Fredagmorgenfryd

Pludselig forstod man hvor Homer fik sin inspiration fra -

- og inspireredes selv til at eksperimentere med den sidste halvanden meter silketrend, det sidste Plutogarn, en rest af det billige merceriserede silke fra Netto - og det ser helt godt ud. Et 'prøvekludshalstørklæde' til Tanten.

Og så til Ullas spørgsmål: nej, det er ikke en ny væv. Jeg er en stor jæger i de lokale genbrugsforetagender, og har i dryp købt en lokal vævers ting i takt med at hun har lagt op pga alderdom og har skilt sig af med værktøj, undervisningsmateriale og sådan.

Denne her er firskaftet, men fylder ikke mere end en rammevæv (!). I stedet for at binde tramper op til ønsket mønster bruger man de fire tapper øverst på rammen, enten enkeltvis eller i kombinationer, til at lave det ønskede mønster. Det vil sige at man har fire skafter og hvad der svarer til otte tramper på meget kompakt vis.

Den har hængt adskilt på værkstedet i lang tid, og blev faktisk kun fundet frem fordi brorskabet skulle ha' dækketøj til sin fødselsdag - men når nu den står i stuen kan man ligeså godt få nogle ideer ud gennem fingrene som brugbart stof, ik?

Integritet, min bare! (klik for at læse artikel)

Det er pokker ta' mig en effektiv mundkurv, Anders Fjogh har syet sammen til Birthe Rønn Hornbech - effektiv nok til at få hende til at lyve fra talerstolen.

Der røg de sidste rester af (modvillig) respekt, Birthe. Du har solgt din sjæl til Fjogh og Pia.

Onsdage er nogen gange anderledes .....

Her er så som lovet lidt billeder af det nye væveprojekt.

Det er lavet i dette her silke fra Habu, 5 tr/cm -

- og bygkorn blir meget smukt når det væves groft.

Vi har en gruppe aktive mennesker, der af og til får sjove idéer til andre måder at se vores by på. En af disse sjove ideer er at åbne byens nedlagte bunkers og beskyttelsesrum, og sørge for en eller anden form for underholdning hvert sted. En kunstner hænger billeder op, eller der er musik.

Så sæføli skulle vores bunker her i Fiskergade også åbnes. Det er ikke første gang, men det er sjovt. Forbipasserende kommer ned og kigger, og vi der har leget i kvarteret da vi var i Huck Finn-alderen husker tilbage på i alt fald dette sted med stor nostalgi.

En faddersladder på trappen -

- en hyggestol med læselampe -

- og så sæføli Anders Bechmann på sit transportable klaver.

Der skal næsten ingenting til for at synge rummet op! Og det er ret fedt at flippe ud i Vera Lynn, Liva Weel og swingklassikere med an go' pianist i ryggen (nej, IKKE den slags pianist - en ordentlig musiker!!!!)

Pyhhhhhhh ....

Tanten har haft aften- og nattevagter. Det er længe siden - og jeg har opdaget, at jeg altså ikke er 17 længere!

Brorskabet blev 50. Når man så er 16 måneder yngre, har man lov til at punke ham med at han er ved at blive halvgammel. Han blev meget glad for det gåseøjevævede, for det er 30 år siden jeg sidst vævede dækketøj til ham. Han har det gamle endnu.

Og så har tantens computer haft en væmmelig omgang virus. Jeg, som ellers synes hævn burde være noget man vokser fra, har mumlet lange remser om kløende bagdele og krympende arme til de uslinge, der bruger programmeringstimer på at skrive den slags.

Men jeg lever og har det godt og er ved at sætte en ny væv op. Og lave min egen version af February Lady Sweater, som I nok skal få at se.

Arbejde eller fornøjelse?

Donald fik lige spurgt ind til det med husfliden - og fik også nævnt, at både væv, spind og strik jo også har været (og er) arbejde.

Det er helt rigtigt. Nogen gange synes jeg man skal holde sig det for øje når man går i gang - at arbejdet skal udføres så godt man kan i stedet for 'så godt man nu kan'. Eller som jeg plejer at sige - så man kan fornemme forskellen på 'håndlavet' og 'hjemmelavet'.

Det er nemlig håndværk i sit udgangspunkt. Vi snyder os selv for ordentlige resultater, hvis vi glemmer det håndværksmæssige (synes jeg).

Og så er det Donalds spørgsmål/konstatering får en helt anden mening.

Ja, det er endeløst antistressende at sidde ved rokken med velforberedt fiber. Det er yderst meditativt at sidde ved væven når alt forarbejdet er gjort. Det er fascinerende at se et strikketøj vokse frem efter en velgennemarbejdet opskrift.

Men forarbejdet? Lige dele *støn* og *suk*.

