16.7.09

Potteblåt, kapitel 3

Her er så den væsentligste del af projektet:

100 g indigo af den ægte - ikke den kemisk fremstillede, som er best til kypefarvning. Jeg har afprøvet den til potteblå, og den reagerer altså lidt anderledes.


Indigoen skal i en lille stofpose, som kan fungere nogenlunde som en tepose - den skal ligge i urinluden i små tre dage før det er tjenligt til farvning.

Denher har indeholdt gourmet-sydesalt fra en firmajulegave - perfekt til formålet. Indigoen i, og så en laaaang snor der kan bindes om den ene hank på spanden. Man skal bevæge posen rundt i suppen et par gange om dagen nemlig, og det er altså nemmere med en snor end at skulle stå og rode rundt i bøtten. Jo kortere tid man skal have låget af jo bedre ;o)


Når posen har ligget i i 12 timer, lægger man en lille bid garn ned i suppen. Det er nemmere at bedømme mætningsgrad, når man kan hive sit lille fed op en gang i døgnet og tjekke hvordan det ser ud.


Sådan. "Tepose" og fed forankret i hver sin hank og lagt i 'svinsoppan', som norrländinge ville udtrykke det. Som man kan se er væsken ved at få den rette blågrønne farve - og NU lugter det.


Fra nu af må det helst ikke blive koldt, så det er bare om at være der med grillkullene!

15.7.09

Mens spanden står og gærer -

- er der tid til at få gjort nogle venteprojekter færdige.

Det her har været undervejs m e g e t længe, fordi blonden udenom nok er det mest irriterende mønster jeg har strikket nogensinde. Normalt kan man memorere sådan en blonde efter 10 rapporter - ikke i denne omgang! Det hed 'sidde med diagrammet hele vejen rundt, alle 120 rapporter'.

Skidt pyt, det var alle anstrengelserne værd!

Link
Midterstykket strikket på diagonalen, og med grupper af 'eyelid'.

Spejlborten lånt fra Sharon Miller's "Unst Lace Stole".

Blonden hedder 'snail shell lace'.

Det hele strikket i en fin kameluld, som jeg købte af Ingeborg for et par år siden. Jeg har været tæt på at opgive den, fordi den er paraffineret til vævning/maskinstrik, men den blomstrede fænomenalt da den blev vasket.


Foden er med for at angive størrelsesforholdet. Sneglehusblonden er altså hele besværet værd!


Som sædvanlig foregik opspændingen på græsset ved Marinaen - og fordi Sammy var draget til LAN-party med gutterne, syntes Les og jeg, at vi trængte til lidt forkælelse. Kaffe og chokoladekage med bær og is på restaurant Marinaen, mens sjalet ligger og tørrer - det er ikke at kimse ad!

Her ses det på, i modlys og aftenbrise.


- og her ses afslutningen på aftenens lysshow.


Livet er ikke det værste man har ;o)

14.7.09

Potteblåt, kapitel 2


Så er gæringen i gang, takket være opvarmning i går og sol i dag.

Skummet har en interessant chartreusegrøn farve .... og det begynder at lugte lidt. Der er en GOD grund til det med låget, venner!

13.7.09

Potteblåt, kapitel 1

Man tager:


1) En stor, vandtæt metalspand med låg. En gammel mælkejunge ville også kunne bruges, men sådan en kunne jeg ikke lige fremskaffe. Til gengæld var Netto leveringsdygtig i en 30-liters zinkspand.

Det med låget er vigtigt!


2) Når spanden er i hus, beder man familiens mænd lade vandet i den, til der er nok. Jeg skal farve omkring et kilo garn, så jeg lod dem tisse 15 liter.

Besøgende teenagere var lidt benovede, lidt frastødte - og syntes at nu var mit hekseimage VIRKELIG cementeret.


3) Nu skal væsken holde en temperatur mellem 25 og 40 grader i en uges tid. Urinen skal nemlig gære, så ammoniak og andre gode sager (*gnyf*) bliver til reaktive stoffer der kan få indigoen til at afgive sin farve uden utidig tilførsel af ilt.

Det klares med grillkul. Et lille sødt glødebål af liiiiiiige akkurat kul nok til at holde temperaturen oppe.

Om tre dage skal indigoen puttes i.

Billeder lugter ikke.

11.7.09

Så fik Augusta sin hat!


- og hun syntes bare den var SÅ prinsessesej.


