Bededagsweekend i sol

Alle katteejere med bare minimal beherskelse af engelsk bør læse Terry Pratchetts bog "The Unadulterated Cat" med pragtfulde tegninger af Gray Jolliffe.

I et kapitel beskriver han en leg, der hedder 'katteskak'. Når det er godt vejr og jeg drikker min morgenkaffe i solstolen foran huset, er der rig lejlighed til at betragte adskillige partier katteskak, med vekslende deltagerantal.

Dagens gæstespiller: Jammer fra nummer 10 ....

- og man bli'r så TRÆT af at forsvare sin stormestertitel!

Hvem sidder der bag skærmen ...

Ikke nogen, endnu. Men bare rolig, det kommer. Historien er i illustrerede småbidder :o)

Forhistorien er, at min højt elskede klatrerose foran huset havde besluttet, at den kun ville have én gren med de duftende, orange/pink forældlede blomster, resten var vildskud. Jeg kan også godt lide vilde roser, men alt på sin rette plads - hvis fruen vil sidde blandt nikkende roser skal det sgisme være de nikkende roser fruen betaler for!

Så vildskuddene røg, roden røg op - og to nye, forædlede, duftende, farvestærke roser blev plantet.

Her står de så og er lidt klejne endnu (der er tre knopper på vej) - men på et tidspunkt ta'r en vis mand ved dem, og så skal de ha' noget at klatre i. Jeg har kigget på espalierting, og synes ærlig talt det var en deprimerende oplevelse. Enten var det designerting til en mindre formue (og helt udenfor Lokalplan 22), eller også var det diverse net af tråd eller plast.

Kan vi stave til k e d e l i g t ?

Så hvad gør en galning som mig?

Tuller ud og køber to spoler pp-snor af den slags man binder tomater op med, samt en rundpind 15mm - slår 31 masker op - strikker 2 rapporter Madeira Cascade - og snører hele herligheden fast mellem nedløbsrør og lygtepæl.

Rosennet i blondemønster. Rigtig prinsessesejt!

Indtil roserne dækker det hele, kommer 'nettet' til at yde en anelse læ til fruens morgenkaffe-i-solen-stol. Det er heller ikke helt ringe!

Vores (og Lottes) hoveddør. Den bli'r så Tornerosefin i år!

Praetera censeo ....

- at birkepollen burde afskaffes.

Etisk Råd i selvsving (klik for at læse artikel)

Det handler (tilsyneladende) om udstillingen "Bodies" i det gamle voksmuseum ved Tivoli.

Hvorfor går min hjerne så i total tangent-mode, når jeg læser følgende sætning:

"...... Det kan jeg ikke acceptere, for et menneske er ikke til salg«, siger Niels Jørgen Cappelørn [fra Etisk Råd] til Kristeligt Dagblad.

Der kunne siges meget om "Bodies", blandt andet at jeg gerne vil se den. Min indre viktorianer vil gerne til freakshow! Man kunne også udbrede sig side op og ned over amerikansk profitjagt og kinesisk mangel på respekt for individet. Det gider jeg ikke, for begge emner er behandlet ganske udtømmende af folk der har bedre forstand på sagerne end jeg har.

Jeg vil dog gerne rette et par ord direkte til Niels Jørgen Cappelørn fra Etisk Råd:

Kære Niels Jørgen, hvis det er dig så magtpåliggende at mennesker ikke er til salg, hvorfor oplever man dig så ikke som en langt mere synlig/hørbar debattør på prostitutionsområdet? På traffickingområdet? Der ville du have en langt større chance for at udøve en positiv og etisk forsvarlig indflydelse på et område, der skriger efter opmærksomhed. Et område, hvor store indtægter unddrages det omgivende samfund (i modsætning til en for-profitudstilling, der både skal betale afgifter og andet godt!). Et område, hvor kvinder handles med stort set samme holdning som kødgrossister handler med flæskesider og halve okser.

Se, det synes jeg er langt mere uetisk end handel med mennesker, der allerede ER døde. Du er nødt til at komme lidt frem i startklodserne, hvis lige præcis det argument du præsenterer skal tages alvorligt!

Så lykkedes det!

-ET billede ad gangen ... så er det pludselig et heldagsprojekt at skrive en blogpost!

Men altså - det var jo lækkert vejr her hos os i går, og sjalet er en tand for stort til stuegulv, kattepoter og familietrafik. Derfor pakkede jeg en spand med sømbøtten, smøgerne, termoflasken -

- samt det nyvaskede og -centrifugerede sjal med monterede opspændingssnore -

- og gik ned på græsplænen ved marinaen, hvor der kan spændes op i ro og fred, samt med ordentlige toiletforhold indefor rækkevidde. Det er absolut en primærfaktor når man har haft diarré et døgn!

Så fulgte det ellers den sædvanlige rytme med fire snore og 90graders hjørner og hele moletjavsen. Kraftig drageline og sekstommerssøm er udendørsværktøjet.

