21.11.07

Juleamok

Nogen gange er jeg glad for at bo i en lille og forholdsvis fattig provinsby.

Vores kommunaloghandelstandsforeningsjuleudsmykning indskrænker sig til lyskæder i træerne, som vi har en del af rundt omkring i byen. På en grå og våd dag giver de vores lille prosaiske hverdagsflade by et forsonende skær af Elsa Beskowsk troldeskov. Det kan jeg leve med, osse fordi man er så sulten i øjnene efter lys her i mørketiden. Det meste af tiden syns jeg faktisk det er smukt ...

Og så kommer man ud omkring i regionen og ser at der herrenhjælpemig stadig hænges røvballeguirlander af plasticgran op! Ovenikøbet af og til med styropor'klokker', der kan hænge der i den danske vinterblæst og gnide mod hinanden med den der trommehindesmuldrende pivelyd? Så er jeg endnu mere glad for vores lokale troldeskovstræer.

Desuden er der husflidsmarked på Fæstningen i weekenden. Jeg skal være der med huer og sjaler og andet godt. Så må man godt brække sig over jul fjorten dage mere.

5 kommentarer:

Anne sagde ...

det er fuldstændig rigtigt Dana, Korsørs julebelysning er bare så køn, i Sorø har vi desværre stadig de af dig omtalte røvballe... og er de grimme? ja ja gu er de

Dana Watsham sagde ...

*fnis*

Jamn i Sorø holder man jo på traditionerne, ik? I har garantrisse haft de gran'ting' siden Ruder Konge var knægt. Jeg kan i hvert fald huske dem mange år tilbage.

Britta sagde ...

Jeg læste her i weekenden af de fire store byer i DK vil slukke alt lyset en dag i marts, for at gøre opmærksom på at vi alle skal spare på strømmen - global opvarmning og alt det der...

Hvad med at skrue bare en anelse ned for blusset her op til jul??

Hele gågaden i Odense er oplyst, men det flotteste er et stort gammelt egetræ ved HCA hus - nok fordi det ligesom i Korsør er så dejlig enkelt.

B

Dana Watsham sagde ...

Britta, jeg vil stadig holde på at lysudsmykning i mørketiden er ren mentalhygiejne. Prøv du bare at Google på 'depression + lysmangel', så skal du bare se ...

Den 'fælles' lysudsmykning holder jeg meget af. De totalt overdrevne à la USA-private nogen har jeg det lidt tungere med. Først og fremmest tænker jeg "Godt det ikke er min strømregning" ... men altså.

Hvad energisparing angår tror jeg der ville være langt mere bid i at gå på slukkepatrulje i alle de virksomheder og butikker, der synes man skal være illumineret 24/7/365. De brænder sgisme mere strøm af end de lyskæder i træerne, som gør en del af os lidt gladere.

Hvorfor er det altid det fælles bedste, der skal huske at spare? Hvorfor er det aldrig pengepugerne?

Britta sagde ...

Jamen jeg er skam enig med dig i at det er ren terapi!

Det virkede bare lidt dobbeltmoralsk på mig.

Og jo det ville være en god idé hvis dem der virkelig brugte/spildte energi tog sig lidt sammen og fandt spareknappen. Hvis de er ligeglade med miljøet, kunne de prøve at regne ud hvor mange penge de egentlig ville spare!

B