. De mangler helt og aldeles deres japanske medsøstres permanent bøjede knæ og nedslåede øjne - går med rank ryg og hævede hager gennem verden, og giver på den måde goth-begrebet et strejf af humor, som jeg finder livsbekræftende.


Jeg kan ikke sige det samme om disse babydukker. Især ikke de sovende. Helt ærligt synes jeg de ligner dødfødte. Men, hvis nogen finder dem vidunderlige har de vel en berettigelse?


Så var der bamser i alle former og størrelser. Både til at købe færdige og til at lave selv.


Der var garn og uld (men jeg savnede min sønderjyske veninde!!). Denne stand var genboen.


Charlotte (med søstre) og hendes Tante Andante - butik med vidunderlige stoffer var naboen. Vi trives godt sammen!

Der var vores glasvenner fra de forgangne to år. Han laver dejlige ting - men jeg ville nu ønske han ville øve sig med Pyrex, så han kunne lave mig et sæt strømpepinde med blå snoninger indeni ....

Som rosinen i pølseenden var Anne der med sine miniaturer. Den quinde er simpelthen fantastisk! Disse knive har Brian smedet damascenerklinger til.


Og så små er de i virkeligheden - sammenlignet med en helt almindelig pibe.


Hyacinter. Skålen er to centimeter bred.


En bamse på 1½ cm .....

En kassefuld gulerødder ...


... og et miniplantebord. Korrekt i alle detaljer.

Tak for to gode dage allesammen!

2 kommentarer:

Irene sagde ...

Jeg undskylder for savlen der driver ned ad din skærm nu ...

Gid man kunne leve af det kreative!

Dana Watsham sagde ...

Ja, ikke? Jeg havde også adskillige savle-øjeblikke, men nøjedes nu med at købe 500 gram superfin estisk spindehør med hjem.