20.12.09

Når man nu har -

- vekslende diætbehov i en større familiesammenhæng, bliver det pludselig sjovt at julebage.

Nu er der så lavet sukkerfri vaniljekranse - men det tilbagevendende problem er et familiemedlem, der ikke tåler peber. Og hun æææælsker brunkager og pebernødder ...

Nu er der lavet en portion, hvor peberet er erstattet med allehånde. Det er ganske spiseligt! Minder en del om hollandske spekulaas, selv om der er mindre fedt og sukker i.

Mens jeg stod der og stak hjerter og stjerner ud, kom jeg til at tænke på det år hvor Sisse og jeg bagte julesmåkager efter en af min mormors gamle amerikanske kogebøger. Der stod ganske vist noget om at halvere opskriften - det så vi først bagefter. Det år havde vi krydderismåkager i samtlige husets dåser, beholdere og bøtter. 875 småkager, sådan cirkus...

8.12.09

Det er hårdt at være kat!


Mine mennesker lægger af og til tøj på stolene. Tøj uden et eneste kattehår på, og fyldt med lugten af udendørs.
Det med kattehårene kan man ikke have siddende på sig, så det er vigtigt at lægge sig på bunkerne, når de vender ryggen til.
Gudskelov var stakken med sort Runetøj høj nok til at man kan lægge hovedet på bordet, når trætheden overvælder én.

7.12.09

Kontraster er dejligt ...

Huxley's "Brave New World" læst af Michael York.

Grusommeligheder tolket i en stemme som flydende lynghonning ... og så et strikketøj med udfordring.

Så kan regn og kulde bare komme an, kan de!