29.9.08

Hej, jeg hedder Tippy og jeg er ny ....

Tippy er en skilsmissekat. Hans menneske arbejder mange timer i døgnet, og han trivedes ikke rigtig i sine nye omgivelser.

Nu bor han hos os. Foreløbig trives han fint, og skælder kun ud på de andre, når de kommer for tæt på ham.

Så ryster de lidt på hovedet og går et andet sted hen ....

24.9.08

Møbelrestaurering eller kattepineri, kapitel 2

Så snart jeg bredte det nye betræk ud på bordet, var Kaptajnen på plads.

30 sekunder senere fik hun følgeskab af Paddington, som fik lov. Selv om hun knurrede lidt ad ham!

"Hvis jeg nu holder på stoffet sådan her med poten, er jeg så ikke enormt hjælpsom?"

Jeg var skrækslagen for at klippe hende i poten, for hun fulgte saksen hele vejen. Det tog ligesom lidt af skrækken ved at klippe - man har hele tiden den det irrationelle skræk for at det hele trævler, selvom det er valket.

Ryglænet i al sin glans.

Jeg valgte at bruge en fast skumgummi til polstring, fordi jeg ikke rigtig havde mod på krøluld, træuld, hestehår og andre klassiske materialer. Syet omhyggeligt fast til gjordene er det vel også OK?

Derpå i gang med masser af små blå søm - I ved nok, dem man glemmer at spytte ud?

Stenhårdt, vellagret bøgetræ og små blå (bløde) søm er ikke verdens nemmeste kombination. Man bøjer ca. 30% af sømmene, mens man bander og ønsker sig en klammepistol ...


Det fede ved en mønstervævning er ikke kun mønsteret. Det er også nemt at klippe lige!

Små enhåndsklemmer er en Guds gave til den slags jobs.

(Næsten) færdig Tronstol. Nu mangler jeg bare at væve et par meter bånd til at dække kanterne, men jeg har ikke helt besluttet om det skal være brikbånd, eller repsbånd på væven.

Måske han skulle ha' heddet Søren i stedet for Tjalfe?

"... men når bæverdingen lukker,
og de glider to og to .... "

" ... går jeg ad en hønsestige
til Katinkas kyske bo."

Tillykke med fødselsdagen, din skøre misse!

23.9.08

Møbelrestaurering eller kattepineri?

Det nyvævede betræk til Tronstolen er færdigvævet, vasket og let valket - i hånden, fordi jeg har brugt tre forskellige fabrikater af islandsk entrådet, og gerne ville have et jævnt resultat. Goddag biceps! Hej skind på knoer, hvor blev du af?

Derefter gik Les i gang med at fjerne alt det gamle, både betræk og polstring.

Kattene ELSKEDE det gamle betræk. Der udkæmpedes lange se-hinanden-dybt-i-øjnene-kampe om hvem der måtte sove til middag i den stol. Hvad bilder en Overkat sig så ind at ødelægge den eneste stol de kan lide? (Overdrivelse fremmer forståelsen) Først gloede de målløse på ham da han gik i gang, derefter udvandrede de alle tre i protest. Deres kropssprog råbte "Hundehandler!".

Da der kun var gjordene tilbage kom de ind igen. Paddington sov på de (umådelig støvede) gjorde, men inden da havde han gjort helt klart at han hverken ville snakke med os, nusses af os, og kun nødtvungent ville spise det vi øste op til ham. Han var rigtig vred.

Ninjai lagde sig til at sove i bunken af gammelt betræk, hestehår, kapok og træuld i ren protest. Normalt ligger hun på mine ben eller min mave, men ikke i denne omgang Mutter Fit!
Hun fik lov at sove der natten over inden jeg smed det ud. Jeg nænnede ikke at vælte hende ned.


Næste morgen blev der sæbeskuret til den store guldmedalje, og mange års skidt forsvandt sammen med en del af den brune maling. Jeg lærer aldrig at fatte, at det var hipt at skjule fornemt, finåret bøgetræ med brun farve .....

Serendipitydoodah

Når nu éns søster har klunset en støbejernsgryde, der kan rumme mad til en halv hær eller en hel lammesadel eller en gigantisk rullepølse -

- men man ikke umiddelbart kan få fat i det rigtige hvælvede glaslåg -

- så er det jo fantastisk, at låget fra den mini-kuglegrill Les fik i firmajulegave passer som skræddersyet!

13.9.08

Min indre stenalderkone har ro i sjælen ....

Dette er 30 kilo Gotlandsvædder på omkring et år. Han landede på mit køkkenbord i formiddags, sammen med -

- en lille pose med nyrer og hjerte fra et andet slagtelam. Godt vi gider spise det, når de andre ikke gør! Hjerteragout på lam smager altså uendelig meget bedre end parallellen lavet på industrigris ....

Så mens jeg skar, udbenede og pudsede -

- ordnede Sammy indmad til den store guldmedalje. Han holder nemlig også meget af kidney pie, hjerteragout og grillede leverskiver med løg og rosmarin.

