24.4.07

Det var VIRKELIG godt!

Ruth fra Jægerspris Husflidsskole har prøvet at samle et spindehold i indtil flere forsøg. Nu lykkedes det endelig at samle elever nok til et intensivt week-endkursus. Jeg synes de er sjovere (og hårdere) at undervise på end de sædvanlige en-aften-om-ugen-en-hel-vinter-kurser. Især når man skal transportere sig fra Korsør til Odsherred ...

Så, hvad får man, når man samler følgende faktorer:

en gammel skole i Odsherred
8 kvinder i vekslende aldre
13 rokke i varierende udformning
masser af poser med diverse fibre


Og et hæspetræ!


Man får en aktiv, intens, varieret (indenfor den vedtagne ramme) weekend med masser af snak, masser af spinding, masser af kaffe og alt for få pauser. Jeg har endnu ikke oplevet et hold, hvor man ikke skal FLÅ folk op fra stolen for at strække skuldre og ben en gang imellem. "Jeg skal liiiige ..." - nej, man skal også op og stå af og til, ellers bliver man øm i hele kadaveret dagen efter.


Alle fik lært at skifte rokkesnor, samt den nemmeste måde at sætte den på.



Ruth fik lært at spinde hør. Der skulle helt andre håndbevægelser til.



Diane fik lært at bruge en tromlekarte (fif: hemmeligheden er at køre ulden igennem tilstrækkeligt mange gange!) til at blande uld og angora.


Karin fik produceret sit første garn.


Esther fik styr på den vanskelige kunst at afpasse træderytme med håndrytme. Ikke nemt, hvis musklerne ikke helt vil hvad intellektet vil!


En spritny rok blev gnubbet med linolie og så pludselig helt, helt anderledes ud!


Der blev spundet silke og trænet Navajo-tvinding, der blev eksperimenteret med spinderetninger og -teknikker, der blev tvundet bouclé -


- samt fremvist trøje af eget garn -



- og der kom flere og flere prøvefed op at hænge på tørrepinden. Da pinden begyndte at fyldes op løb jeg tør for plads i kameraet.

Og da jeg kom hjem løb jeg tør for kræfter. Det vil jeg vædde med at mine kursister også gjorde.

3 kommentarer:

Lene Z. sagde ...

Hej Dana, Det lyder som en rigtig dejlig weekend. En skam, at man ikke var med.
Hilsen Lene Z.

Losarinas mor sagde ...

Hvor har det været en oplevelse. Det oser ud af din tekst!
Jeg får helt lyst til at lære det!

Dana Watsham sagde ...

Jamen det er da bare at holde øje ... på Dansk Husflids hjemmeside kan man se hvad de enkelte amtskredse/lokale skoler udbyder af kurser. Og så ellers bare holde sig til!

Det kan osse gøres i 'privatregi' - hvis der kan samles minimum 7 elever opretter jeg gerne et weekendkursus :o)