Vores første trefarvede kat hed Piv. Navnet fik hun, fordi hun aldrig fik lært at mjave ordentligt, hun beholdt sit killingemiv i alle sine ti leveår.
Hun var en måned ældre end Sammy, og de tilbragte meget tid sammen i hans vugge som spæde. Da han blev lidt ældre viste hun sig at være mere reserveret, og vill ikke snakke med nogen med mindre hun selv kom og bad om kontakt.
Og nu til selve historien:
Vi har mange fuglekasser i kvarteret, hovedsalig befolket af stære og solsorte. Takket være vores vane med at lade køkkendøren stå åben i varmt vejr, fandt fuglene lynhurtigt ud af at der stod en skål med fugleegnet mad inde på køkkengulvet. De lærte også hurtigt at holde øje med den trefarvede hyæne inden de fouragerede ... men enkelte vakse fugle nåede at få tre kuld på vingerne i en god sommer takket være Brugsens billige kattemad. Solsortene begyndte efter et par år at tage ungerne med ind og vise dem madskålen når de kom på vingerne - og så viste det sig, at Piv ikke jagede ungerne. De voksne var hun skånselsløs overfor, men ikke ungerne. Som det kan ses på billedet, har de endda lejlighedsvis delt madskålen i skøn samdrægtighed.
Hun var en måned ældre end Sammy, og de tilbragte meget tid sammen i hans vugge som spæde. Da han blev lidt ældre viste hun sig at være mere reserveret, og vill ikke snakke med nogen med mindre hun selv kom og bad om kontakt.
Og nu til selve historien:
Vi har mange fuglekasser i kvarteret, hovedsalig befolket af stære og solsorte. Takket være vores vane med at lade køkkendøren stå åben i varmt vejr, fandt fuglene lynhurtigt ud af at der stod en skål med fugleegnet mad inde på køkkengulvet. De lærte også hurtigt at holde øje med den trefarvede hyæne inden de fouragerede ... men enkelte vakse fugle nåede at få tre kuld på vingerne i en god sommer takket være Brugsens billige kattemad. Solsortene begyndte efter et par år at tage ungerne med ind og vise dem madskålen når de kom på vingerne - og så viste det sig, at Piv ikke jagede ungerne. De voksne var hun skånselsløs overfor, men ikke ungerne. Som det kan ses på billedet, har de endda lejlighedsvis delt madskålen i skøn samdrægtighed.
Jeg TROR, det skyldes solsorteungers instinkt for at sidde bomstille når de føler sig truet, at hun lærte at lade dem være i fred. Der er ikke megen sport i at jage en fjerbold der bare sidder stille og lader sig æde, vel?
5 kommentarer:
Det er en fantastisk historie, Dana.
Jeg har læst, at i en Zoo i Californien havde man givet en tigermor, hvis unger døde, nogle små grise. Jeg har set billeder - og man skulle nærmst tro, det var løgn. De har et dækken på med tigerstribet pels og ligger oven på deres 'mor'. Jeg ved ikke, om det er fotomanipulation.
Aj for pokker, sikke en sjov historie :):) Nogen gange viser naturen sig fra en lidt sjov og skør side ;)
Nøjjj et dejligt billede og en sød forælling. Naturen er nu forunderlig.
KH Siffe
Madame, jeg husker i min tidlige barndom, at overlevende tigerunger i Københavns Zoo blev opdraget af dyrepasserens foxterrier. Selv da de blev vægtige teenagere kunne det lille myr få dem til at lystre med et enkelt 'vuf' - og det er ingen vandrehistorie, jeg har selv set det! Vores morfar tog os med i Zoo udelukkende for at se synet.
Det var da utroligt! Det ville jeg gerne have oplevet live.
Send en kommentar