Sådan. Tid til termoen og bænken og en smøg i fred og ro, med udsigt til myreflittige bådfolk der sliber, vasker og skurer til den store guldmedalje.

Spejlborten. Jeg har altid syntes mønstret 'madeira cascade' ligner fiske- eller drageskæl. Virkningen blev endnu tydeligere, da jeg forskød rapporterne i stedet for at have de retstrikkede trekanter lige over hinanden.

Det gjorde det også nemmere at lave smiget i hjørnet regelmæssigt og smukt.

Blonden. Jeg kan godt lide den stiliserede muslingeform, og den spiller godt op til spejlborten.

Tekstilnydt (og noget)

Her SKULLE have været billeder af opspændingen af det seneste eVilla-sjal - men blogger driller, så vi nøjes med:

Draperet hen over ryggen på verdens bedste nabo -

- draperet i buskene med Kaptajn Flint for at angive størrelsesforhold -

- og et kig på hvor transparent det er -

- samt et kig fra bænken hvor jeg sad med termokaffen og ventede på at det blev tørt og fint. Det blev nemlig spændt op nede på græsset ved marinaen, hvor sol og vind gør tørring af kniplingssjaler til en halvtimessag i stedet for natten over, som det tit bliver til indendørs.

Så lykkedes det at få opskriften færdig ....

"Marostica".

Et forholdsvis enkelt sjal efter Shetlandsmetoden.

Nogen Evillaforhandlere derude, som er interesserede?

Opdatering 28/3:
Jeg kæmper med at oprette en eWire-knap, så interesserede kan købe en PDF-kopi af opskriften til selvprint. Hold øje med højremenuen ...

Og det var den påske, hvor -

- det var temmelig højvande -

- Luna fik fred til at snuppe sig en lille morfar -

- og Tjalfemissen kom med på besøg og fandt sig godt tilrette hos Bedsterne. Der var bibliotekskassen til at putte sig i når man ville have fred -

- og alligevel ville holde øje med hvad de tossede mennesker lavede. Der var fodskamlen til at gemme sig under, når man ville fange sig en forbipasserende fod -

- rollatoren til at ligge under, når man ville holde øje med Bedstemor -

- Sisses ryglæn at sidde på når man ville rage op over alt folket -

- samt 'urskoven' på sybordet at skjule sig i, når man skulle holde øje med alle mågerne ud ad vinduet.

Han havde en storslået påske. Masser af mennesker, masser af nus, masser af nye ting at opdage, samt masser af gulvplads man kunne killingeamokke på.

Hvis man kunne spørge ham, ville han sikkert sige at det var bilturen værd. Hvis man bare ikke skulle i bur imens!

Undren ...

Det var egentlig en kommentar fra Ella ovre hos Madame, der satte tankerækken i gang .... Ella skrev:

- i mange år var jeg helt krumbøjet af at rydde op efter mand og børn

- og jeg måtte lige samle en lille kvababbelse op. Det var jo det mønster, mine forældre kæmpede for at bryde, det der med far der går på arbejde og moar som er et serviceorgan, samtidig med at hun i vore dage også har arbejde at tage sig af. Mine børn har lært, at moar ikke er serviceorgan. De har lært, at den største gave man som forælder kan give sine børn er at gøre dem selvhjulpne - og det bliver man IKKE ved at mor slæber sig krumrygget på oprydning, mad, opvask og vasketøj.

Når jeg så ser på yngre mennesker i bekendtskabskredsen, og såmænd også bloggere omkring de 30 med børn og alt det andet, så dukker det mønster minsæl op igen! Ledsaget af det ord jeg hader allermest i tidens fremherskende vokabular:

Perfekt

- for det er verden åbenbart, når man har slidt sig selv halvt i stykker for at hjemmet skal ligne Isabella's eller noget i den dur. Og så er det lige jeg er nødt til at spørge:

Hvad er det der er så perfekt ved at opdrage unger, der aldrig har gjort nogetsomhelst for det fælles? Som aldrig har smurt en madpakke, den dag de flytter hjemmefra? Som ikke ved hvordan man steger en frikadelle (eller en skive lever!), som aldrig har vasket et gulv eller syet en knap i? Som ikke kan kende forskel på koge- og kulørtvask, eller for den sags skyld kan læse vaskeanvisningsetiketterne i tøjet? Som går fuldstændig i spåner fordi klub/kollegieværelset ikke gør sig selv rent, underbukserne ikke vasker sig selv, toiletter af og til stopper til, og som knap kan holde styr på f.eks. en recept? Som står og klapper som hjælpeløse søløver hvis der skal slås et søm i eller bores huller til at hænge en hylde op?

Hvordan er jeres tilgang til selvhjulpent afkom?

Lidt om uld - og andet godt

Marts har stået i undervisningens tegn. Dels på Gavstrikkernes årsmøde, hvor en flok energiske strikkere havde fået et lille og VARMT lokale til at lære noget om Shetlandskniplingstrik og sjalskonstruktion.

