21.3.08

Undren ...

Det var egentlig en kommentar fra Ella ovre hos Madame, der satte tankerækken i gang .... Ella skrev:

- i mange år var jeg helt krumbøjet af at rydde op efter mand og børn

- og jeg måtte lige samle en lille kvababbelse op. Det var jo det mønster, mine forældre kæmpede for at bryde, det der med far der går på arbejde og moar som er et serviceorgan, samtidig med at hun i vore dage også har arbejde at tage sig af. Mine børn har lært, at moar ikke er serviceorgan. De har lært, at den største gave man som forælder kan give sine børn er at gøre dem selvhjulpne - og det bliver man IKKE ved at mor slæber sig krumrygget på oprydning, mad, opvask og vasketøj.

Når jeg så ser på yngre mennesker i bekendtskabskredsen, og såmænd også bloggere omkring de 30 med børn og alt det andet, så dukker det mønster minsæl op igen! Ledsaget af det ord jeg hader allermest i tidens fremherskende vokabular:
Perfekt

- for det er verden åbenbart, når man har slidt sig selv halvt i stykker for at hjemmet skal ligne Isabella's eller noget i den dur. Og så er det lige jeg er nødt til at spørge:

Hvad er det der er så perfekt ved at opdrage unger, der aldrig har gjort nogetsomhelst for det fælles? Som aldrig har smurt en madpakke, den dag de flytter hjemmefra? Som ikke ved hvordan man steger en frikadelle (eller en skive lever!), som aldrig har vasket et gulv eller syet en knap i? Som ikke kan kende forskel på koge- og kulørtvask, eller for den sags skyld kan læse vaskeanvisningsetiketterne i tøjet? Som går fuldstændig i spåner fordi klub/kollegieværelset ikke gør sig selv rent, underbukserne ikke vasker sig selv, toiletter af og til stopper til, og som knap kan holde styr på f.eks. en recept? Som står og klapper som hjælpeløse søløver hvis der skal slås et søm i eller bores huller til at hænge en hylde op?

Hvordan er jeres tilgang til selvhjulpent afkom?

15 kommentarer:

Ie sagde ...

Jeg har intet afkom, men i aftes var jeg til yoga og overhørte en ung moderne kvinde med fultidsjob og frivilligt arbejde i den lokale ungdomsklub sige at hun 'var forfærdelig træt i dag, for hun måtte tidligt op for at stryge skjorte til sin søns skoleuniform'. Så var det jeg fik kvababrelse og spurgte, hvor gammel er din søn. Det viste sig han er 15 -FEMTEN - !!! Da mine niecer og nevø omme i London var omkring 8 kunne de selv stryge deres uniformsskjorter ...

I rest my case!

Irene sagde ...

Det var så mig der lige var oppe og markere, der!

grendesign sagde ...

Den samme som din, Dana. Selvstændighed og vilje er blandt de største gaver man kan give sine børn.
Men man skal altså også være ret viljestærk for at stå imod den allestedsnærværende trang til perfektion og til at være den der supermor, der kan det hele.
Jeg gider sgu ikke det ræs.
KH Britt

Anne sagde ...

Ja her i huset er den ældste ved at vaske vores tøj, yngste har støvsuget efter gæsterne, jeg har strikket og Eddie har tænkt på at flette pil i morgen....så her hjælper vi også godt på vej, synes vi...men derudover kan jeg også få kvababelse over de kvinder der okser rundt og er servicemindede hele tiden...det er for tosset :-)

Ulla sagde ...

Tjaaaa jeg undres gang på gang over, hvad f... mange kvinder på min alder tænker. De er godt igang med at bombe ligestilling tilbage til stenalderen og stemme sig selv hjem til kødgryderne og isabella romantikken.

Endnu har jeg ingen praktisk erfaring med børneopdragelse... Men inspirationen henter jeg helt klart ikke fra min egen generation.
Selvhjulpne børn starter vel med et parforhold, hvor man på lige vilkår deles om pligterne. Ikke hvor hun er reduceret til husholderske, indretningsarkitet og vaskekone.

