27.5.08

Man får den der fornemmelse, der mangler noget ...

Dette er Rådhushaven i Korsør. Et dejligt lille hjørne med græs, roser, et majestætisk kastanjetræ, en fin skulptur og et glimrende udsyn over et af byens befærdede hjørner.

Der er altid luftig skygge under kastanietræet, der nærmer sig Yggdrasilske proportioner og nærmest er et lille økosystem i sig selv - med fugle, lav, efeu og andre gode sager.

Skulpturen står der til minde om en kommunalt ansat, der som mange andre beboere i en mindre provinsby holdt meget af en lille snak i ny og næ - og er faktisk ret god, synes jeg ...

Rosenbedene er fantastiske i juni og juli! Her i maj er de stadig ved at samle kræfter, men det går i den rigtige retning!

Og så er det jeg spørger: Er den der plet skygge ikke det ideelle sted at placere en bænk for de af os, der IKKE partout vil stege i solen? Som gerne vil have et køligt sted at sidde og samle kræfter og få humøret på plads efter at have kæmpet sig gennem Føtex? Hvor man kan se på noget smukt og gennemtænkt, der IKKE handler om merkantilisme og overforbrug?

Jeg savner en skyggebænk i den lille have.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

"Hvor man kan se på noget smukt og gennemtænkt, der IKKE handler om merkantilisme og overforbrug?"
Øhh - hvis bænken nu stod i solen, hvad ville man så kunne se? Skulpturerne, hvis det er dem, du mener, må da stadig kunne være synlige?
Jeg har en smule svært ved at se, hvordan de nævnte ting hænger sammen med en bænk i Korsør, hvad enten samme bænk er i sol eller skygge.
Men hvis man absolut vil være utilfreds... ;-)

Dana Watsham sagde ...

Verden er fuld af solskinsbænke.

Skyggebænke på et smukt sted er en sjældenhed - og det er denne sjældenhed jeg efterlyser. Vi er nogen, der foretrækker skyggefulde steder fremfor (som jeg også skriver i indlægget) at stege i solen.

Anonym sagde ...

Jeg kan ikke være mere enig - jeg er også en skyggetante, og jeg holder ikke pause i solen, hvis jeg på nogen måde kan undgå det.
Men solskinsbænke er da egentlig et smukt ord, og jeg kan stadig ikke se en sammenhæng med hverken skygge eller sol og "merkantilisme og overforbrug". Hvis det er det, det handler om, burde der ikke ofres midler til bænke overhovedet ;-)
Men lad det nu ligge. Jeg er nu også stødt på rigtig mange skyggebænke i mit liv.
Og nu til noget HELT andet: Tak for din gode ide med at tørre sjaler med drageline og sekstommersøm som udspændingsmidler. Jeg brugte murersnor og teltpløkke, men det var bestemt ikke mindre effektivt til mit shetlandssjal.

Dana Watsham sagde ...

Aaah - der var roden til misforståelsen :o)

I sætningen lige før ordene 'merkantilisme og overforbrug' nævner jeg at kæmpe sig gennem Føtex. Jeg har svært ved at finde på steder, der i højere grad tydeliggør de to ord ... og svært ved at forestille mig bedre balsam for sjælen end ti minutter i skygge med det smukke udsyn.

Jeg plejer også at bruge teltpløkker til opspænding, men nogen i husstanden havde ryddet op i værkstedet og enten gemt eller kasseret mine pløkker ("Vi har jo ikke noget telt") - derfor sømmene.