26.4.07

Navnephilosophie med indbygget intolerance

Jeg diskuterede navne og signalværdier med en Isabella-klon i går. Det var lidt af en øjenåbner, i alt fald for mig. Jeg ved ikke helt om hun formåede at få åbnet de ’dekorativt opspilet påtaget nysgerrige’ øjne med lige nøjagtig den rette mængde økologisk mascara for andet end den magasin-præfordøjede føde hun var vant til at fodre sit indre jeg med …

Her kommer intolerancen så ind. Min, altså! Jeg kan ikke holde UD, når jeg render ind i den der mennesketype (med let læspende stemmeføring), der ”læser de helt rigtige blade og handler de steder hvor man bare er SÅ meget på forkant med …..”. Små søde putteunger, hvis I var SÅ meget på forkant var det nok ikke det der Bo Bedre/Isabella/Alt for Damerne-mainstream-fis I omgav jer med. Så var det New York, Milano, London, Berlin-forkant. Så var I individuelle, i stedet for at ligne hinanden alle sammen. Eller hækle det samme sengetæppe ….

Og så ville I heller ikke alle sammen kalde jeres børn det samme, alt imens I følte jer åh, så alternative. Hvad er signalværdien i at hedde Lucas, Magnus eller Tobias? Eller Laura, Mathilde og Emma? Det er at ens forældre ikke har læst længere end navne-top-10 hos Danmarks Statistik. At de har slået lemminghjernen til og taget Fru Hyacinth-brillerne på.

Hvis I var så voldsomt alternative, ville der være langt flere børn der blev kaldt Kurt eller Yvonne. Eller Else, Grethe, Gyda og Birthe. Jan, Kjeld, Peder, Flemming og Verner. Ib, Jytte, Karen Margrethe og Vagn. Alt sammen navne, som i vore dage kun overlever som mellemnavne i familier hvor man har en stærk opkaldetradition. Det har de fleste af jer ikke – I har nemlig travlt med at distancere jer fra de rødder, som også er en del af hvem I er. I vil hellere have, at der kommer de der skoleklasser som jeg husker fra min barndom, med ”Marianne 1, 2 og 3” eller ”Steen A, Steen H og Steen S”. Bortset fra at det er Lauraer, Jonathaner, Boletter og Oliverer, I producerer – og fortæller hinanden, at I ”bare har flyttet jer så langt fra de kedelige ensrettede provinsidealer” I er rundet af.

Kære venner, der har altid været, og vil altid være, mennesker der føler sig tryggest ved at ligne alle de andre mest muligt. Både i påklædning og adfærd. Det er skam en ærlig og helt menneskelig sag!

Men det er altså uendelig meget lettere at føle bare en anelse respekt for jer, når I toner rent flag! DET er der nemlig reel signalværdi i!

24.4.07

Det var VIRKELIG godt!

Ruth fra Jægerspris Husflidsskole har prøvet at samle et spindehold i indtil flere forsøg. Nu lykkedes det endelig at samle elever nok til et intensivt week-endkursus. Jeg synes de er sjovere (og hårdere) at undervise på end de sædvanlige en-aften-om-ugen-en-hel-vinter-kurser. Især når man skal transportere sig fra Korsør til Odsherred ...

Så, hvad får man, når man samler følgende faktorer:

en gammel skole i Odsherred
8 kvinder i vekslende aldre
13 rokke i varierende udformning
masser af poser med diverse fibre


Og et hæspetræ!


Man får en aktiv, intens, varieret (indenfor den vedtagne ramme) weekend med masser af snak, masser af spinding, masser af kaffe og alt for få pauser. Jeg har endnu ikke oplevet et hold, hvor man ikke skal FLÅ folk op fra stolen for at strække skuldre og ben en gang imellem. "Jeg skal liiiige ..." - nej, man skal også op og stå af og til, ellers bliver man øm i hele kadaveret dagen efter.


Alle fik lært at skifte rokkesnor, samt den nemmeste måde at sætte den på.



Ruth fik lært at spinde hør. Der skulle helt andre håndbevægelser til.



Diane fik lært at bruge en tromlekarte (fif: hemmeligheden er at køre ulden igennem tilstrækkeligt mange gange!) til at blande uld og angora.


Karin fik produceret sit første garn.


Esther fik styr på den vanskelige kunst at afpasse træderytme med håndrytme. Ikke nemt, hvis musklerne ikke helt vil hvad intellektet vil!


En spritny rok blev gnubbet med linolie og så pludselig helt, helt anderledes ud!


Der blev spundet silke og trænet Navajo-tvinding, der blev eksperimenteret med spinderetninger og -teknikker, der blev tvundet bouclé -


- samt fremvist trøje af eget garn -



- og der kom flere og flere prøvefed op at hænge på tørrepinden. Da pinden begyndte at fyldes op løb jeg tør for plads i kameraet.

Og da jeg kom hjem løb jeg tør for kræfter. Det vil jeg vædde med at mine kursister også gjorde.

21.4.07

En weekend med det bedste fra alle verdener?

I går fyldte mit lille, store barn 26. Jeg gik hele dagen i solskin og bidende vind og huskede, at der var snestorm den dag han blev født.

I dag drager jeg til Jægerspris for at undervise en gruppe ivrige spindere, og i aften samles familien (inkl. hans far) for at fejre fødselsdagen. Det vil sige, at jeg kan komme træt og glad hjem til mad der er lavet og vin der er valgt med omhu, i et hus med opvaskemaskine (ikke mit).