Spinderiet? Jeg elsker at sortere og vaske en ham, så jeg får præcis den fiber jeg skal bruge til præcis det rigtige projekt. Men når jeg står og sveder ved tromlekarten og er halvvejs igennem dyngen for tredje gang, spørger jeg tit mig selv hvad fanden jeg egentlig har gang i. Gang i? Jeg 'spartler huller før jeg maler', gør jeg - sørger for at det rent faktisk BLIVER meditativt at sidde ved rokken og lade dagens små og store fortrædeligheder forsvinde ind gennem piben som jævn tråd.

Væven? Det er sjovt at beregne og måle trend ud. Man bliver GOD til tælletråde og omhyggelig opbinding af skel. Men når jeg sidder og søller og har ondt i nakke og skuldre bander jeg over hver eneste tråd. Uden at skamme mig! Det er nemlig både koncentrationskrævende og røvkedeligt - men en absolut og nødvendig forudsætning for det rolige dunk af slagbordet og skyttens sus gennem skellet, som er så beroligende. På engelsk siger man 'slaying the reed' når man trækker trådene i kammen. Slaying the shoulders, more likely!

Strik, da? Igen, strikkeprøve, skitser, beregning er sjovt. Det er nyt land, ubemalet lærred, blankt papir - opdagelsesrejse, på en måde. En hel trøjeryg i ensfarvet glatstrikning er pødens dølse uden tilsat lydbog eller anden underholdning. En sokkefod i str 45 er u e n d e l i g i al sin ensformighed - og når man er ved at strikke blonde på tredje side af et sjal er man ofte fristet til at proppe hele herligheden i en pose og glemme alt om det. Men alligevel beroligende, fordi hænderne gør, mens tankerne flyver så vide omkring. Og har ro til at flyve, hvad de jo ikke har ellers i det pulveriserende arbejdsliv.

Så jo, håndens arbejde har sine afstressende momenter. Det har også sine knæk-og-brækpunkter. Kan man ikke leve med knæk-og-bræk får man 'hjemmelavet'. Kan man, får man 'håndlavet'. Der er ikke nogen mellemveje eller lynløsninger (så vidt jeg da ved).

Kanhænde nogen kender problemstillingen? Eller er det bare mig der har det sådan?

Og hvad har tanten så ellers lavet i stedet for at blogge?

Hun har behandlet sin Minstrel med lunet, rå linolie ude i den bagende sol (solhatte er et godt påfund), så træet kunne suuuuuuuuge sig mæt og blive mere egnet til et liv ved havet ...

... og det ville jo ikke være mig hvis ikke der skulle laves lidt fjant. Der er så mange håndspindere, der er så inkarneret naturfarvede at man kan få ondt i sin æstetiske sans - så der blev både en rød og en racer-spole.

Her står Minnie så i al sin pragt med lys chow-chow-underuld på spolen ...

... men hun må lige vente lidt, for der er en jeg kender der skal ha' gåseøjekipret dækketøj i føsdagsgave. I hør. Tak for hjælpen til Ruth!

Hørtrende fnulrer mere end en fældende kat!

Nu må Skaarup snart udvikle enten hjerne eller gonader! (klik for at læse artikel)

Der er noget galt med reglerne om familiesammenføring i fætter-kusine-ægteskaber.

- siger Peter Skaarup til dagens Politiken.

Nej, bette Peter. Der er faktisk en hindring for din apartheid-iver i dansk lovgivning omkring ægteskaber. Hvis I skal have magt som I har agt omkring det at bestemme, om personligt myndige mennesker må gifte sig, skal I ind og rode i reglerne for ALLE omkring ægteskab mellem nært beslægtede.

Den hurtige løsning, som I sådan er fans af, ville være at forbyde ALLE fætter-kusine-ægteskaber - men så er det at det med gonaderne kommer ind. Det TØR du nemlig ikke stille dig op hverken i medier eller Folketing og foreslå, således at du holder dig på det parlamentariske demokratis smalle sti, for slet ikke at tale om lighed for loven-princippet (som ovenikøbet er grundlovssikret.....). Det ville nemlig ramme nogle af de 'rigtig etniske danskere', ganske direkte endda - og så bliver mor Pia sur.

Kan I i dit uvidenhedens kronparti slet ikke indse, at apartheid endnu ikke er indskrevet og knæsat i dansk lovgivning? Eller vil I bare ikke? Prøv at skyde selvfølelsen derop hvor hjernen sidder hos normale mennesker, Peter. Så kunne det være at du kunne indse, at din iver efter at hindre familiesammenføringer og deraf følgende brud på lighedsprincipperne er en større trussel for retsstaten end nogen religion nogensinde kan blive!