13.7.09

Potteblåt, kapitel 1

Man tager:


1) En stor, vandtæt metalspand med låg. En gammel mælkejunge ville også kunne bruges, men sådan en kunne jeg ikke lige fremskaffe. Til gengæld var Netto leveringsdygtig i en 30-liters zinkspand.

Det med låget er vigtigt!


2) Når spanden er i hus, beder man familiens mænd lade vandet i den, til der er nok. Jeg skal farve omkring et kilo garn, så jeg lod dem tisse 15 liter.

Besøgende teenagere var lidt benovede, lidt frastødte - og syntes at nu var mit hekseimage VIRKELIG cementeret.


3) Nu skal væsken holde en temperatur mellem 25 og 40 grader i en uges tid. Urinen skal nemlig gære, så ammoniak og andre gode sager (*gnyf*) bliver til reaktive stoffer der kan få indigoen til at afgive sin farve uden utidig tilførsel af ilt.

Det klares med grillkul. Et lille sødt glødebål af liiiiiiige akkurat kul nok til at holde temperaturen oppe.

Om tre dage skal indigoen puttes i.

Billeder lugter ikke.

7 kommentarer:

Anne sagde ...

ser frem til kapitel 2 :-)

Pernille sagde ...

Spændende!

Fríða sagde ...

ahemm, jojo, jeg vidste da at du var noget helt særligt Dana, men altså!
kh.fra Island
Frida

Julia Zahle sagde ...

Jo, jo - er glad for billeder ikke lugter.

Men ikke desto mindre ser det yderst spændende ud.

Dana Watsham sagde ...

Jamen søde Frida - det er den allerældste farvemetode man kender! Det var sådan man farvede blåt med vajd her i Skandinavien, og der er fundet blåfarvede tekstiler fra sen bronzealder, så der er noget tradition at stå op ad.

susling sagde ...

"Gnæg"!
(Godt, at du overlevede bålet denne Skt. Hans, ellers havde vi ikke kunne få denne helt igennem fantastiske historieformidling.) Men husk mere vil ha' mere...
Venter spændt!

Fru Green sagde ...

Det kender jeg vidst ingen der har kastet sig ud i før. Interessant. Glæder mig til sat se den blå farve.