Det synes hendes mor og jeg også :o)

10.7.09

Her skulle have været et blogindlæg om hæklede lapper -

- men så faldt jeg lige over en overskrift i Politiken.

Kvinder gøres til kræftpatienter uden grund

stod der. På ære. Se selv efter!

Nå, man læser artiklen igennem. Sluger en klump eller fire. Læser den igennem én gang til. Bliver langsomt mere og mere ædende rasende på det arrogante bæst til Karsten Jørgensen, som ikke har gonader til at sige tingene ligeud: At det handler om PENGE. Helt nede i bunden af artiklen kan man nemlig læse, at
"Nordic Cochrane Center ligger på Rigshospitalet og er et uafhængigt forskningsinstitut, som er finansieret af offentlige midler og har til formål at finde den bedste viden til grundlag for vores behandling af syge på sygehusene, hos lægen og ved køb af medicin."
Det er kort sagt en af de uofficielle sparekommissioner ...

Kære Nordic Cochrane Center: Man kan ikke 'gøre kvinder til kræftpatienter'. Enten har man kræft eller man har det ikke - så langt burde alle kunne blive enige. Har man kræft, skal man behandles. Det burde vi HELLER ikke kunne blive uenige om.
Vi kvinder har råbt og kæmpet i 30 år (mindst!) for bedre og mere effektiv behandling af brystkræft. Jeres nålestik lægger op til, at der skal sorteres. Hvem skal behandles, og hvem skal ikke. Hvordan skal der behandles, hvordan skal der ikke behandles - men formodentlig vil ingen stille spørgsmålet "Hvorfor?" Eller "På hvilket grundlag?". Hvem skal nu til at udøve en moderne version af eugenik? Hvordan vil man, efter aflæggelse af lægeløfte, kunne få sig selv til at sige "Du skal ikke behandles, for det vil ikke være effektiv udnyttelse af ressourcer"?

Bwadr.

Heldigvis har Kræftens Bekæmpelse tilstrækkeligt mod, kvindehjerte og snusfornuft (samt ekspertise ...) til at sige: Bliv nu bare screenet alligevel. Og få gjort det der skal gøres, hvis mammografien viser knuder.

Tak for det. Man skal ikke lægge sig alt for meget på maven for sparekommissioner, der ikke tør kalde sig sparekommissioner.

8.7.09

Skal vi se på lidt garnleg?

Det behøver jo ikke være mavesurt brok over snigende fascisme og åndløst knæfald for idioter alt sammen, vel?

Da jeg ryddede op på værkstedet for en måneds tid siden fik jeg (blandt meget andet) samlet alle bomuldsresterne i en stor kasse. Der var meget mere end jeg huskede - egentlig underligt, eftersom jeg ikke er specielt glad for at strikke i bomuld.

Nu har jeg så fyldt sofaen med dem i stedet for bare at have dem i en kasse, og eksperimenterer på livet løs med hæklenålen, når det nu er så dumt at strikke af.

Forstadier og fasthedsprøver og cirkler der bliver til trekanter og firkanter -


- som igen bliver til cirkler -

- og ender som solhat til Augusta, som eeeeelsker lilla og pangfarver.

Så er spørgsmålet bare hvad der skal blive af alle de andre garnrester?

3.7.09

Sig mig lige engang, din idiot -

- har du ikke taget munden lidt for fuld nu?

Morderen Jønke påstår, at "HA har befolkningen med sig" i deres skandskriveri.

Det kan da vist kun være den del af befolkningen, der har en hukommelse som en guldfisk med Alzheimers, eller en eklatant mangel på evne til at gennemskue spin, løgn og fortidens synder?

Bandekrigen handler om kroner og øre. Om et lukrativt marked for diverse lyssky ydelser og varer - ikke en skid andet. Vi, der husker fortidens 'rockerkrige' har ikke glemt den slags, og den slags menneskers motivation og virkemidler - de har nemlig ikke ændret sig en tøddel.

At man skal opleve sit land, som man har været stolt af det meste af sit liv, skal italesættes af en dømt voldsmand og morder, med en medmenneskelig horisont i lerjordshøjde, er så dybt beskæmmende at jeg savner ord (især her i varmen).

Klap i, Jønke. Du taler kun for dig selv og konsorter, ikke for flertallet af dette lands befolkning.

