1.1.09

Jeg er ingen tilhænger af nytårsforsætter -

- fordi de oftere er en kilde til frustration og dårlig samvittighed end nogetsomhelst andet. Livet er lissom for kort til dårlig samvittighed, ing?

Men i år har jeg ét: At dele. Foranlediget af frustrerende samtaler med et menneske, som i fuldt alvor mener at hendes verden vil holde op med at ha' mening, hvis hun deler sin personlige frikadelleopskrift med nogen. Hver gang har jeg siddet bagefter og tænkt, at et liv må være usædvanlig indholdsløst, hvis man er nødt til at basere det på en madopskrift ...

Derfor vil jeg dele, fordi livet er så meget mere end hussemorhemmeligheder. Første deleting:

Sådan gør jeg når jeg bager rugbrød!

Hele tretrinsraketten, altså. Det første surdejstrin behøver man kun gøre én gang, hvis man ellers passer sin surdej godt - og resten? Rør dejen om morgenen, drag på arbejde, og bag når du kommer hjem. Ikke spor svært eller besværligt, og det er altså tårnhøjt bedre brød end det skiveskårne i plasticposer!

Surdej, dag 1:

(alle faste ingredienser skal have stuetemperatur!)
1 dl tempereret vand, ca. 37 grader
gær på størrelse med en lille ært
80 gram rugmel
- røres sammen til en lind grød. Står lunt et døgn i et glas eller en skål med låg, der lægges løst på.

Dag 2:

1 dl tempereret vand, ca. 37 grader
ca. 80 gram rugmel
- røres grundigt sammen, og dejen fra dag 1 blandes i (rækkefølgen er vigtig). Henstår endnu et døgn i stuetemperatur med løst låg.

Herefter er surdejen klar til brug, og kan opbevares i køleskab til man skal bruge den. Den kommer til live igen når den når op på normal stuetemperatur.

Brødbagningen:

Fordej, dag 1:

3 dl tempereret vand
ca. 250 gram rugmel
1½ dl surdej
- røres grundigt sammen til en temmelig lind 'vælling' Tag 1½ dl dej fra til surdej til næste bagning, og lad dejen stå lunt 12 - 14 timer (natten over + lidt til).

Brøddej, dag 2:

1 l tempereret vand
25 g salt
100 gram grahamsmel (kan udelades, men gør dejen mere samarbejdsvillig)
ca. 1500 gram rugmel
surdejen fra dagen i forvejen

Bland vand, salt og grahamsmel - tilsæt rugmel til passende konsistens - bland surdejen i til sidst.
Dejen arbejdes godt igennem, enten med hænder eller dejkroge. Pas på med at tilsætte for meget mel, dejen skal være så blød at den kun lige er til at ælte. Hvis dejen ikke vil holde op med at klistre infernalsk, er melet lagret meget længe. Man kan blive nødt til at komme mere mel i så ...
Lad dejen hvile en times tid på et lunt sted med et viskestykke over.
Derefter deles den til tre brød, der lægges i forme, og efterhæver lunt til knap dobbelt størrelse. Afhængig af hvor god form din surdej er i kan det tage alt fra seks til ti timer.
Pensl med vand, og bag ved 175 grader (IKKE varmluft!) til brødene er mørkgyldne og dufter bagt - knap 2 timer. Man kan evt bruge en form med låg, hvis brødene bliver mørke på overfladen alt for hurtigt.

Hæld brødene ud på rist, og modstå fristelsen til at skære af dem før de er kolde. Jeg plejer at bage tre brød og fryse de to af dem ned, så de ikke bliver tørre før de bliver spist.

Variationer:
Erstat en del af melet med skårne rugkerner, og sæt dem i blød i lunkent vand samtidig med at fordejen røres. Jo længere de udbløder, jo mere saftigt og lækkert bliver brødet.
Der kan krydres med kommen eller koriander i små mængder.
En lille del af melet kan erstattes med revne gulerødder - men så bliver dejen vådere og kan ikke håndæltes. Det kan man leve med, for det smager suverænt.
Man kan tilsætte pinjekerner, solsikkekerner eller hasselnødder - grofthakkede. Valnødder er en skelsættende ting i rugbrød, enten elsker man dem eller man synes de er afskyelige. Prøv dig frem!

7 kommentarer:

Unknown sagde ...

Brød skal tilberedes langsomt... godt nytår med håb om tid til alt det som er vigtigt.

Karen sagde ...

Hej Dana!
Det var da et genialt ikke -nytårsfortsæt!Det tror jeg også på.
Jeg bager selv rugrbød, men har lige fået en rigtig god opskrift af en veninde, og den er jeg nød til at dyrke lidt mere. Hvis du e interesseret må du naturligvis få den!.
Hilsen sillekaren

Virtuella aka. Margot Viste sagde ...

Tusen mange takk!

Nå er meltypene ikke de samme i Norge og Danmark. Når du sier rugmel, mener du fint rugmel, eller mener du grovt? Det norske fine ligner litt på hvetemel og det grove er det noe mer fiber i...

Anonym sagde ...

Glimrende idé. Vores favoritbager er ophørt med at sælge brød i byen, så det var måske sparket til egenproduktion af rugbrød.

Dana Watsham sagde ...

Det danske almindelige rugmel er lidt grovere end det tilsvarende norske - så jeg ville blande groft og fint i forholdet 1:4. Så får du noget der ligner dansk rugmel.

Virtuella aka. Margot Viste sagde ...

Hjertelig mange takk!
Da skal jeg forsøke meg, når julen er ute.

Garn, hund & kat sagde ...

Mange tak :-) så skal det forsøges. Men må vist lige have nogen flere forme først :-)