- nej, det er ikke en gris-post, drenge!
Susling skriver om kroppe og aldring på en levende og sjov måde. Jeg småfnes i alt fald over hendes klamamse - og så gik jeg hjem og tænkte.
For holdningerne er jo nu engang præget af det materiale, man har at gribe og gøre i så at sige. Har man levet den første del af sit liv som smækker og smal har man nok sværere ved at forholde sig til den aldersbetingede ekspansion end hvis man har kæmpet mentalt med relaterede 'issues' forholdsvis tidligt.
Eksempel: Selv på mit yngste og smækreste har jeg altid haft Fellinibarm (det kalder vi det her i huset! Amarcord er bare filMEN)) - og let's face it girls, man ER altså ikke selvbærende ret længe med en DD-skål. Det vil sige at man allerede i nitten - tyveårsalderen er nødt til at forholde sig til tyngdekraftens indflydelse på kropsvæv, hvilket gør chokket adskillig mindre når tidens tand for alvor begynder at gumle i det øvrige forhåndenværende bindevæv.
Kort sagt kommer valget i mange sammenhænge til at stå mellem det stilige og det komfortable, men mindre og mindre tynget af hvad andre mener - for mit vedkommende, i alt fald. Efter tre børn og en kronisk bækkenløsning er min vægt hvad min vægt nu er - det var satans svært at omstille fødeindtaget fra fysisk hårdt arbejde til stillesiddende skolegang dengang!, og motionsniveauet er begrænset af det der løse bækken - så min mentale mekanisme er at se på sorte kvinder.
Prøv engang at se amerikanske dokumentarfilm! Ikke TV-serier, for der er de luget væk, men rigtige mennesker - og så se på nogen af de matroner. De fører sig som DRONNINGER i al deres magt og vælde, og er imponerende.
Dem prøver jeg lidt at spejle mig i. At rette ryggen og trække skuldrene godt tilbage (BH eller ej!), og så forøvrigt skride frem som om verden er min. Uanset om modeguruer, sundhedsapostle og tarmskylningsentusiaster synes at fede kvinder burde snige sig langs murene.
Nix.
FEDE DAMER STYRER!
Og min konklusion er:
- at man indretter sig. Jeg har det fint med at ha' en røv som en elefant, (bare jeg også har en tilsvarende hukommelse) for det har jeg altid haft. Jeg har det helt fint med hængende bryster - for det har jeg OGSÅ altid haft. Det eneste sted der halter er, at mit maveskind ikke længere krymper med når jeg taber mig .... og det vænner jeg mig s'mænd også nok til på et tidspunkt.
Det handler mere om at kroppen føles godt end om den ser godt ud - synes jeg.
Men ... ifølge de fotos vi har set af huset gennem tiderne er døren bygget sidst i tyverne af godt træ, og er rigeligt umagen værd.
Og så til det med triggeren.