Til de anonyme kommentatorer:
Ønsker I virkelig et Danmark, hvor dagsordnen sættes af selvtægt, skydevåben og forbryderes grådighed efter penge og magt?
Det siger mere om jer og jeres moralske habitus end alt, hvad jeg ville kunne sige. Velbekomme.

Med fare for at forarge store dele af landets befolkning:

Det er ALT, ALT for varmt!

Hjernen går i stå, svedkirtlerne kører på overtid, siestaen burde indføres, og livet leves efter solnedgang.

Må vi ikke snart få menneskelige temperaturer, tak?

10.6.09

Er der nogen kloge mennesker -

- derude i virkeligheden der kan forklare mig, hvorfor i alvideste verden jeg ikke kan få Firefox til at køre på min Mac?

GRRRRRRRRRR!

Safari er noget !"¤"#%#"¤&%#/"¤%&!#¤%!"#¤!#¤%"#¤%#&¤%/

4.6.09

Dagens eklatante sprog-ups af de RIGTIG grimme!


Der sad et skilt på kioskdisken i min lokale Føtex i dag, hvor der står at man skal "tage det som et kompliment" når man bliver bedt om legitimation ved køb af tobak, alkohol og sårn.

Gid dog nogen ville give nogen en lille lektion i at bruge en ordbog ....

Se bare her i Retskrivningsordbogen online:

kompliment sb., -en el. -et, -er (ros; buk, nejen).

komplimentere vb., -ede (udtrykke anerkendelse).

I denne sammenhæng er det semikolonet i parentesen på øverste linje, der er betydningsadskillende. Der er en grund til at man har brugt semikolon i stedet for komma, ikke?

Det vil, kære sprogspassere, nemlig sige at eN kompliment er ros eller anerkendelse, mens eT kompliment er et buk eller en nejen. Altsammen elegant udtrykt ved hjælp af et semikolon.

Mig bekendt er der ingen, der bukker eller nejer ved kiosken i Føtex?

2.6.09

Long time no read ....

- men der har været så meget, som der jo er en gang imellem.

Først og fremmest (eller størst, alt efter vinklen) en historie fra de varme lande:

En måned før pinse stod der pludselig en fremmed gammel mand i min dør og spurgte, om jeg havde mod på at hjælpe ham. Han kommer fra Sverige, har boet i Danmark i mange år, og skulle på pinsebesøg hos familie og venner på barndomsegnen - men tiltroede ikke sig selv den lange køretur alene. Ingen af hans venner havde tid, helbred eller ork til turen. Indkvartering hos venner og familie, ingen rejseudgifter ud over smøger, og en pinseferie i Västergötland, nærmere betegnet egnen omkring Töreboda.

Den måtte jeg lige gumle på, for sådan ud af det blå, fremmede mennesker og sårn ... men når man nu mener at man får det ud af verden som man putter i den, og hvo intet vover og så videre. Jeg sagde ja til at tage med, for hvor galt kunne det gå? Det blev en tur af de rigtig gode!

- med indkvartering à la Emil fra Lönneberg! Jeg boede med de flotte vinduer på første sal og udsigt over mark, skov og fugle. Der er noget helt specielt over gamle mennesker, som med stolthed bor i det hus de er født og opvoksede i, og som har været familiens i mange generationer.

Sluserne ved Hajstorp. Götakanalen går altså gennem en del ganske pænt landskab hist og pist!

Et smut til naturreservatet i Tiveden, her med udsigt over søen Stora Trehörningen. Hvis der ikke var buler på landskabet omkring Töreboda, var der det til gengæld her!

Der er noget lettere intimiderende over stenblokke på højde med én selv, som er dumpet af isen. Man blev ved med at forvente at se en af John Bauers trolde komme tittende frem mellem klipperne. Her gik vi en tur som Erik og Göran huskede fra deres yngre dage som en halvtimestur, med grotter og sjældne blomster osv. De to herrer havde bare glemt, at man ikke springer som en gemse over klipper og trærødder når man er nået op over de 75 ... så halvtimesturen tog 2½ time, og krævede en del kaffe og ostemadder bagefter.

Et tit ud over Falköping i gråvejr - faktisk det eneste dårlige vejr vi oplevede. Ellers var det strålende sol, let brise og temperaturer over 25 grader.

Summasummarum:

Man FÅR det ud af verden man putter i den. Hjælper man et medmenneske, får man en forlænget weekendtur med oplevelser man ikke havde mødt ellers. Man får mødt mennesker, som man ellers aldrig ville have truffet (og får en indføring i dialekt og øgenavnsskik i det hjørne af verden). Man får set nye steder på andre måder end den sædvanlige.

