21.8.09

Vrid og spin og væk fra det væsentlige!

Nu får vi (må alle smådyrs beskytter snarest få rettet tæerne ud) minsæl et Burkaudvalg!

Helt ærligt - som så mange andre gør opmærksom på, har vi langt større problemer at tage os af!

Landets vicestatsminister har sluppet jordforbindelsen.

Retspleje- og forvaltningslov er sat ud af kraft.

Arbejdsløsheden stiger hurtigere end under Schlüter.

Finansloven kommer til at udvise nyere tids mest formidable underskud.

- og så skal vi til at spilde penge på et burkaudvalg?

Hvor kan man købe en pose proportionssans, retsbevidsthed og almindelig anstændighed, som man så kan fordele i slikskålene på Borgen? Jeg har forlængst opgivet håbet om at finde sund fornuft derinde - især efter Helle Thornings udmeldinger de seneste to uger - men alt det andet?

Der må noget bagland i spil her. Der *skal* noget bagland i spil her, om ikke andet så for at hive Espersen, Khader og konsorter ned på jorden og ind i den virkelige virkelighed.

Og det allermest morsomme? Overalt i medierne illustreres det kommende udvalg med billeder af kvinder i niqab, ikke i burka. Jeg forventer ikke at DFs vælgere skal kunne se forskel, det kræver vist et par funktionsdygtige synapser mere end de har at gøre godt med, men alle andre? 15 sekunder og Google, så kender man forskellen. Man kender også den geografiske udbredelse - og pudsigt nok nævnes niqaben ikke, nok fordi den hører hjemme hos oliekilderne. Det er nemmere at 'skyde' på burkaen, som er hjemmehørende i Afghanistan og Pakistan. Der får vi ingen råvarer fra, så dem kan vi bare .....

2 kommentarer:

Manja sagde ...

Du har så ret - i det hele! Desuden - hvordan skulle et evt. burka/niqab-forbud håndhæves i praksis? Med bøder? Skal politiet til at tvinge folk til at afklæde sig påklædning ude på gaden? Der er ikke rigtigt nogen, der vil komme med et bud på det.
Der er altså ingen statsmagt der skal bestemme hvad for noget tøj man må gå med. Det kan ikke være rigtigt at man ikke må gå med burka eller niqab men at et hagekors/svastika tatoveret midt i panden er OK, for ikke at tale om kors om halsen, for jeg, som er ateist, kunne da godt gå hen og blive stødt over folks manglende hensyntagen til lige MIN holdning.
Det kan ikke være rigtigt at det er den vej det skal gå - slet heller at der skal nedsættes udvalg. Jeg bor i København og har måske set en kvinde i burka 10-20 gange, lidt flere i niqab. Det kan da ikke være rigtigt at man skal lave en lov på det grundlag? En lov der griber ind i noget meget privat, og som dybest set ikke rager nogen andre! Ih, jeg bliver så træt...

HenrietteB sagde ...

Jamen, det handler jo også om trafiksikkerheden...