26.1.08

Vi bringer en meddelelse ...


Jeg fik en mail i dag. Den lyder i sin enkelthed således:

Vil lige sige, at jeg ikke kom til at hedde Teo.
Min"mor" synes, at jeg lignede en Tjalfe - så Tjalfe
blev det. For øvrigt sidder jeg lige nu og hjælper min
moster med at skrive, efter at have drønet rundt i
hele lejligheden. Jeg ÆÆÆÆLSKER at kravle på hendes
opslagstavle, for slet ikke at tale om symaskinen. Den
nål, der går op og ned, er da legetøj. Så er det lige
meget om Moster Sanne siger underligt. Hun siger ikke
nært så sjovt, når jeg stjæler de andre ting på hendes
sybord. Mon hun nogensinde fandt den spole med pink
tråd ? Nå, min mor er på weekend på Fyn, så jeg må
nøjes med Moster Sanne - og hun får ihvertfald ikke
lov til at sy meget. Fik hende heldigvis vækket kl.
04:30 - og hun gav mig TUN !!!! - Kærlig hilsen Tjalfe


Den lader vi så lige stå et øjeblik.

Lykke er ....


... en hel sofa fuld af sovende katte ...

25.1.08

En kriger er faldet ....


Hanne har fået fred efter års strid mod kræften. Hun lærte mig meget om at kæmpe - og om at nyde hvad nydes kan.

Jeg savner allerede hendes tørre humor og glade smil.

God rejse over Bifrost, kære Hanne. Det var godt at kende dig, så kort det end var.

24.1.08

Ét ord???????

1. Hvor er din mobil? Taske
2. Din kæreste? Sofaen
3. Dit hår? Kort
4. Din Mor? Stædig
5. Din Far? Særlig
6. Din favoritting? Spinderok
7. Hvad drømte du om i nat? Isbjørne
8. Hvad drikker du helst? Haitikaffe
9. Drømmebilen? Selvmodsigelse
10. Hvilket rum er du i nu? Stuen
11. Din eks? Eks
12. Din største skræk? Børnetab
13. Hvad vil du være om ti år? Mig
14. Hvem var du sammen med i går aftes? Familien
15. Hvad er du ikke? Sød
16. Det sidste du gjorde? Kys
17. Hvad har du på? Sutsko
18. Din favoritbog? TheTimeTraveller'sWife
19. Det sidste du spiste? Mam
20. Dit liv? Dovent
21. Dit humør? Rimeligt
22. Dine bedste venner? FåMenGode
23. Hvad tænker du på lige nu? Discworld
24. Din bil? IkkeEksisterende
25. Hvad gør du lige nu? Ryger
26. Din sommer? Dejlig
27. Civilstatus? AntimilitaristGift
28. Hvad er der på dit TV lige nu? HvafforetTV?
29. Hvornår lo du sidst? Kattene
30. Hvornår græd du sidst? http://strikketante.blogspot.com/2006/11/den-mandag-jeg-godt-kunne-have-undvret.html(bagefter)
31. Skole? Fortid

23.1.08

De største trusler mod demokratiet kommer indefra ..... (klik overskrift for at læse artikel)

Jeg synes den slags er deprimerende læsning:

Efter valget var der 95 mandater, som pegede på mig som statsminister. Jeg tror,
det er vigtigt at alle gør sig klart, at hvis vi skal have fortsat politisk
stabilitet, så vil det være helt uacceptabelt for regeringen, hvis vi den ene
gang efter den anden - så i små sager, så i større sager - skal finde os i, at
der er et flertal uden om regeringen, der danner opposition, sagde Anders Fogh
Rasmussen.


Søde lille Anders - det er nu engang det parlamentariske demokratis sure vilkår! Hvis du ikke vil finde dig i udenomsflertal skal du da holde dig langt væk fra Christiansborg!

Der var lav sol over Bryggen -

- men til gengæld højt til både loft og støjniveau på Café Langebro i lørdags.

Tak til alle. Det var umådelig hyggeligt - og endnu engang fik man set, at folk er som de skriver. Det er godt at vide hos dem man læser med hos til hverdag.

13.1.08

Nød lærer nøgne fødder at .....

- eller noget i den retning.

Jeg har trængt til støvler siden sidste vinter, hvor jeg (hårdt trængt!) måtte kassere et par ti år gamle snørestøvler. Siden har jeg drømt om et par røde støvler - som skulle være til at gå i, som skulle kunne holde til vand, sjap og sne, som skulle have plads til både tæer og varme sokker, og alt det der.