De knoklede. Og svedte. Og virkede allesammen som om de fik noget med hjem i hjernekisten til videre forarbejdning. Det var godt.

Vi holdt også strikkecafé på biblioteket. Hyggeligt og mere uformelt.

Vi fik startet en 'flere på samme strikketøj'-ting, som kommer til at vokse ved de næste arrangementer.

De obligatoriske kattebilleder, for at jeg ikke skal slå over i en mavesur tirade over den herskende tone i den politiske debat, visse ministres moralske habitus (man sku lige ha hørt dem hvis det havde været et medlem af oppositionen ...), visse demonstranters mangel på danskhed (læs SIAD):

Handske eller mus?

"Nus mig nu på maven!" Nixen bixen Ninjai, for så bider du mig i armen ....

½ sek. senere faldt hun ned fra skamlen ...

Tora opdagede det vidunderlige ved hunkatte i løbetid, samt det farlige i andre hankatte. Han kom hjem med et genoldigt sæveøje, som blev til en byld og måtte til dyrlægen. Heldigvis er han af den slags katte, som tager tabletter uden brok. Det vil sige, han skal 'overtales' til at åbne munden, men når først tabletten er indefor gummerne gnasker han den stoisk i sig. Så er det ingen sag med en femdages penicillinkur!

Jeg tror nu alligevel vi får ham kastreret inden næste bølge af løbetid - så hvis nogen vil låne en halvt skovkat med anlæg for polydaktyli i stamtræet til avl er det NU I skal slå til. Om tre måneder kan det meget vel være for sent.

Snup en tudekiks, min pige! (klik overskriften for at læse artikel)

Ved du hvad, 'kære lille Pia'?

Vi er RIGTIG mange, der har kaldt både dine partimedlemmer og dine vælgere ekstremister og fanatikere i mange, mange år - også uden at være tilknyttet noget parti.

Det er der også masser af andre politikere der har gjort gennem tiden - men nu er det Villy, og så bliver du sur og mopset?

Du er ynkelig. Ytringsfrihed gælder åbenbart kun for dine meningsfæller?

Lykke er -

- en søster, der kender éns svaghed for røde støvler -

- og som kan reagere i lyntempo når hun møder et godt tilbud -

- så nu har jeg TO par røde støvler! Ovenikøbet med snørebånd op ad læggen til de dage hvor man har elefantben -

- af hjertet tak.

Sengeforligger, anyone?

Hvad hulen er det konen siger????

Jeg har ellers i mange år haft stor respekt for Birthe Rønn Hornbech. Hun har været en af de få Venstrefolk, der skilte sig ud fra kræmmersjæle og 'après nous le déluge'-fortalere. Hun har stået for humanitet, integritet - og respekt for viden.

Der gik skår i integriteten, da hun lod sig banke ind på en ministerpost som en form for mundkurv.

Der er ved at være ikke bare skår men alvorlige revner, når man kan opleve at se hende citeret for følgende:

»De, der er blevet præsenteret for os, opfylder ikke definitionerne på flygtninge«, sagde Birthe Rønn Hornbech og fortsatte: »UNHCR har et mere vidtgående, for ikke at sige luftigt, flygtningebegreb, end vi har«.

'Luftigt'? Nu må jeg altså be' om mine himmelblå! Hvis ikke UNHCR, som trods alt er dem der har erfaringerne, ekspertisen og den til rådighed stående viden skulle have en 'down to earth'-definition af flygtninge, hvem skulle så? Lille dumme Pia?

Det er en ommer, Birthe. Det er under dit niveau. Du er snart nede på Skaarup-planet.

Jeg lever endnu og har det godt -

- har bare mest været i denher stemning det sidste stykke tid -

Sikre forårstegn

I det nordlige Finland taler man om 'det lange forår' når man får våde snestorme i marts.

I fredags så jeg to supersikre forårstegn:

Den første solsortehun, ivrigt ombejlet af fem hanner. Og fra bussen på hjemvejen så jeg himlen fuld af grågæssenes kiler på vej nordover.

Hvorfor havde jeg ikke kameraet med?

Fodskammel, kapitel to

Anne ville gerne se mere til skamlen, også uden kat. Godt så,

Sådan så den ud. Ikke ligefrem nogen øjenlyst - men selve skamlen har præcis den rette højde til både benhviling og sidning.

Klassisk og enkel.

Jeg vendte ryggen til et øjeblik da alle lapperne var syet sammen. Man kan også rulle sig ind i sådan et stykke - bide i det - grovhygge sig med det.

Det hjalp på udseendet at få vristet det fra Paddington og udsat for et kort møde med dampstrygejernet.

Så tager man noget karteflor og klipper til i omtrentlig størrelse -

- hvorefter man nåler gammel pude og nyt betræk sammen hele vejen rundt.

Den lange nål trådes med bjørnetråd, og man syr sammen med solide kastesting kanten rundt -

- monterer bindebånd -

- og forvandlingen er komplet.

Der går nok ikke så længe før man skal lede grundigt for at få billeder af den uden katte ....