- selv om allergikere og landmænd ikke er så vilde med den.
(foto 'lånt' fra Biopix)
Det er altså et majestætisk stykke ukrudt. Selv om man hører til dem der får høfeber eller astma af den må man da indrømme at den er smuk i fri dressur?
Nøjsom er den også, og det er derfor landmændene ikke er vilde med den. Det er ofte en af de første ukrudtsplanter, der rykker ind på byggepladser og lignende, og den vokser glad og gerne i en bund af stabilgrus med havblæst om ørerne. Næste gang I kører over Storebæltsbroen skal I bare kigge på den nye del af Sprogø, som stort set består af grus, sten og sand. Masser af gråbynke.
Hvis man så skærer store mængder af den i stumper og koger i vand, får man en sortgrøn og temmelig ildelugtende suppe, som kan farve alt fra pastel-salviegrøn over gulliggrøn til mørk skovgrøn.
Jeg holder meget af at bynkefarve i en jerngryde, fordi man så ikke skal fordunkle farven med jernvitriol som godt kan skørne garnet, men får farvedybden uden skadevirkningerne.
Det er altså et majestætisk stykke ukrudt. Selv om man hører til dem der får høfeber eller astma af den må man da indrømme at den er smuk i fri dressur?
Nøjsom er den også, og det er derfor landmændene ikke er vilde med den. Det er ofte en af de første ukrudtsplanter, der rykker ind på byggepladser og lignende, og den vokser glad og gerne i en bund af stabilgrus med havblæst om ørerne. Næste gang I kører over Storebæltsbroen skal I bare kigge på den nye del af Sprogø, som stort set består af grus, sten og sand. Masser af gråbynke.
Hvis man så skærer store mængder af den i stumper og koger i vand, får man en sortgrøn og temmelig ildelugtende suppe, som kan farve alt fra pastel-salviegrøn over gulliggrøn til mørk skovgrøn.
Jeg holder meget af at bynkefarve i en jerngryde, fordi man så ikke skal fordunkle farven med jernvitriol som godt kan skørne garnet, men får farvedybden uden skadevirkningerne.
Her er hhv. hvid og grå Spelsau-underuld, bejdset med alun, kobber og vinsten. I en emaljegryde ville det være blevet blegere, mere salvie-agtigt.
Samme uldfarver, bejdset med alun og tinsalt. Ville være blevet gullig i emaljegryden.
Samme uldfarver, bejdset med alun og tinsalt. Ville være blevet gullig i emaljegryden.
Hele turen fra oliven til granskov i én gryde.
Jeg kan godt lide gråbynke.
Jeg kan godt lide gråbynke.
8 kommentarer:
Her i huset er der en der er allegisk overfor bynke, hvilket er noget så irriterende, da vi begge godt kan lide en gin med wermuth----og wermuth er lavet på bynke ØV ØV og tre gange ØV...så må jeg snuppe en gin og wermuth alene og det er kedeligt :-D
Aii undskyld Nille, det er godt nok noget flot garn du har farvet... :-)
Kæft, hvor er det smukt!
Ingen grund til undskyldninger, Anne - jeg har det ligesådan med birk :o)
Jeg kan osse godt li bynke.. og jeg får da helt lyst til at plantefarve igen...
Og jeg kender et par heste, som er helt vilde med bynke - så ..... Det kan godt være, man kalder det ukrudt, men det synes jeg nu ikke det er.
Og nu ligger der 800 gram 2-trådet snældan uld i 5 forskellige grå toner og venter på dig her i Kbh. Frisk ankommet fra Færøerne i dag kl. 18:00. Og det blev lidt mere end det beløb, jeg havde fået at snolde for. Men kunne ikke lade være. Om du så vil farve dem ... det er jo så op til dig. Der ligger også en lille bog om det traditionelle plantefarver brugt til farverne i de færøerske trøjer. Men den kræver nok lidt oversættelse hist og her. Men hvor der er en vilje er der en vej. Knus fra din lillesøster.
Mums, nu fik jeg mundvand :o)
Send en kommentar