Siden har jeg kigget på røde støvler. Alt hvad jeg har set har enten haft snuder man ku sparke en myg i måsen med (kolde tæer!), høje hæle (er ikke godt i sne og sjap!), smalle skafter (ikke godt for fede ben ...) eller ikke været egnet til vådt føre.

Og jeg VILLE have røde støvler ....

Tilbage til noget velkendt, så. Denne model:


- har jeg gået i før, dengang i halvfjerdserne. Den er vandtæt når man husker læderfedtet, skafterne er rummelige, der er plads til sokker, sålen er skridsikker osv - men den er BRUN!

Jeg afskyr brun - og ejer intet, den ville passe til.

Men det er naturlæder, så man må jo bare gå i gang.

Først med det her og en masse gamle klude samt åbne vinduer:

Derefter dether og en pensel:

Så dether i store mængder og lade dem suge natten over:

Og så havde tanten røde nissestøvler til julemarkedet, og røde varme støvler til traveturene resten af vinteren.

Hvis de holder lige så godt som det sidste par af samme model jeg havde, er der støvler de næste fem år. Det er en god mavefornemmelse!

12.1.08

7.1.08

Så faldt der ro over huset

Dette var sidste uges store favoritleg - bjergbestigning. Ledninger er gode som 'fixed lines' når man er en lille kat ...

Så kom Sisse med splinterny transportkasse, kattelegetøj samt en lille pose killingefoder. Tora syntes lige han var nødt til at forhåndsgodkende kassen ...


Mislingen lavede lige et præmieshow inden han blev puttet i kassen med uldtæppe og hele baduljen, hvorefter han (ivrigt protesterende) drog af mod sit nye hjem.

De andre nød freden. Kaptajnen har nægtet at ligge i sofaen siden killingerne blev store nok til selv at komme ud af kassen, men nu er hun ikke til at flytte!

Og Tora kunne pludselig sidde ret op og ned og sove ...

Paddington savner. Flere gange om dagen starter han en gang kattefodbold, hvorefter han går rundt og kalder på den lille vimmerik, der altid var med på en rask galop. *suk*

Ninjai fejrede freden med at gå i løbetid. Det bliver nu ved fornøjelsen - på fredag går turen til dyrlægen, så vi kan få overstået alt det der med sterilisering. Så bliver der for alvor fred - en intakt hunkat vil altid forsøge at dominere sin bosfære, hvorimod en steriliseret ikke laver de der østrus-shows. Det bliver så fredeligt at det er helt uhyggeligt.

6.1.08

For selvskabt plage -

- skal ingen mand ynkes, skrev Peder Syv i sin ordsprogssamling dengang i 16hvidkål ...

Hvad så med koner?

Jeg har KUN mig selv at takke (eller skælde ud på). Jeg VED det jo. Har levet så mange år med tynd, tør hud at det burde ligge på rygraden:

Gå aldrig nogensinde ud i kombinationen frostgrader og blæsevejr uden at smøre ansigtet grundigt ind i fed creme!


- og hvert eneste år glemmer jeg det. Glemmer det, og tilbringer som straf en uge med skallende læber og et ansigt der føles som om det er sandblæst.

Øv.

1.1.08

Så kom vi godt ind i 08!


Angel-pelsen som vi hentede på Falster blev til dejligt tykt garn, der hænger ude i gården og drypper af. Skal sættes sammen med sort og grå Spelsau samt hvid Wensleydale til et trøje/frakkeprojekt.

Sammy og bedstevennen Jan havde samlet sig en hel kassefuld fyrværkeri ved hjælp af sammensparede lommepenge samt os voksne. Stor lykke når man er 13 år og ikke længere bliver mandsopdækket (hvis man bevæger sig de rigtige steder, forstås!). Det betød, at vi kunne stå sammen med Jans mor et sted hvor knægtene ikke kunne se os, drikke et stille glas champagne og ønske hinanden et '08 der bliver bedre.


Teo syns det er lidt ufint at han skal være indekat på Christianshavn, når nu drengene render ind og ud og har så travlt. Man er jo nødt til at undersøge hvad de laver, ellers er man ikke en rigtig kat.

Men om ikke andet kan man trøsteputte hos Les når han snupper sig en lille morfar.