11.8.08

Arbejde eller fornøjelse?

Donald fik lige spurgt ind til det med husfliden - og fik også nævnt, at både væv, spind og strik jo også har været (og er) arbejde.

Det er helt rigtigt. Nogen gange synes jeg man skal holde sig det for øje når man går i gang - at arbejdet skal udføres så godt man kan i stedet for 'så godt man nu kan'. Eller som jeg plejer at sige - så man kan fornemme forskellen på 'håndlavet' og 'hjemmelavet'.

Det er nemlig håndværk i sit udgangspunkt. Vi snyder os selv for ordentlige resultater, hvis vi glemmer det håndværksmæssige (synes jeg).

Og så er det Donalds spørgsmål/konstatering får en helt anden mening.

Ja, det er endeløst antistressende at sidde ved rokken med velforberedt fiber. Det er yderst meditativt at sidde ved væven når alt forarbejdet er gjort. Det er fascinerende at se et strikketøj vokse frem efter en velgennemarbejdet opskrift.

Men forarbejdet? Lige dele *støn* og *suk*.

Spinderiet? Jeg elsker at sortere og vaske en ham, så jeg får præcis den fiber jeg skal bruge til præcis det rigtige projekt. Men når jeg står og sveder ved tromlekarten og er halvvejs igennem dyngen for tredje gang, spørger jeg tit mig selv hvad fanden jeg egentlig har gang i. Gang i? Jeg 'spartler huller før jeg maler', gør jeg - sørger for at det rent faktisk BLIVER meditativt at sidde ved rokken og lade dagens små og store fortrædeligheder forsvinde ind gennem piben som jævn tråd.

Væven? Det er sjovt at beregne og måle trend ud. Man bliver GOD til tælletråde og omhyggelig opbinding af skel. Men når jeg sidder og søller og har ondt i nakke og skuldre bander jeg over hver eneste tråd. Uden at skamme mig! Det er nemlig både koncentrationskrævende og røvkedeligt - men en absolut og nødvendig forudsætning for det rolige dunk af slagbordet og skyttens sus gennem skellet, som er så beroligende. På engelsk siger man 'slaying the reed' når man trækker trådene i kammen. Slaying the shoulders, more likely!

Strik, da? Igen, strikkeprøve, skitser, beregning er sjovt. Det er nyt land, ubemalet lærred, blankt papir - opdagelsesrejse, på en måde. En hel trøjeryg i ensfarvet glatstrikning er pødens dølse uden tilsat lydbog eller anden underholdning. En sokkefod i str 45 er u e n d e l i g i al sin ensformighed - og når man er ved at strikke blonde på tredje side af et sjal er man ofte fristet til at proppe hele herligheden i en pose og glemme alt om det. Men alligevel beroligende, fordi hænderne gør, mens tankerne flyver så vide omkring. Og har ro til at flyve, hvad de jo ikke har ellers i det pulveriserende arbejdsliv.

Så jo, håndens arbejde har sine afstressende momenter. Det har også sine knæk-og-brækpunkter. Kan man ikke leve med knæk-og-bræk får man 'hjemmelavet'. Kan man, får man 'håndlavet'. Der er ikke nogen mellemveje eller lynløsninger (så vidt jeg da ved).

Kanhænde nogen kender problemstillingen? Eller er det bare mig der har det sådan?

6 kommentarer:

Sifka sagde ...

Jeg tror, det er det, der er sket for mig, at jeg er gået fra hjemmelavet til håndlavet.

Jeg gør mig flere overvejelser, og mere umage, når jeg sætter fra i et nyt projekt nu for tiden.

Glæden og nydelsen er også blevet større, og jeg putter ikke nær så mange ting i glemslens sorte pose.

Dana Watsham sagde ...

Netop, skjønne Sifka - man bliver gladere for resultatet, selv om man oftere bander over de kedelige dele af processen ....

Irene sagde ...

I yoga taler man om at der er tre faser i enhver 'posture' (hedder det mon 'stilling' på dansk?) og man skal lægge en lige mængde kraft i hver del. De tre faser er, når man går ind i stillingen, mens man holder stillingen og når man går ud af stillingen igen. De tre aspekter skal vægtes ligeligt. Denne indsigt forsøger jeg at bruge bevidst i hele mit liv, altså også i et håndarbejde.

Det er specielt fantastisk, når man kan opleve det evigt eftertragtede flow i selve produktionen...

Dana Watsham sagde ...

Netop, Irene - flow.

Og flow får man først, når man har erkendt snublestenene på vejen og accepteret at de er der.

Måske lidt lissom at leve?

Irene sagde ...

For nu at bruge yoga analogien igen, så er det netop i dette at finde ind og ud af stillingen at man får fjernet de irriterende sten og det er først, når man har formået at klare alle forhindringer i hvert element at man kan opnå flow. Så ja, det er lidt ligesom at leve! ;-)

Britta sagde ...

For mig er de kedelige dele (som at sætte væv om) bare optakten til det jeg elsker... Og det er jo fordi vi elsker det vi laver at vi tager det dumme arbejde med. Det er prisen for at komme i den meditative tilstand man fx er i når man sidder ved væven og det bare kører. Og det er det kedelige forarbejde både i vævning, spinning og strik der gør at selve "akten" er så dejligt, ikke? Hvis vi ikke har gjort forarbjedet ordentlig så er selve arbejdet et helvede der ender med at blive smidt i skammekrogen.