Det var rart. Ninjai var sur da jeg kom hjem, og gutterne havde storhygget sig. Jeg skal bare lige ha' repareret min kattekarma.

7.5.09

Så er Mymleopskriften klar!


Klik på linket til højre, hvis du er interesseret i opskriften, ing?

29.4.09

Tiloversvindue til salg!

Tophængt Velux tagvindue, model M 06, i klarlakeret træ, mål 78 x 118 cm.

Stadig i ubrudt originalemballage.

Nypris 3150,- men vi sælger det for 2000,- , og det skal afhentes her hos os (Vestsjælland).
Vær obs på at du skal købe inddækninger separat.

28.4.09

Der sker ikke så meget ...

... i alt fald ikke her på bloggen.

Ude i virkeligheden sker der en hel masse, som der plejer. Der er strikket og fotograferet to Mymler, i str. small/vid model og medium/smal model:

- og jeg har boet hos min mor i en uge for at assistere, mens min far var til gennemtjek på Rigshospitalet. Er det lettere ondskabsfuldt at være glad for, at han ikke er dårlig nok til at behøve en pacemaker? Nu mangler vi så bare at få overtalt ham til at bevæge sig lidt mere, så han udnytter og udbygger den pumpefunktion han trods alt HAR.

Vel hjemme igen udnyttede jeg søndagens pragtfulde vejr til at få tømt værkstedet ud, sorteret og ryddet, støvsuget og sprøjtet mod møl.

Meeeen - det er forår, og der blev også tid til en pause på bænken under kirsebærblomsterne.

Et kig til havenissen, der tilbringer sommeren skjult bag løjtnantshjerter (og senere riddersporer). Så slipper vi for at se på ham ...

Jeg glæder mig som sædvanlig til disse her springer ud:

- og nyder, at kirsebærrene blomstrer så tæt, at de kan duftes i hele haven når jeg husker allerginæsedråberne.

20.4.09

Herrestegud, der er jo en ganske enkel løsning ...

Vi kan nok godt blive enige om, at bi- og polygami er forbudt i Danmark. Det er polyandri desværre også - der er sikkert kvinder, der gerne havde mere end en mand?

Nu skal Birthe Rønn, Inger Skrålberg og konsorter til at slå knuder på sig selv for at forhindre flerkoneri. Det kunne ellers løses på ganske enkel vis:

Lad de civile myndigheder være de eneste, der kan udføre juridisk gyldige vielser. Derefter kan man få velsignet hos det trossamfund, man nu tilhører (eller føler for). På den måde skal man ikke ud i 117 krumspring, letmisforståelige "oplysnings"kampagner eller andre af de tiltag, som regeringen efterhånden er så berygtet for. Så behøver man bare oplyse kvinderne om, at hvis de ikke har været på rådhuset først, er de slet ikke gift, og manden har ingen rettigheder overfor hende.

Se bare på Frankrig, hvor man har kørt den praksis i mange, mange år efterhånden. Man møder op på rådhuset til den juridisk gyldige ceremoni, hvorefter man beser i kirke/synagoge/moské og bliver gift en gang til for følelsernes skyld - eller lader være ... og kampen mod polygami føres på præcis den front. "Ingen giftefoged på rådhuset? Så er du en fri kvinde!"

Keine Hexerei, nur DENKEN ....

19.4.09

Første faresignal fra Løkke

Vores nye statsminister er åbenbart ude på at afskaffe eller stække den fjerde statsmagt.

Godt nok har de fleste medier udviklet en fromt dikkende lammehale under årene med Fjogh, men nu skal skruen åbenbart have en ekstra tand.
Så er det jeg vil tillade mig at påstå, at FRAVÆR af politiske kommentatorer, eller miskreditering af pressen generelt, er en større trussel mod demokratiet end nogle få, der (fuldt fortjent) betegnede Lars Uløkkes åbningstale som svag, fjern og rodet.

Snup en tudekiks, skatter. Kritiske journalister er nu engang et livsvilkår når man sidder hvor du gør - og din reaktion minder ærlig talt om et fornærmet barns.

9.4.09

Først provokerer man, så profiterer man ...

Lars Hedegaard og hans "Trykkefrihedsselskab" (som sjovt nok ikke vil have medlemmer eller støtte sager, der ikke følger den officielle DF-linje) må trænge til penge.

