25.1.10

Her har været lidt stille igen -

- fordi der ikke rigtig har været noget at skrive hjem om (bortset fra refleksioner over sygdom, som ikke er interessante).

Der har været alt for mange kilder til arrigskab, undren og skamfuldhed, som jeg ikke har formået at sætte i ord uden at overskride injurielovgivningen.

Men nu? Nu er målet fuldt. Se bare HER. Og HER.

Vi har et "kulturnært" eksempel på privatiseringen lige rundt om hjørnet, nemlig Storbritannien. Er der nogen sinde nogen af jer, der har set engelske plejehjem? Eller skoler? Især skoler for børn, der ikke lige passer ind i standardmodellen? Er det virkelig det samfund, vores politikere mener vi skal have?

Under Thatcher og Major blev der ført præcis den samme politik - privatisering, privatisering, privatisering var det evige mantra. Alt skulle på private hænder.
Vi ser langtidsvirkningerne i dag. Jernbanedrift, som er rasende dyr, nedslidt, usikker og som får DSB til at ligne et schweizisk urværk hvad præcisionen angår. En ældrepleje, som effektivt udskiller en tredjedel af pensionisterne, fordi de simpelthen er for fattige til at betale for beskyttet bolig eller plejehjem. Reklameskoler.

Og så er det jeg spørger igen: Når ISS ikke engang kan holde Nørreport Station ren, tror vi så virkelig på at de er i stand til at drive plejehjem, skoler eller børnepasning på forsvarlig vis? Sådan helt seriøst?

3.1.10

Et godt princip at slutte og starte med

De fleste læsere vil vist efterhånden være klar over, at jeg er en stor tilhænger af "what goes around, comes around". At man får det tilbage fra omgivelserne som man putter i dem.

Ikke fordi jeg har nogen religiøs eller på anden måde skemalagt grund til at ha' det sådan - det er bare sådan indersiden af mit ho'de er skruet sammen. Og det virker. Derfor er der et par specifikke mennesker, der fortjener en tak:

Jeg lavede en hundetrøje til Louis. Ikke fordi jeg er nogen stor tilhænger af hunde i tøj, men han er en Springer Spaniel og har ingen underpels. Det vil sige, at han skidefryser om vinteren, og den jakke hans ejer havde købt var godtnok vandtæt og jægergrøn, men den var også stiv og ubehagelig, og Louis kan ikke lide den. Så han fik en rullekravesweater i koksgrå uldtweed, med en pigtråds-snoning ned ad ryggen. Ret sejt. Og varmt om mave og bryst.
Den 30. kom hans ejer så og overrakte en pose med forbenet af en rå. Så vi fik vildtragout med svampe og hele svineriet til nytårsmiddag, og sendte en kærlig tanke til Louis' ejer - fordi vi gjorde hinanden glade.

Den anden: havde spurgt om rokketyper, fordi hun gerne vil lære at spinde - hun er fåreavler på hobbyplan, og en forbistret dygtig strikker. Hun fik samme tilbud som jeg fik i sin tid: du kan låne min begynderrok et halvt års tid, og se hvad du synes om processen før du går ud og investerer. Så nu ligger der en hjemmeavlet lammeryg i min fryser og venter på præcis den rette lejlighed til at blive til noget guf sammen med hvidløg og rosmarin - fordi vi ville gøre hinanden glade.

Der er mange af den slags historier i mit liv (og de handler ikke allesammen om mad!). Derfor bliver jeg også i sådan et gråt humør, hver gang jeg støder på et menneske af mistænksomhedstypen. Dem, der automatisk tænker "Cui bono?", når nogen vil dem det godt - for man holder temmelig hurtigt OP med at ville noget godt overfor mistænksomhed. Og sådan går det rundt og rundt. Man får det igen man selv giver.

Hvordan kurerer man mistænksomhed?