Det var egentlig en kommentar fra
Ella ovre hos
Madame, der satte tankerækken i gang .... Ella skrev:
- i mange år var jeg helt krumbøjet af at rydde op efter mand og børn
- og jeg måtte lige samle en lille kvababbelse op. Det var jo det mønster, mine forældre kæmpede for at bryde, det der med far der går på arbejde og moar som er et serviceorgan, samtidig med at hun i vore dage også har arbejde at tage sig af. Mine børn har lært, at moar ikke er serviceorgan. De har lært, at den største gave man som forælder kan give sine børn er at gøre dem selvhjulpne - og det bliver man IKKE ved at mor slæber sig krumrygget på oprydning, mad, opvask og vasketøj.
Når jeg så ser på yngre mennesker i bekendtskabskredsen, og såmænd også bloggere omkring de 30 med børn og alt det andet, så dukker det mønster minsæl op igen! Ledsaget af det ord jeg hader allermest i tidens fremherskende vokabular:
Perfekt
- for det er verden åbenbart, når man har slidt sig selv halvt i stykker for at hjemmet skal ligne Isabella's eller noget i den dur. Og så er det lige jeg er nødt til at spørge:
Hvad er det der er så perfekt ved at opdrage unger, der aldrig har gjort nogetsomhelst for det fælles? Som aldrig har smurt en madpakke, den dag de flytter hjemmefra? Som ikke ved hvordan man steger en frikadelle (eller en skive lever!), som aldrig har vasket et gulv eller syet en knap i? Som ikke kan kende forskel på koge- og kulørtvask, eller for den sags skyld kan læse vaskeanvisningsetiketterne i tøjet? Som går fuldstændig i spåner fordi klub/kollegieværelset ikke gør sig selv rent, underbukserne ikke vasker sig selv, toiletter af og til stopper til, og som knap kan holde styr på f.eks. en recept? Som står og klapper som hjælpeløse søløver hvis der skal slås et søm i eller bores huller til at hænge en hylde op?
Hvordan er jeres tilgang til selvhjulpent afkom?