6.9.08

Væveprojekt 3, 2008

Når nu væven er kommet ned og er stillet op kan man lige så godt få gjort noget ved de projekter, der har ligget og ventet på lejligheden.

Som nyt betræk til 'tronstolen' f.eks.

Der har ligget et par kilo islandsk entrådet og ventet i flere år på at blive vævet til striber som de skørter Shetlands- og Orkneykvinderne gik med. Glade striber i stærke farver, dæmpet med islæt i mørkebrunt eller natursort.

De vævede almindelig 2/2kiper - jeg har valgt en smuk brudt spidskiper til formålet, og indrettet stribebredden efter mønsterrapporten. Som det kan ses her bliver det lidt 70ervilde indtryk af striberne dæmpet til brugbart af det mørke islæt.


Så er det bare derudaf. Hver rapport i højden fylder 2 cm og tager 2½ minut at væve uden at skynde sig. Der er 9 meter trend, som gerne skulle ende med at blive til 7½ meter stof.

Den kan jeg ikke regne ud i hovedet, men det bliver ikke færdigt i overmorgen ...

Kvalitetskontrollen.

"Hmmmmm - hun væver uld - det er lunt og dejligt - men der er ikke et eneste kattehår på?"


Det er godkendt som soveplads, efter grundig imprægnering med fældede marmeladehår.

Suk.

Tilføjelse, søndag morgen:

Da jeg kom ned for at sætte kaffevand over, sad han på det vævede med sin mås på brystbommen og prøvede om han kunne bevæge de tapper der løfter skafterne. Det kunne han, men de går for stramt til at han kan løfte et helt skaft.

Der er HELT sikkert store portioner orientaler i hans stamtræ. Det er præcis sådan vores gamle siameser gjorde.

7 kommentarer:

svit sagde ...

Er du svimmel, det er flot! Er det mon noget, du kommer til at sælge i metermål? For jeg har da også en "tronstol", der ku' trænge

Helle Holst sagde ...

Wauv! Det er smukt!!!

Kh. Helle

Fríða sagde ...

smukt! og det bliver da slet ikke værre af at der er et par, eller tre, kattehår vævet ind, vel?
kh.fra Island
Frida

Dana Watsham sagde ...

Jeg har aldrig overvejet at prissætte metervarevæv - af den simple grund, at når jeg væver metervare er det fordi jeg har et specifikt projekt i tankerne.

Desuden kan den lille skønhed ikke arbejde bredere end de 60 cm jeg har gang i her.

Og Fríða: Der er ikke en overflade her i huset, der ikke har et kattehår et eller andet sted ;o)

Lene sagde ...

Og jeg ryger tilbage i barndommen til den lille væv, hvor jeg drømte om en stor væv. Det blev det aldrig til, men drømmene dukker op nu, når jeg ser dit smukke stykke stof :-)

HenrietteB sagde ...

Jeg har ingensomhelst forstand på vævning - men jeg kan se, at det der er helt ustyrligt smukt!

"Taber lige underkæben af begejstring"

strikkeforsker sagde ...

Nøj hvor flot, det er i hvert fald en tronstol værdig.