Og jeg vil have alle tideres undskyldning for at drage hjem før min eksmand går mig på nerverne. Jeg skal nemlig undervise i morgen igen!

Eneste problem er logistisk. Hvor mange rokke kan man proppe ind i en lille bil, når der osse skal være plads til tre mennesker?

15.4.07

Comic relief



Der ligger nykartet uvasket uld på arbejdsbænken ude i gården - og Tumle, som bor i et hus uden strikketøjer og andet af samme skuffe er dybt overbevist om, at jeg udelukkende karter uld for at hun skal have noget blødt, lækkert og lugtende at sove til middag i.

Man kan tilgive hende meget, fordi hun er den smukkeste af Kaptajnens killinger! Og så bor hun lige ved siden af og kommer på besøg hver dag.

Appelsiner i min turban ...

Denneher stod hos min lokale Kirkens Korshær. Den trængte til en kærlig hånd, lidt sæbevand samt noget træolie. Det har den fået - og i en sæk med vævegarner indkøbt samme sted lå 'tilfældigvis' en trend i lyserødt (gys) Lodband. Den må tjene som afprøvning af stabilitet og funktionsdygtighed.


Nu er lyserødt, som det vil være visse læsere bekendt, ikke just min yndlingsfarve, så der må eksperimenteres med hvad man kan væve ind i den for at dæmpe Grislingudtrykket lidt. Foreløbig fuchsia og orangegul sammen med en tråd lyserødt.


- og så et tomt rit med 8 trådes mellemrum for at give lidt spil i stoffet. Gardiner til arbejdsværelset, måske? Man kan jo altid overfarve med blåt!



Som rosinen i pølseenden på en dejlig weekend kom nabo Lotte med denne her ... smukt håndværk i massiv eg. Har stået hos en af hendes venner som dekoration, og er meget tør i træet. Det skal vi nok få has på med en flaske linolie og noget knofedt! Den eneste skadede del er en revnet tenvinge - men det klarer vi med et par stifter, et fint bor samt noget lim. Faktisk ligger den i spænd og tørrer lige nu - og om lidt går jeg ud i resten af solen og sjasker med linolie.

Påskehygge .....


Jeg vil ikke påstå, at Kaptajn Flint er jaloux på Les' læsevaner (nedgravet i sofaen og dybt koncentreret), men hun vil gerne deltage. Når han bliver FOR koncentreret bider hun ham i næsen eller stanger til bogen ... "Tal med katten!".


Disse her myldrer i haven ... så meget man nu kan myldre i vores frimærke.




- og der holdes søsterlig morgenkaffehygge udendørs, når det nu er både fridag og solskin. Livostin skal tages mindst en halv time før kaffen, siger erfaringen nu.



Paddington jager mariehøns, nu hvor de ikke længere sidder vintersløve og suger solvarme i sig, men er begyndt at både bevæge sig og flyve lidt.

4.4.07

Der står en pose peanuts i køkkenet.

Ingen har rørt den siden i søndags. Vi kan ikke få os til det.

I morgen lægger vi tigerliljeløg i haven som farvel og tak. Måske spiser vi dem så.

1.4.07

Lige nu er jeg glad -

- for at der kom billeder af Tigerdyret på bloggen - hvor han nyder sine peanuts og leger sine misselege med os mennesker.

Vi har lige begravet ham.

Det var de sædvanlige uforenelige faktorer:

  • en bil med unge mennesker i alt for høj fart
  • en kat, der er med på gåtur i et stille kvarter og pludselig slår en svinke ud over vejen.
Det eneste gode der kan siges er, at det gik hurtigt. Vi kommer til at savne ham. Meget.

Og jeg kommer aldrig nogensinde i mit liv til at forstå mennesker, der kan påkøre et andet levende væsen og så bare køre videre.

En anke .....

- og kun mig selv at dele den ud til.

Indkøbt glansgivende shampoo + balsam for at tage 'vinterskæret' af håret.

DET STINKER SOM ET HOREHUS I HAVSNØD!

Hvornår lærer jeg at prøvesnuse produktet, selv når jeg har travlt???? OK, håret skinner som katteskidt i måneskin, på det felt er missionen lykkedes. Det er en ringe trøst når jeg selv føler jeg kan lugtes på fem sømils afstand i modvind.

Zen og kunsten at dele en skål peanuts


Her sidder Les i al fredsommelighed med en god bog (John Boyle: Crippen), et krus frisklavet kaffe, samt en lille skål peanuts. Uheldigvis for ham har han aldrig helt lært at tygge lydløst - slet ikke peanuts - og Tigerdyret ELSKER peanuts. Han kan høre den tyggelyd på tre rums afstand og i dyb søvn.


Så han indfinder sig som et marmeladelyn, og kan blive ekstremt langstrakt lige pludselig. "Hvad har du der? Er det noget der skal deles med katten? Lige nu?"


De første fire-fem stykker har han tålmodighed til at tage fra armænet af stolen. Faktisk kan han, på siamesermaner, krumme en pote om en peanut og løfte den til munden, men ikke når jeg har kameraet fremme ...


Det ender altid med, at han får skålen ned på gulvet. I dag var det frivilligt. Til andre tider, når han synes Les er for længe om det, hiver han den selv ned.