De trænger sateme også til en svingende grydefuld proportionssans ... bette Kurts tegning sammenlignet med La Gioconda? Det er sgudda lige så realistisk/rigtigt som resten af Hedegaards hademageri. Med andre ord: Fri fantasi, varm luft og rent ud Stein Bagger.

4.4.09

Er hun træt af blive bedt om at passe sit job?

Karen Jespersen træder tilbage som velfærdsminister.

Tænk at man skulle føle sig kaldet til at takke Karen Kaos?

Min tanke er, at hun må være træt af at få at vide, at hun skal passe sit job i stedet for at skrige "muslimerne kommer" ved enhver tænkelig lejlighed ... meget passende til den tanke udtaler hun:
Men alligevel går der uforholdsmæssigt megen tid med driften af de sager, der rutinemæssigt kommer strømmende

Ja, tænk hvor forfærdeligt - at skulle passe driften af rutinesager? Hvad fanden havde madammen forestillet sig?

29.3.09

Mymlen på messe

- den var nok det mest på-prøvede i årets strikkecafé!

- og den er flot i bevægelse!


- på mange forskellige kropstyper.

27.3.09

Så er der færdig Mymle!

- og jeg lover, at jeg nok skal få taget nogle billeder i weekenden, OK?

18.3.09

Statusrapport 2, Mymletrøje - og så lige lidt Comic Relief ....

Nu begynder den at ligne det, jeg gerne ville - der er også blevet pillet op og tegnet om i et par omgange!

Foreløbig er sidesømmen 42 cm - der er langt til de 60 jeg vil have for at få den rette tunikalængde! Og eftersom der tages ud i en spiral rundt om hele bullen, når det at blive til en del flere masker inden jeg er færdig ...


Her ses (lidt) tydeligere, hvordan ribberne bliver bredere og bredere nedefter. For at få det rette sving i den, bliver der en omgang mere mellem udtagningerne, for hver gang retribberne er blevet bredere hele vejen rundt. Ikke helt rundskåret, men lidt under 3/4 sol.

Farvespillet skyldes, at jeg bruger noget entrådet islandsk uld, overtaget efter en lokal væver. Hun har selv farvet, dels med planter og dels med Lanasyn. Eftersom hun har farvet på både hvidt, lysegråt og lysebrunt er der en stor variation i farverne, selv om der kun er to indfarvninger. To tråde på pinde 3½.

I fredags var vi dovne og indkøbte en familiepizza. Den ene gang om måneden det sker, synes jeg godt det kan forsvares rent sundhedsmæssigt ...

Ninjai var helt klar over at der var et stykke tilbage, som ingen kunne spise. Men hvordan får man nu det låg op, når man sidder på det?

Hun fik sin del i kassen, de andre fik i madskålene. Vi nænnede nemlig ikke at tage kassen fra hende - eller også turde vi ikke?

Barnlig blæst i sandkassen (eller en prut i badekarret)

Dansk Fjolseparti forsøger nu at gøre op med endnu én af demokratiets grundpiller: at ethvert folketingsmedlem kun er forpligtet til at stemme efter egen overbevisning.

Søren Espersen kunne enormt godt tænke sig at diktere, hvad medlemmer af andre partier har lov til at stemme. Har han ikke nok med at diktere egne medlemmer i samarbejde med Førerinden?

Og så i øvrigt tillykke til landets homoseksuelle medborgere. Det har I (og vi) kæmpet for længe!

10.3.09

Statusrapport, mymletrøje

Her ligger den i kurven og ligner egentlig ikke rigtig noget - der kommer et bedre billede, når det første ærme er færdigt.

Pointen var nemlig ikke trøjen. Pointen er:

Det er godt at have et barn, der ikke alene er en erfaren bomdreng, men også en grundig garnvinder. Så kan moderen stå i stuvet spinat til albuerne, og alligevel have arbejdsklart garn når maden er spist ...

2.3.09

Nu be'r jeg Dem, Fru Heilbunth!

Tænk at man skulle opleve en dømt morder, voldsmand og narkohandler kalde noget som helst for 'skruppelløst'? Hvad er det så, når hans egne skyder folk ned?

På engelsk har man det vidunderlige udtryk "that is the pot calling the kettle black" - meget velanbragt her!

20.2.09

Opklaring af 'rækkefølge'

- og uddybelse af inspirationen.

Billedteksten giver vist sig selv?


