6.9.09

En af hverdagens små absurditeter ...

Der er ikke ret mange kemikaliefirmaer her i landet, der vil handle med private. Faktisk har jeg kun fundet ét eneste ... og så kommer vi til det absurde:

100g zinkpulver koster 27 kroner. Men fordi zink er giftigt, er det klassificeret som farligt gods når det skal sendes - så det koster 400 kr at sende varer for 27 kroner fra Jylland til Korsør.

Heeelt ærligt ... man kan både købe jernvitriol og blåsten, som er langt giftigere, i enhver Matas. Hvorfor pokker skal det så være så besværligt at fremskaffe lidt pulveriseret zink? Jeg KAN ikke starte min indigokype uden!

Hjælp?

4 kommentarer:

Ulla sagde ...

Findes der ikke et andet reduktionsmiddel end zink?

Det er uforsvarligt at sende zinkstøv der ikke er mærket som farligt gods. Skidtet reagerer voldsomt med vand. De to andre kemikalier er "bare" giftige, ikke reaktive. Det er lidt som at sammenligne æbler og pære ;-)

MSDS/Sikkerhedsblad
http://www.berner.dk/cps/berner/dk-da/downloads/DK/sdbdk-979253.pdf

Kan du ikke få lavet nogle spåner hos en med metaldrejebænk?

Hmmmmmmmmm måske jeg skulle lave kemien bag indigofarvning til et projekt for 1. årsstuderende?

Dana Watsham sagde ...

Jamen jeg VED jo godt det er reaktivt. Det er jo hele humlen i at bruge det ... min indre bonderøv kan bare ikke se rimeligheden i at betale 400 kr i forsendelse for noget der koster 27 kr.

For at bruge indigo skal du skabe et alkalisk-anaerobt miljø. Hvis kypen er FOR alkalisk, ødelægger du ulden. Derfor foretrækker jeg at variere mellem piskypen og så en kalk/zinkkype. Jeg lærte teknikken på et kursus for en del år siden af en japansk farver, som påstod det var den eneste rigtig gode ud over deres udgave af piskypen, som nu om stunder laves med bakteriekultur til septiktanke. Den hørm er jeg ikke beredt at leve med!

Jeg låner gerne notater ud, hvis du gør alvor af ideen om projekt.

Susanne sagde ...

Din bror er kemiingeniør.....!! Godt nok specialiserer han sig i gummi, men har du aldrig hørt om netværk og forretningsforbindelser ? Klag din nød til ham - og lad os se, om ikke han kan trylle ?

Dana Watsham sagde ...

Vi har mailet om sagen - og det ender nok med at jeg beder ham om at skaffe lidt. Alternativt Sammys fysiklærer - især hvis jeg tilbyder at lave kypen sammen med hans A-hold som projekt ;o)