30.8.06

Tanten har været husmoderlig .....

Jeg har nok ikke Jordens mest veludviklede husmorinstinkt. I mit verdensbillede er livet for kort, smukt og intenst til at fløjte rundt i røven på en støvsuger eller opvaskebørste hele tiden. Herhjemme er det manden der 'ser' opvasken først, lægger vasketøjet sammen og den slags opgaver - for jeg gider dem ikke.

Meeeen - nogen ting gider jeg godt. Krondild, for eksempel.


Et aldeles underkendt krydderi i dansk køkken. Og især godt til sur/salte dill pickles. Jeg holder mest af sursyltning - de klassiske danske sur/søde syltede agurker er ikke min yndlingsspise, men de andre kan jeg guffe som slik.

"Universallagen" består af:

2 liter vand
1½ liter eddike (gerne lige dele lager- og æbleeddike)
1/4 liter havsalt

- koges sammen i små ti minutter.

Glassene steriliseres (jeg gør det i ovnen), og fyldes med:


2 tsk atamon, fordi gærede agurker er en grim ting
Dildkroner
Hvidløgsfed - pillede og let knuste med bredsiden af kniven
Sennepsfrø, sort peber samt evt en stjerneanis




Derefter fyldes op med små agurker, som er grundigt vasket og har fået skåret både stilk- og blomstende af.


Skalotteløg er osse godt i syltet tilstand (blir man miljøskadet af at dele køkken med nordenglændere? You bet your sweet fanny ....).


Glassene fyldes til kanten med kogende lage og lukkes straks. Det giver en naturlig vakuumlukning og mindsker risikoen for gæring og mug.
Så kommer det svære - at lade tingene stå i en måned før man spiser af dem.

Og af hensyn til resten af familien er der osse lavet 'klassiske' asier uden sukker. Når man har diabetikere i familien må der osse laves lidt til dem. Her erstattes saltet i "universallagen" med sødemiddel efter smag, og krondilden erstattes med frisk dild. Et par skiver peberrod i bunden af glasset giver en dejlig smag ....
Og den næste måned kommer til at gå med ombygning, så de store køkkenudfoldelser kommer til at vente!




4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Underudviklede husmodergener ... Ditto her!

"It takes one to know one!"h

Anonym sagde ...

Inspirerende, vi skal afsætte noget tid til sur-sylte-experimenter her i huset, kan jeg se.
Og det siger jeg efter at have mødt lodne jordbær og boblende ribs i køleskabet, hmmm ... nå, det kan vel ske for enhver.
Sterilisere i ovnen: Mener du at du varmer glassene i ovnen til 80 - 100 grader?

Dana Watsham sagde ...

Vaskes i vand med Rodalon - derefter i ovnen ved 110 grader varmluft i 30 min.
Lågene lægges i en helt ren skål og overhældes med kogende vand - står til de skal bruges, men de SKAL være helt dækket af vandet.
Hvis man vil undgå konserveringsmidler kan man lege med henkogningsteknik - se evt her:

http://www.vom.dk/vismad2.asp?id=342

Anonym sagde ...

Danas far kan varmt anbefale hendes asier! De har lige præcis det mere bid end Brugsens vamle asier, som er for søde.
Danas far.