Sikre forårstegn

I det nordlige Finland taler man om 'det lange forår' når man får våde snestorme i marts.

I fredags så jeg to supersikre forårstegn:

Den første solsortehun, ivrigt ombejlet af fem hanner. Og fra bussen på hjemvejen så jeg himlen fuld af grågæssenes kiler på vej nordover.

Hvorfor havde jeg ikke kameraet med?

Fodskammel, kapitel to

Anne ville gerne se mere til skamlen, også uden kat. Godt så,

Sådan så den ud. Ikke ligefrem nogen øjenlyst - men selve skamlen har præcis den rette højde til både benhviling og sidning.

Klassisk og enkel.

Jeg vendte ryggen til et øjeblik da alle lapperne var syet sammen. Man kan også rulle sig ind i sådan et stykke - bide i det - grovhygge sig med det.

Det hjalp på udseendet at få vristet det fra Paddington og udsat for et kort møde med dampstrygejernet.

Så tager man noget karteflor og klipper til i omtrentlig størrelse -

- hvorefter man nåler gammel pude og nyt betræk sammen hele vejen rundt.

Den lange nål trådes med bjørnetråd, og man syr sammen med solide kastesting kanten rundt -

- monterer bindebånd -

- og forvandlingen er komplet.

Der går nok ikke så længe før man skal lede grundigt for at få billeder af den uden katte ....

Så er det tid til lidt håndarbejdsbilleder -

- selv om det ikke er strik!

To forhistorier:

1) Jeg kan godt lide fodskamler. Dels til at smække fødderne op på når jeg sidder normalt i en stol, dels til at sidde på generelt. Den vi har stammer fra den lokale genbruger og ankom til huset med en grim rødternet og yderst forvasket lille pude på. Sådan noget rødt-og-sort-sommerhusgardinternet bomuld, ikke?

Det måtte der gøres noget ved.

2) For et par år siden var der en lokal væver, der lagde op pga alderssvagheder. Hun donerede hele sit værksted til samme genbruger - og en af de frivillige ringede til mig og sagde "Kom og giv et bud!". Det betyder, at jeg har et pænt lager af islandsk Lodband - entrådet uld med en lille smule dækhår i - i gode farver. Et oplagt valg til sådan en pude, men jeg havde lyst til hæklede firkanter.

3) En tilståelse: Jeg synes den klassiske oldemorfirkant er RÆDSELSFULDT GRIM - og det piner egentlig min æstetiske sans at den nu skal til at skamrides igen. Derfor måtte der lige tænkes lidt - og garnets vævebaggrund fik mig til at tænke på den gamle farveøvelse, som de fleste vævere kender: Cirkel i kvadrat.

Godt så. To farvegrupper:

En cirkel:

- omgivet af et kvadrat:

- overvåget af en meget hjælpsom misse:

Til trods for kattehjælpen voksede bunken af cirkler til der var de 35 der skulle bruges

- og derefter voksede bunkerne med kvadrater -

- til der var nok.

Så fik de en kant af natur-sortbrun for at samle indtrykket af de mange farver med stort set samme valør -

- hvorefter de færdige lapper blev lagt ovenpå den gamle pude så jeg kunne pusle farverne på plads. Ikke ringe, synes jeg selv ....

Så kommer man til det sjove: at sy rækker af lapper sammen til strimler, og strimlerne sammen til en flade.

Desværre tillod jeg mig at rejse mig for at gå afsides da der var syet tre strimler. Da jeg kom tilbage, var puden allerede taget i brug - og da jeg spagfærdigt mente at Kaptajner burde ligge på skødet så puden kunne blive færdig, hvæsede hun ad mig.

I morgen blir den færdig. Det ville i alt fald være dejligt hvis ....