Når man er hardcore strikker, gør man det alle steder. Er man på vej til strikkefestival, skal man bare lytte efter lyden af knitrende pinde når man vil have medrejsende, som skal hele vejen. Gavstriks udsendte kontingent (eller en del af det) sad i vogn 12 til Esbjerg.
Færgetur og pisregn, en lille kuling så man rigtig lagde mærke til regnen - Fanø sagde velkommen, og man sad der og bandede i det stille håb at vejret ville oppe sig.
Det gjorde det.
Sønderho var lige så dukkehusfrilandsmuseumsidyllerisk som det plejer at være -
- og ham her sad der endnu hvor han plejer at sidde -
Her boede jeg, hos fru Ruth som var så sød. Vinduet til højre med den lyserøde pelargonie, og de andre vinduer fyldt med rosengeranier. Duftende dejligt.
Udsigten fra min halvdør i gavlen, når jeg stak udenfor for at ryge. Der var også en kat, men hun ville ikke fotograferes.
Så en fodtur ovenpå togrumlen - for at genopleve byen, og se de steder jeg skulle undervise. Det er en uges tid for tidligt til sort sol, men stærene var i færd med at samles. Sådan et stæretræ larmer værre end en bodega fuld af drukmåse!
Den gamle skole. Lige under klitten og med lyden af havet i ørerne hele tiden.
Her var de fleste indkvarteret. Udsigt, høj høj himmel -
- og et højt-humør-møde med en gammel ven der er kommet lidt mere ovenpå igen. Det var næsten allerbedst at se!
Damer bliver så smukke når Moder Natur hiver den dramatiske pensel op af lommen -
- og sender solen i seng med en vis pondus. Vi stod bare med åben mund og kamera allesammen.
Hvilke andre steder kører bybussen en tredjedel af sin rute på stranden? Og har stoppesteder to steder i marehalmen?
Der kommer mere om alle menneskerne og alt garnet - men dether er kun lige om Fanø, for fanø.
Søndag sejlede jeg hjemover i den blå time, der var som at sidde i et middelalderhelgenskrin fra Limoges. Man sugede blå ind gennem både øjne, hud og sjæl. Jo Banks burde have spillet til, så blåt var det.