Emma gad, jeg gider ikke :-D

Bambi72 sagde ...

Kan barnet selv...Så skal det selv...
Færdig slut, så er den ikke længere.. Man gør ungerne en bjørnetjeneste ved at gøre det hele for dem...
Her hjemme skal de også hjælpe til med rengøringen... De har jo selv været med til at svine...

PiaT sagde ...

Min søn, som nu er 35, kom hjem fra en skoleweekend i 8-9 klasse og sagde forarget: "Tænk, jeg var den eneste i klassen, der kunne lave mad - ikke engang pigerne kunne (!!!!)"
Mine tre mindre (som nu er teenagere) har eksempelvis selv smurt madpakker fra de var 8 år gamle - resultat: de spiste deres mad... resultat, når man sagde det til forældremøderne: "Det kan du da ikke byde dit barn!!!!" - hmmmmmm - summa summarum Dana, det ER altså vidunderligt, at være inviteret til middag hos sin nu udeboende datter og se sine tre unger stå i køkkenet og lave mad i fællesskab :-D
Knus fra Malmö, PiaT

irenebgsted sagde ...

Jeg har samme holding og tilgang som dig, Dana. Vi må jo nok lære de unge at det perfekte ikke findes selvom de bliver påduttet noget andet. Tiden idag gør de unge mennesker usikre. Kravene har ændret sig markant siden du og jeg var unge. Hilsen Irene htt://denblyviol.blogspot.com

Dana Watsham sagde ...

Jah - jeg plejer at citere ældstebarnet, som tog vinden ud af sin lillebrors "det-er-så-synd-for-mig"-sejl ved at sige:

"Er du klar over HVOR meget man kan score på at kunne lave lasagne from scratch????"

Naja sagde ...

Vi har 3 mellem 5 og 7. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at dette her handler om mere end lige hjælp derhjemme.

Det handler om omtanke i det hele taget. At vide på egen krop/erfaring hvor lang tid noget tager, og derfor af egen drift hjælpe sine omgivelser, når man er "ude". Frem for passivt at vente på at andre kommer og servicerer.

Yde efter evne, nyde efter behov.....Man skal begynde i det små.....

Det være sagt i en sky af "jeg-er-ikke-din-tjener-diskussioner" med ungerne. Hvor de så *dyb indånding* får at vide at det er de ganske rigtigt ikke, men om de så vil være venlige at fortælle hvem der lavede aftensmaden, købte ind og tjente pengene til det hele.

Det afgør som regel diskussionen indtil næste gang ;o)

Dana Watsham sagde ...

Naja, humlen er jo at familieliv er et holdspil, ikke? Det er i alt fald mantraet hos os - at hvis man ikke deltager i den sure del af holdspillet, sætter man sig selv på bænken og kan ikke deltage i den sjove del.

Ellen sagde ...

Jeg er totalt enig i, at deltagelse i de dagligdags pligter er en del af voksenlivs-læreprocessen. Min datter havde lært det hele, undtagen at lave mad; det kunne simpelthen ikke lade sig gøre at få hende med til det, og min mand synes, at det var forfærdeligt (!), at hun skulle flytte hjemmefra uden at kunne kokkerere.
Mit svar "Hvem har så et problem? Hende eller jeg?" lukkede midlertidigt munden på ham.
Men hun har skam lært det nu - det kom helt af sig selv, da hun blev træt af rugbrødsmadder.

erlingh sagde ...

Før træerne lige vokser ind i himlen: Danas holdninger til fælles indsats i hjemmet er modnet en hel del, en meget hel del, siden hun selv var teen. Jeg ku' ikke lade være med at prikke lidt :-)
Danas far

Dana Watsham sagde ...

Sæføli er de da det - men jeg forlod sgu stadig ikke reden uden at være selvhjulpen, vel?

erlingh sagde ...

Det har du helt ret i.....og min kommentar var også nærmest et stilfærdigt drilleri. Du var faktisk 'flyveklar' i en ret ung alder.
Knus
Erling