Mymlens Datter med saftevandsglas og sugerør -

- og Mymlen med flere af sine unger i favnen.

Fællestræk i påklædning? Det må man vist sige ja til. Derfor tilgiver jeg gerne, at man forveksler Mymlens Datter i forrige indlæg med hendes lillesøster, som er en af mine helt store heltinder.

Kjolerne er en yderst Tove Janssonsk fortolkning af forrige århundredskiftes generelle barnekjole - vid og bekvem, og ikke mere tilpasset end at den mageligt kan gå i arv fra barn til barn i en stor flok.

Så kan man jo fortolke de kjoler til en strikket ting, der klæder de fleste. Vid og bekvem, praktiske ærmer der ikke er for vide og ikke hænger nede over knoerne og kommer i vejen for ALT, og lavet af god uld (hej, Vivi! Dit lækre 8/2 er perfekt til formålet!).

Opskrift følger når jeg er færdig. Ikke ligemeddetsamme, men på et tidspunkt.

19.2.09

Væven driller lidt -


- så jeg strikker. En model inspireret af hende her oven over.

15.2.09

Så kom der en slags billede alligevel ...

... agilitybaner er ikke kun for hunde!



Tak til Stenstropedia for at gøre opmærksom på klippet.

Ingen billeder i dag -

- for det er ikke så spændende med 20 billeder af et trendbord under gradvis opfyldning, samt 'sådan gør man når man kammer/søller' - for slet ikke at tale om 'sådan tvinger man teenageren til at bomme'.

Der skal nok komme billeder, når stoffet begynder at vokse frem. Hvergarn til mig.

13.2.09

RIP Tipse


- og så må den opmærksomme læser selv tænke sig til hele den rasende smøre om uansvarlige hundeejere, ikke?

Og 10000000 tak til verdens bedste nabo, som resolut pakkede ham i transportkassen og styrtede til dyrlægen med ham. Det var stort gjort.

7.2.09

Storslået skadefryd ...

Æd den, Peter Skaarup!

Der er krummer i Faduma. Hold fast i den politiske interesse, min pige.

4.2.09

Hallooooo - jorden kalder Koch!

"Kvinder skal arbejde mere", synes Skattekommissionen.

Javelså.

Pudsigt nok er det især i omsorgssektoren, man mener at kvinder skal arbejde mere. Sygeplejersker, lærere og læger.

De sygeplejersker og SSAere jeg kender har ingen problemer med at ramme topskatteloftet - de kan nemlig kun få deltidsstillinger uden frigørelsesattest. Fuldstændig ligesom mange længere nede i hierarkiet. Det kan nemlig bedre betale sig for kommunerne at have folk gående på 20 timer end at oprette de nødvendige fuldtidsstillinger - og man skal være ualmindelig godt gift for at kunne leve af 20 timer/uge.

Men det er måske den egentlige agenda?

1.2.09

Er det kun mig, der er bekymret?

Det lader til at trenden med fundamentalister fortsætter - denne gang i Rusland.

Patriark Kirill har markeret sig som traditionalist. Læs her, hvad f.eks. www.catholic.org skriver om ham:
The new Patriarch is considered to be theologically and doctrinally solid and a man of deep faith. He is a champion of the Tradition and stalwart defender of the doctrine of the ancient Faith. He is also known to be very concerned over the moral decline of Russian, European and the broader western culture. Yet, some within the Church do not see him as “orthodox” enough. Most observers see this reticence as based upon a concern among some of the Orthodox faithful that he has shown openness to dialogue with the Holy See.

Patriarch Kirill is articulate and outspoken when it comes to his strong critique of the current decline of moral values, the hostility of the contemporary culture toward the Church and the growing rejection of Christian influence throughout the world. He has called upon Orthodox Christians to be actively involved in reclaiming the culture with the values informed by the ancient faith. In that work, he has also expressed his support for their collaboration with Catholics.
Kursiveringerne er mine - og min bekymring er, at vi nu får endnu et sted på kloden, hvor religion kommer til at fylde (alt for) meget i både offentligt rum og offentlig debat.

De af os, der husker vores nyere tids historie længere tilbage end 1980, vil vide at den ortodokse kirke stod meget stærkt i den nærmest institutionaliserede antisemitisme i østeuropa - ikke kun i Rusland, men alle steder hvor den ortodokse indflydelse strakte sig. Hvad enten den var åbenlys eller undertrykt.

Lad os holde godt øje med Kirill. Der er en svag mulighed for positiv overraskelse, men jeg er ikke optimist.

