3.1.10

Et godt princip at slutte og starte med

De fleste læsere vil vist efterhånden være klar over, at jeg er en stor tilhænger af "what goes around, comes around". At man får det tilbage fra omgivelserne som man putter i dem.

Ikke fordi jeg har nogen religiøs eller på anden måde skemalagt grund til at ha' det sådan - det er bare sådan indersiden af mit ho'de er skruet sammen. Og det virker. Derfor er der et par specifikke mennesker, der fortjener en tak:

Jeg lavede en hundetrøje til Louis. Ikke fordi jeg er nogen stor tilhænger af hunde i tøj, men han er en Springer Spaniel og har ingen underpels. Det vil sige, at han skidefryser om vinteren, og den jakke hans ejer havde købt var godtnok vandtæt og jægergrøn, men den var også stiv og ubehagelig, og Louis kan ikke lide den. Så han fik en rullekravesweater i koksgrå uldtweed, med en pigtråds-snoning ned ad ryggen. Ret sejt. Og varmt om mave og bryst.
Den 30. kom hans ejer så og overrakte en pose med forbenet af en rå. Så vi fik vildtragout med svampe og hele svineriet til nytårsmiddag, og sendte en kærlig tanke til Louis' ejer - fordi vi gjorde hinanden glade.

Den anden: havde spurgt om rokketyper, fordi hun gerne vil lære at spinde - hun er fåreavler på hobbyplan, og en forbistret dygtig strikker. Hun fik samme tilbud som jeg fik i sin tid: du kan låne min begynderrok et halvt års tid, og se hvad du synes om processen før du går ud og investerer. Så nu ligger der en hjemmeavlet lammeryg i min fryser og venter på præcis den rette lejlighed til at blive til noget guf sammen med hvidløg og rosmarin - fordi vi ville gøre hinanden glade.

Der er mange af den slags historier i mit liv (og de handler ikke allesammen om mad!). Derfor bliver jeg også i sådan et gråt humør, hver gang jeg støder på et menneske af mistænksomhedstypen. Dem, der automatisk tænker "Cui bono?", når nogen vil dem det godt - for man holder temmelig hurtigt OP med at ville noget godt overfor mistænksomhed. Og sådan går det rundt og rundt. Man får det igen man selv giver.

Hvordan kurerer man mistænksomhed?

6 kommentarer:

Anonym sagde ...

Aner det ikke Nille, men jeg har de samme erfaringer som du...man får som man giver :-)
De andre?---de går glip af så uendelig mange gode oplevelser.

susling sagde ...

Jeg ved ikke, hvordan man kurerer mistænksomhed. Men det er vel ok med sund skepsis.

Personligt har jeg det som dig. Jeg giver, fordi..ja bare fordi, og når jeg så får noget igen, så bliver jeg bare så glad. For det er ikke det, jeg som udgangspunkt forventer. Og ja...som Anne siger, det er de andre, der går glip af alle de gode oplevelser.

PS. 90'erne og 00'erne var meget tunet ind på quid pro bono den meget selvoptagede version.Jeg tror den tid er ved at være slut nu!

FivetoSix sagde ...

En Springer Spaniel har normalt en god tæt underuld, der beskytter mod kulde og gør dem hurtig tørrende efter en vandgang.
Men hvis du kender en der ikke er så racetypisk....Så er det nok bedre at lade den ligge i sofaen, i stededt for at strikke en trøje, der kan trække meget væde og kulde til dens krop. DET lyder ikke særligt sundt....

Dana Watsham sagde ...

Lanolinholdig uld er vand- og smudsafvisende. Han er i alt fald tør indenunder, selv når han er fyldt med pladder alle andre steder.

Desuden kan man ikke være jagthund hjemme i sofaen.

Annie sagde ...

Jeg har jo selv sendt dig en sjat af mine lommepenge til at dække portoen, da du ville sende mig noget af din lamme-hams rigdom henne i november. At der aldrig er dukket hverken pakke eller forklaring op efterlader mig godtnok med en følelse af at være lidt dum og naiv, for jeg kender dig jo ikke. Men jeg holder alligevel fast i, at der for det allermeste kommer gode ting ud af at vise tillid.

Anonym sagde ...

I wish not agree on it. I regard as warm-hearted post. Particularly the title attracted me to be familiar with the unscathed story.