Hjerter og nyrer.

Lever til afpudsning.


Rullepølse med persille, rød- og hvidløg under udarbejdelse. Jeg bruger dels udbenet bov, dels slag. På den måde bliver resultatet kødfuldt, smagfuldt - og lidt mere skivevenligt end de pølser der kun laves af slag.

Her skal den stå og simre nogle timer i en heftlig lage med masser af havsalt, letknuste peberkorn og et par laurbærblade. Eneste problem er at jeg må improvisere en presse, fordi den 'officielle' er alt for lille. Spækkebrætter og tunge sten, tror jeg.

Al tælle og afpuds smeltes af ved lav varme. De resulterende 'fedtegrever' er kattenes yndlingsslik!

Der er lagt ribben i salt til senere. Jeg har planer om at lade brorskabet røge og tørre dem, og så lære ham hvor vidunderligt pinnekjøtt smager!

Skulderbladene gik til Pluto og plejebarnet Futte. En stor succes - der er intet som lyden af to ivrige unge schäfere der gnasker kødben!

Den anden udbenede bov er rullet med urter, løg og krydring - den spiser vi i aften med masser af blandede svampe og sårn.

Kummefryseren er fyldt til gællespalterne, og der er heller ikke alt for meget plads i skabsfryseren. Der er fyldt forrådskamre, og stenaldermenneskene i Fiskergade har ro på.

Samtlige knive er klar til at sende til slibning, ryggen er øm på den gode måde, og nu breder duften af simrende pølse sig i huset ... livet er godt.

9.9.08

Lady In Red


Jeg mumlede noget om en nyfortolkning af FLS inden verden gik under i tandpine. Den er også blevet færdig - man når det utroligste under sådan en sygemelding. Især når feberen er væk og man bliver små-rastløs.

Her ses den på nabo Anne i gråvejr.

Der måtte bare noget andet til end den 'gull wing lace' som modellen er født med. Jeg synes ikke mønstret er hverken spændende eller kønt (smag og behag er jo så forskellige ....), men huskede med fryd de glade hønsestrikdage, hvor oppefra-og-ned-raglantrøjer nærmest sad på rygraden.


Altså udskiftede jeg 'mågevingerne' med et panel af snoninger adskilt af løbemasker på hvert forstykke, på ærmerne, og tredobbelt på ryggen. Bærestykket i ret og resten i glat.


Hvis jeg ser lige så frisk ud når jeg runder 73 bliver jeg glad :o)


Garnet. Det kan absolut anbefales - dejlig blødt, fås i mange rigtig gode farver, ren uld, meget elastisk at ha' mellem hænderne, og til at betale. Der gik 10 nøgler til hele trøjen.


Knapperne er fra mormors sybordsskuffe og er hjembragt fra USA. Enten i mellemkrigsårene eller i 50erne - ingen husker det længere, men nu trængte de til at komme ud og luftes.

Den der underligt umotiverede hulrækkeudtagning fik en laaaaaaaaaaang hestetømme trukket igennem sådan à la Odd Molly -

- med ghanesiske perler på enderne.


Det er lidt svært at se, men jeg hæklede krebsemasker hele vejen rundt for at gøre især halskanten mere stabil. Jeg husker glimrende alle de 70ertrøjer, der langsomt blev mere og mere udringede, samt alle de 'medstrikkede' forkanter der kom til at flane mere og mere jo ældre og mere tilgået trøjen blev.

Lige nu ligger den på tørrestativet, så den er klar i morgen.

8.9.08

Jeg trænger til hjælp med et ord ....

Der er noget magisk over visse søndage.

Den i går var fyldt med duften af frisk hyldebærsaft -

- syltetøj på brombær + rævesure madæbler for pektinets skyld, og lige akkurat nok sukker til at man ikke rimper sammen som en hønsemås når man spiser det -

- selvgjort karryketchup (Heinz, go home!) - og bare helt almindeligt velvære.

Og så til det jeg skal have hjælp til.

I en af de mailgrupper jeg har været allergladest for, har vi et medlem der er dybt religiøs på den fede måde - hun prædiker ikke, men ER bare. Hun dyrker et princip hun kalder "random acts of kindness", sådan at forstå at man én gang om dagen skal udvise særlig næstekærlighed overfor et menneske, som ikke forventer det. Ikke nødvendigvis materielt, men på en eller anden måde at hjælpe, udtrykke eller på anden måde gøre sådan en "random act of kindness". Det er aldrig lykkedes mig at komme på et godt, mundret dansk udtryk for begrebet, men lige nu har jeg brug for det.

Når jeg sidder udenfor og spinder om sommeren, er der tit mennesker der stopper for at slå en sludder af. Sådan et menneske har jeg haft et par gode samtaler med gennem sommeren, ofte centreret om vores fælles interesse for orientalske tæpper generelt, og nomade/landsbytæpper især.
I går kom han og GAV mig et tæppe, som han ikke mener at have plads til hjemme hos sig selv. "Hellere gøre dig glad end give det til genbrugeren", sagde han ...

