22.8.05

Endnu en killingeopdatering

Det er sin sag at få en ny killing i huset, når der allerede er en 'etableret' kat. Fru Jensen har været smækfornærmet, skeptisk, småsur og jaloux ... og har til sidst accepteret sit ansvar som opdrager.

Forleden morgen havde Kaptajnen haft et mindre 'uheld' på gulvet, hvorpå Fruen tog hende med ud i gården, anbragte hende i blomsterbedet (som hun selv benytter som kasse), og ventede til den lille gris havde fattet at det er HER man graver et hul, gør hvad man skal og dækker til efter sig. Kaptajn Flint syntes det var væsentlig sjovere at grave huller, men hun fattede da pointen til sidst. Så nu har vi et blomsterbed med tekopstore huller mellem krukkerne.



Men som man kan se har de accepteret hinanden. Fru Jensen har genopdaget charmen ved den killingeleg, der hedder "Missernes Forhindringsløb" (huset rundt via møbler og mennesker, den der rører gulvet er ude!), Kaptajn Flint har opdaget at Pasta Alla Carbonara egner sig godt til hyggegnaskeri, og alt i alt er det ren idyl.

Ingen kommentarer: