Interessante stop på ferien, kapitel 2

Efter besøget hos familien Kromski gik vi på café. Man kan noget i Polen med monumentale krus kaffe, og endnu mere monumentale kager ...

Mens vi sad der og diskuterede 'hvad nu'?, fik vi spurgt en af de andre cafégæster om hun kunne anbefale et pensionat eller lignende i omgivelserne. Det kunne hun - og adspurgt om hvor vi nu skulle hen, fortalte vi at vi i første omgang ville til Jelenia Gora og se lidt på Riesengebirge.

"Kør op til Karpatcz", sagde hun. "Vejen er ikke så god, men udsigten er en million gang bedre - og om sommeren er hotellerne billige, fordi de lever af skiløbere om vinteren!".

Så vi overnattede (tak for hjælpen, Agnieszka!), og vendte næserne sydpå morgenen efter.

I Jelenia Gora kan de osse noget med kager ...

... så det blev til en glimrende lille bytur inden vi tiltrådte turen til Karpatcz. Op ad bakke. MEGET op ad bakke. Den lille lejede Picanta fik lov at bestille noget den dag, men hun klarede turen fint. Selve Karpatcz er de centraleuropæiske bjerges svar på Blackpool i sommersæsonen - unge mennesker på drukferie, børnefamilier på vandreferie, og så vagabonder som os.

Vi trak op til det næstøverste skihotel for at få stimlen lidt på afstand, og endte med den mest fænomenale udsigt jeg nogensinde har haft fra en hotelaltan.

Schneekoppe i solnedgang.

Vi kunne slet ikke få os selv til at gå i seng, så vi sad bare og SÅ indtil det blev helt mørkt.

Interessante stop på ferien, kapitel 1

I husker billedet af disse nydelige unge mennesker?

De bor sammen med adskillige medlemmer af den foregående generation i et stort hus i Wolsztyn, og driver en mindre, men meget succesrig virksomhed på trædrejerområdet. Meet the Kromskis, kære med-spindere.

Det allermest pudsige er egentlig at Sammy og jeg gik på netcafé for at printe et bykort ud, så vi kunne finde det uden at tale polsk - og bestyreren af netcafeen viste sig at være ven af familien, og ringede i forvejen og sagde at vi kom. Så vi blev modtaget med kindkys, kaffe og åbne arme og fik forevist herlighederne, børnene, og:

- og jeg tabte komplet mit hjerte til denne model, som kom med hjem i en fin papkasse. Den eneste grund til at vi ikke kørte ud og beså værkstedet var industriferie og hovedrengøring.

Og så en lille pudsighed: I kender allesammen den om smedens hest og skomagerens unger, ikke? OK, rokkedrejerens kone har en brækket aksel på sin rok - og har haft det i et halvt års tid. Det fniste vi en del af, både hun og jeg, mens vores mænd så på hinanden og trak på skuldrene i klar enighed.

At rejse er at leve (eller noget)

- og at opleve.

Det har været sundt for Sammy at opleve, hvor lusefattigt man kan opleve folk bo og leve mindre end en dagsrejse hjemmefra. Forladte landsbyer, århundredgamle huse der bare stille står og falder sammen, og midt i det hele haver med ukuelige dahlia, morgenfruer, lathyrus og omsorgsfuldt dyrket mad til vinteren.

Mange steder er man gudskelov begyndt at sætte farver på de trøstesløse betonforstæder. Det hjælper en hel del på helhedsindtrykket.

Men alle polske hotel- og pensionatsværelser har de mest hjertegribende variationer over begrebet røvballegardin.
Denne variation hedder nu 'hængerøvsgardiner' i vores familekt ....

Der foregår meget udendørs om sommeren. Vi stoppede i Nowa Sól for at tisse, og faldt over den lokale musikskoles sommerkoncert udenfor Medborgerhuset.

De fleste sang karaoke - sang godt, men stadig karaoke - og så var der Barbara her, der sang Alanis Morissette med al den teenage-angst, som fr. Morrissette burde være vokset fra for længe, længe siden. Hun bliver GOD om et par år!

Vi gik langt uden om de fleste minder om 2. verdenskrig (det k a n lade sig gøre), men dette her er den russiske mindepark i Wolzstyn, hvor vi var nødt til at parkere lige ved siden af. Jeg kan altså ikke lade være med at få grøde i stemmen over sådan et sted, hvor den ældste begravede mand blev 30 år, og den yngste blot 17. Der var flest mellem 18 og 21.

Knægten blev også berørt.

Der findes stadig tre kabeltrækfærger over Oder-floden. Begge gutter syntes egentlig det er lidt vildt at den form for infrastruktur stadig findes!

Noget om veje, træer og andet godt

Turen gik til Vorpommern, Polen, Tjekkiet og retur - med et par interessante stop undervejs.

I vores familie er vi ikke glade for motorveje. Der er noget over det at køre på og i noget ensartet hele vejen gennem Europa der byder os imod - det er landskabet, menneskene samt den måde de bor på der er hele meningen med at rejse, og DET oplever man altså ikke på motorveje. Snarere tværtom.

For eksempel ville vi aldrig have set fra motorvejen, hvordan man hæger om sine vejtræer i Mecklenburg-Vorpommern og det nordlige Polen. Mange landeveje er grønne tunneller, hvilket er vidunderligt når termometret sniger sig op på 34 grader i skyggen. Det er ikke vand på forruden. Det er insekter og sprinklervæske ...


På landevej 104 fra Bismark til Woldegk er samtlige vejtræer frugttræer - æbler, pærer, blommer, abrikoser og mirabeller. Mange af træerne er meget gamle, men velpassede og fulde af frugt. En eller anden har tænkt på dem, der ikke selv har adgang til en frugthave, tror jeg. At man har vedligeholdt denne tradition ved omsorgsfuldt at plante nye frugttræer hvor de gamle har givet op af alderdom er bare endnu bedre!

Og med barn- og ungdommens minder om hvordan de danske landeveje blev raseret for vejtræer, er det da vidunderligt at der findes steder, hvor det levende grønne er vigtigere end lastbiler.

Tanten har været ude at vifte med ørerne -

- sammen med disse to unge mænd -

- med denne her vinken til Danmark -

- for at besøge disse nydelige mennesker, samt se noget andet end det sædvanlige.

Vi fandt osse ham her -

- og havde denne udsigt fra vores altan en enkelt dag.

Hvor mon vi har været?

Mere følger, når begge flashkort er tømt!

Need I say more?

Man ved, man trænger til ferie når -

- man hele tiden griber sig selv i at nynne den der med "Fredag sagde jeg byggepladsen ømt farvel og pilsnerkassen takket være vores nye ferielov ...."

Nedtælling!

Ta' jer dog sammen, klaphatte! (klik for at linke til artikel)

Vi ved det allesammen - lastbiler er farlige. Vi lærer det fra små.

Men det er eddermame beskæmmende, at formanden for chaufførfagforeningen ikke vil være med til at hans medlemmer skal tage ansvar for egen adfærd. På alle andre områder hvor man kan bringe andres liv og lemmer i fare er der et strafansvar, hvis man ikke overholder gældende love på området. Man er en nosseløs kylling uden ansvarsfornemmelse, hvis man kan få sig selv til at udtale:

»Hvis man skal op i det leje, er jeg bange for erhvervet. Det er lidt ude af proportioner. Vi skal have de ulykkestal ned, men ikke for enhver pris. Det skal ikke være sådan, at vi rammes på tegnebogen. Det skal løses med en fælles overenskomst mellem cyklister og chauffører - det kan ikke løses ensidigt«

Ved du hvad, bette Kurt? Du skulle tage og gå ud og informere dine medlemmer om, at de har et egetansvar for at overholde gældende love og regler. Præcis ligesom alle andre. Og den eneste man kan give skylden for en bøde er: [TA-DAA!] sig selv. Så selvfølgelig skal dine medlemmer rammes på tegnebogen, hvis de kører råddent, taler i telefon mens de kører, ikke gider få indstillet deres spejle ordentligt, ser film på deres transportable DVD mens de kører (observeret på motorvejen mellem Slagelse og Sorø i sidste uge), fylder forruden med gøgl og gejl så de ikke kan se en disse ... med andre ord, hvis de ikke tror diverse love og regler gælder for lige præcis dem.

Kan de ikke affinde sig med det? Tough shit. Så må de ud og skrubbe gulve (gerne på en skadestue) så de kan lære at se konsekvenserne af uansvarlig adfærd.

My gast has been flabbered!

Her sidder man fredeligt i sin spindestol og nyder at det er halvskyet og ikke for varmt. Den seneste Patricia Cornwell i hovedtelefonerne giver en dejlig misantropisk/paranoid stemning. Alt er idyl, omverdnen er farlig og mennesker er skiderikker (ifølge Cornwell), og så videre.

Så stopper et par med hund og kigger lidt på rok og uld, hvorpå manden siger:

"Jeg har et pudebetræk med lidt moskusuld i liggende bag i bilen. Vil du ha' det?"

Da jeg havde samlet underkæben op fra brostenene fik jeg takket ja - mange gange - hvorpå de kom trillende tyve minutter senere med dette:

Der er to et halvt kilo urenset moskusham. Når dækhårene er sorteret fra (og gemt til tæppevævegarn) kommer der til at være måske 500 g spindbar underuld.

Jeg tør slet ikke regne på hvad det ville koste mig i almindelig handel og vandel!

Pludselig er Kay Scarpetta og hendes verdenssyn ikke så relevant mere ....

At sætte ræven at vogte gæs ...

Min søster er blevet ishusbestyrer inde ved Christiansborg. Et besøg kan varmt anbefales.

Her tanker hun kaffe (ganske uofficielt) til os besøgende. Vi trængte .....

Sammy og Les HAR godkendt isen -

- og jeg fik en trockenbeerenauslese med hjem til at dyppe mandelbiscotti i.

Ikke dårligt!

De tænker den gale vej rundt, gør de .... (klik for at læse artikel)

Det har aldrig været en hemmelighed, at flest kvinder synes efterløn er en god idé.

Til gengæld virker det som om, både samfundsforsker ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd samt Cepos har puttet hovedet under den gale arm når de skal postulere årsagerne. Tænk at komme med:

Arbejdet betyder ikke så meget for kvinder, som det gør for mænd.

Nå, ikke? Har I lavet nogle målinger der, eller er det bare en mavefornemmelse (læs: fordom) der får jer til at fyre den slags hulemandspræk af?

Efterlønnen sender kvinderne hjem til kødgryderne.

Den sender da også mænd hjem til kødgryder, kolonihave og kedsomhed. Er det kun galt når det er kvinder? Skal vi have separate systemer for mænd, kvinder og alle andre? Hvor er det dog Gustav Wiedsk i al sin selvhøjtidelighed ....

... hvis det er sådan, at ligestillingsministeren og regeringen vil have flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, så ligger det lige til højrebenet at begynde at reformere efterlønnen ...

Øh, små venner - ligger det ikke nærmere til højrebenet at se hvilke stillinger, der er flest kvinder i? Hvilke arbejdsvilkår man har der? Og så begynde at reformere der? Hvis jeg hele livet kun havde haft adgang til job i f.eks. plejesektoren ville jeg da også FLYGTE på efterløn så snart det kunne lade sig gøre. Eller mange år med gulvskrubbe og klud.

Efterlønnen er noget folk selv vælger, og efter den seneste reform selv sparer op til i en vis grad. Den nuværende udformning er lige til det liberalistiske højreben - selvvalg, opsparing, selvansvar. Men når det tilgodeser nedslidte kvinder i usselt ansete jobs er det åbenbart en trussel mod ... ja, mod hvad egentlig? Har nogen i Blogland et bud på den?

De mortuis nihil nisi bene, siges det -

- men den seneste uge har budt på to dødsfald, der kan siges at have givet andre fred efter lange liv.

Mogens Glistrup og Jesse Helms er begge væk nu. Begge i høj alder. Og begge efter liv, levet i offentlighed og udfoldende en retorik der ikke er tænkende mennesker værdig.

Hvil i fred. Og lad os håbe at jeres gerninger og meninger er lagt til hvile med jer.