- først hugger vi hans pude (igen), for vi kan nemlig ligge på den alle sammen. Selv om Kurt breder sig temmelig meget ...
"Skal du ha' pude? Drøm bare videre, kære onkel."
Når så han bliver træt af at bede om sin pude kan man altid prøve at hugge hans mad. Han er nemlig også ret glad for tunogris, så det er noget vi kender.
Til allersidst går han over og sover på vores tæppe. Så kommer vi da bare og putter hos ham, for det er meget hyggeligere end puden. Men vi må ikke bide ham i hverken halen eller ørerne. Det forstår vi ikke rigtig ...
7 kommentarer:
Uhh, der er noget at se frem til. Og nu er pigerne lagt i seng, så de må have billedkiggeriet tilgode til morgen.
hvor ER de lækre! allesammen. jeg er helt blød i sværen.
Puha ja, hvor er de altså over, over alt muligt:)
Hvor er de altså søde, Dana, ja nuttede simpelthen! Jeg savner at have killinger i huset, selv om jeg kan huske, det var et temmelig stort besvær.
De er så søde de små. Man kan slet ikke få øjnene fra dem.
Søtere blir man bare ikke. Og hvem skal ha dem?
Kurt (den røde) og Olaf (ham med de hvide poter) skal hjem til fru green og familie.
Lille Lyn og de to sort/grå leder stadig efter nye hjem.
Send en kommentar