29.1.09

Se, Sisse!


- intern vittighed -

Men til alle andre: Nu er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at kunne multitaske. I kan jo selv se, at man kan købe hos isenkræmmeren!

25.1.09

Mens de religiøse skiftevis raser og kvajer sig -

- hygger Paddington igennem.
Der er intet mere søndags-katte-agtigt end en Overkat, der lægger sig på sofaen med vattæppe og bog. Han må absolut ha' en knævarmer i form af en kat.

Ugens kitschede indslag:

Samme Paddington er et stort legebarn. Det hjælper ikke at fortælle ham, at han er en voksen hankat på tre år - ethvert objekt er potentielt legetøj.
Da så vores lokale Tier-biks havde sådan en 'yndig' rosenranke formedelst en tyver tænkte jeg straks på ham, og hjembragte samt ophængte rædslen.
Det var en stor succes - indtil han fik det indfald, at man da kunne ligge på ryggen på det smalle ryglæn og 'fange' ranken med alle fire poter på én gang.
Han blev så fornærmet da jeg kom til at grine - han faldt nemlig ned bag stolen med et brag.

Kan godt være at nogle katte lander på alle fire når de falder ned.
Paddington gør ikke.

Der skal ikke så meget til, hvad?

Vatikanet er røget i harnisk over Barack Obamas støtte til familieplanlægningsprogrammer i udviklingslande, simpelthen fordi både prævention og abort indgår. "Arrogance", kalder de det.

Javelså.

Til gengæld er der ingen katolikker der har hævet et offentligt øjenbryn over, at Paven egenhændigt har rehabiliteret en Holocaust-fornægter og hans meningsfæller.

Det næste bliver vel, at David Irving skal kaldes 'historiker', og Ian Paisley skal kaldes 'helgen'?

Opdatering, 3/2/09:

Så kom Angela Merkel på banen. Godt at se, at danske medier følger op (med forsinkelse). De tyske har været temmelig sydende de sidste par dage ...

18.1.09

Pet peeves ...

- er sådan et godt, mundret engelsk udtryk for ting som VIRKELIG går én på nerverne.

Vi har dem alle sammen. Nogen bliver helt desperate hvis der pilles næse, andre går i selvsving over rygere, og atter andre får små røde knopper over hellighed.

Jeg har kun tre, der virkelig kan få viseren op i det røde felt - listet i stigende rækkefølge:

Mennesker der går rundt med munden hængende åben 24/7, med mindre der er en fysiologisk grund til det. Der er intet galt i f.eks. at have polypper eller Downs Syndrom, men hvorfor skal man som 'normal' forsøge at emulere lige præcis det med den åbne mund?

Sær skrevne navne ord - jeg kan blive aldeles desperat! Slå dog den forbandede stavekontrol fra, og husk den enkle regel: sammensatte navneord skrives ud i et!

Og den værste, som har ansporet til dette indlæg efter en bustur:

Voksne mennesker, der tilsyneladende glemmer ALT om eget navn og personlige stedord, når de får børn. Voksne kvinder, der præsenterer sig som "Frejas mor". Tilsyneladende normalbegavede mennesker, der ALDRIG bruger ordet 'jeg' når de taler til deres børn ... jeg kørte i bus med sådan en familie i dag. "Far synes at du skal sidde her" sagde manden - og jeg fik sådan en lyst til at spørge om han da ikke var ungens far? "Se, der boede mor engang." Hvilken mor?
Det er garanteret de samme mennesker, der brokker sig over at ungerne er så længe om at begynde at tale normalt - men det tror da pokker, når man ikke som forældre præsenterer dem for normalt sprog!!!!!!

Hvad er din(e) pet peeves?

12.1.09

Dagens lille filosofiske ...

  1. hvis nu man har sin bærbare med på en hospitalsafdeling, som rammes af mavevirus
  2. hvis nu computeren så også får virus
  3. begynder printeren så at sprøjte ark ud, hvor der står "lort, lort, lort"
  4. ???

11.1.09

Tanten er lettere incommunicado lige pt ...

... jeg er nemlig rykket ind hos min mor for at hjælpe hende, mens min far er på hospitalet for at få styr på sin diabetes samt sit overbelastede hjerte.

Det varer så bare lidt længere end planlagt, fordi hele afdelingen har fået Roskildesyge.