Jeg var mundlam. Bogstavelig talt. Dybt rørt over en "random act" af det kaliber!

Men hvad kalder man det så på dansk, så det ikke lyder som en floromvunden prædikestolfrase?

6.9.08

Væveprojekt 3, 2008

Når nu væven er kommet ned og er stillet op kan man lige så godt få gjort noget ved de projekter, der har ligget og ventet på lejligheden.

Som nyt betræk til 'tronstolen' f.eks.

Der har ligget et par kilo islandsk entrådet og ventet i flere år på at blive vævet til striber som de skørter Shetlands- og Orkneykvinderne gik med. Glade striber i stærke farver, dæmpet med islæt i mørkebrunt eller natursort.

De vævede almindelig 2/2kiper - jeg har valgt en smuk brudt spidskiper til formålet, og indrettet stribebredden efter mønsterrapporten. Som det kan ses her bliver det lidt 70ervilde indtryk af striberne dæmpet til brugbart af det mørke islæt.


Så er det bare derudaf. Hver rapport i højden fylder 2 cm og tager 2½ minut at væve uden at skynde sig. Der er 9 meter trend, som gerne skulle ende med at blive til 7½ meter stof.

Den kan jeg ikke regne ud i hovedet, men det bliver ikke færdigt i overmorgen ...

Kvalitetskontrollen.

"Hmmmmm - hun væver uld - det er lunt og dejligt - men der er ikke et eneste kattehår på?"


Det er godkendt som soveplads, efter grundig imprægnering med fældede marmeladehår.

Suk.

Tilføjelse, søndag morgen:

Da jeg kom ned for at sætte kaffevand over, sad han på det vævede med sin mås på brystbommen og prøvede om han kunne bevæge de tapper der løfter skafterne. Det kunne han, men de går for stramt til at han kan løfte et helt skaft.

Der er HELT sikkert store portioner orientaler i hans stamtræ. Det er præcis sådan vores gamle siameser gjorde.

5.9.08

Føj for en uge ....

Dether er et af de indlæg jeg har brygget på et par dage, og såmænd også været i tvivl om overhovedet skulle skrives. Men hvad - de, der kender mig godt, ved at det der overskudsagtige er en sandhed med modifikationer, så jeg kan umuligt slå skår i nogens emalje eller eget renomme ...

Jeg har været (og er) strakt fuldstændig til strået af tandpine.

Forhistorien er, at jeg lider/led af ikke bare tandlægeskræk, men decideret tandlægeangst. På det niveau hvor man bestiller en tid, og derefter bruger de sidste to dage før på at brække sig af ren og skær skræk. På det niveau, hvor man vender om på hælen i venteværelset, fordi man ikke magter situationen overhovedet. Takket være et akut opstået problem for fem år siden brugte jeg over et år på Tandlægeskolens projekt angstbekæmpelse. Hver onsdag i halvandet år, hvor jeg fik lidt mere fod på mig selv, samt fik lappet på de uundgåelige følger af 20 år uden tandlægebesøg (paradentose samt 2 huller).

Siden er min besøgsfrekvens hos tandlæger gået voldsomt ned ad bakke - jeg kommer der, men ikke hvert halve år. Så 'kureret' er jeg heller ikke ... men min døde fortand samlede sig en infektion oppe i kæbeknoglen, så der var ingen vej udenom denne gang. Antibiotika, fiksering af tanden osv - nu venter vi så bare på at resten af infektionen bukker under for erythromycin og flagyl. Man er mildest talt ikke på toppen når man både har ondt, har feber, og er bange.


Til gengæld får man gjort en masse projekter færdig, når man sådan er bundet til hus, hjem og pakken med smertestillende piller. Den silketrend jeg nævnte for et par indlæg siden blev til:
  1. et tørklæde 180 x 40 cm til søsterfin, lavet 100% af garnet fra Habu Textiles, i det der på engelsk hedder 'huck' - en afart af bygkorn. Jeg syns selv det er blevet ret lækkert!
Det ser sådan ud tæt på.


På samme trend, endnu et tørklæde 170 x 40 cm med islæt af det billige merceriserede silkegarn fra Netto (knap et nøgle) samt de sidste rester af Projekt Pluto-garnet (35 gram var der tilbage). Les' vinterhalstørklæde, fordi han forliste det der blev strikket til ham for snart ti år siden.


Til mig selv eller hele husstanden to dækkeservietter - én med silkeislæt, én med islæt af 16/1 halvbleget hør, der har været på lager i umindelige tider.


Og endelig, til en af Sannes veninder, endnu en 'Hip in Hemp'. Den led den kranke skæbne at være i første skudlinje da kattene tiltede en hel kande nybrygget kaffe ned i sofaen, så den skulle godt nok ha' en gang fransk vask og strygning inden den var klar til at aflevere!

Forhåbentlig er jeg arbejdsklar på mandag.