Så det er ikke mig, der er dårlig - jeg hygger mig med min mor, og her i weekenden også med min søster, guffer masser af grøn mad og mager diabetesvenlig kost i det hele taget, men jeg savner kattene.

1.1.09

Jeg er ingen tilhænger af nytårsforsætter -

- fordi de oftere er en kilde til frustration og dårlig samvittighed end nogetsomhelst andet. Livet er lissom for kort til dårlig samvittighed, ing?

Men i år har jeg ét: At dele. Foranlediget af frustrerende samtaler med et menneske, som i fuldt alvor mener at hendes verden vil holde op med at ha' mening, hvis hun deler sin personlige frikadelleopskrift med nogen. Hver gang har jeg siddet bagefter og tænkt, at et liv må være usædvanlig indholdsløst, hvis man er nødt til at basere det på en madopskrift ...

Derfor vil jeg dele, fordi livet er så meget mere end hussemorhemmeligheder. Første deleting:

Sådan gør jeg når jeg bager rugbrød!

Hele tretrinsraketten, altså. Det første surdejstrin behøver man kun gøre én gang, hvis man ellers passer sin surdej godt - og resten? Rør dejen om morgenen, drag på arbejde, og bag når du kommer hjem. Ikke spor svært eller besværligt, og det er altså tårnhøjt bedre brød end det skiveskårne i plasticposer!

Surdej, dag 1:

(alle faste ingredienser skal have stuetemperatur!)
1 dl tempereret vand, ca. 37 grader
gær på størrelse med en lille ært
80 gram rugmel
- røres sammen til en lind grød. Står lunt et døgn i et glas eller en skål med låg, der lægges løst på.

Dag 2:

1 dl tempereret vand, ca. 37 grader
ca. 80 gram rugmel
- røres grundigt sammen, og dejen fra dag 1 blandes i (rækkefølgen er vigtig). Henstår endnu et døgn i stuetemperatur med løst låg.

Herefter er surdejen klar til brug, og kan opbevares i køleskab til man skal bruge den. Den kommer til live igen når den når op på normal stuetemperatur.

Brødbagningen:

Fordej, dag 1:

3 dl tempereret vand
ca. 250 gram rugmel
1½ dl surdej
- røres grundigt sammen til en temmelig lind 'vælling' Tag 1½ dl dej fra til surdej til næste bagning, og lad dejen stå lunt 12 - 14 timer (natten over + lidt til).

Brøddej, dag 2:

1 l tempereret vand
25 g salt
100 gram grahamsmel (kan udelades, men gør dejen mere samarbejdsvillig)
ca. 1500 gram rugmel
surdejen fra dagen i forvejen

Bland vand, salt og grahamsmel - tilsæt rugmel til passende konsistens - bland surdejen i til sidst.
Dejen arbejdes godt igennem, enten med hænder eller dejkroge. Pas på med at tilsætte for meget mel, dejen skal være så blød at den kun lige er til at ælte. Hvis dejen ikke vil holde op med at klistre infernalsk, er melet lagret meget længe. Man kan blive nødt til at komme mere mel i så ...
Lad dejen hvile en times tid på et lunt sted med et viskestykke over.
Derefter deles den til tre brød, der lægges i forme, og efterhæver lunt til knap dobbelt størrelse. Afhængig af hvor god form din surdej er i kan det tage alt fra seks til ti timer.
Pensl med vand, og bag ved 175 grader (IKKE varmluft!) til brødene er mørkgyldne og dufter bagt - knap 2 timer. Man kan evt bruge en form med låg, hvis brødene bliver mørke på overfladen alt for hurtigt.

Hæld brødene ud på rist, og modstå fristelsen til at skære af dem før de er kolde. Jeg plejer at bage tre brød og fryse de to af dem ned, så de ikke bliver tørre før de bliver spist.

Variationer:
Erstat en del af melet med skårne rugkerner, og sæt dem i blød i lunkent vand samtidig med at fordejen røres. Jo længere de udbløder, jo mere saftigt og lækkert bliver brødet.
Der kan krydres med kommen eller koriander i små mængder.
En lille del af melet kan erstattes med revne gulerødder - men så bliver dejen vådere og kan ikke håndæltes. Det kan man leve med, for det smager suverænt.
Man kan tilsætte pinjekerner, solsikkekerner eller hasselnødder - grofthakkede. Valnødder er en skelsættende ting i rugbrød, enten elsker man dem eller man synes de er afskyelige. Prøv dig frem!