7.1.08

Så faldt der ro over huset

Dette var sidste uges store favoritleg - bjergbestigning. Ledninger er gode som 'fixed lines' når man er en lille kat ...

Så kom Sisse med splinterny transportkasse, kattelegetøj samt en lille pose killingefoder. Tora syntes lige han var nødt til at forhåndsgodkende kassen ...


Mislingen lavede lige et præmieshow inden han blev puttet i kassen med uldtæppe og hele baduljen, hvorefter han (ivrigt protesterende) drog af mod sit nye hjem.

De andre nød freden. Kaptajnen har nægtet at ligge i sofaen siden killingerne blev store nok til selv at komme ud af kassen, men nu er hun ikke til at flytte!

Og Tora kunne pludselig sidde ret op og ned og sove ...

Paddington savner. Flere gange om dagen starter han en gang kattefodbold, hvorefter han går rundt og kalder på den lille vimmerik, der altid var med på en rask galop. *suk*

Ninjai fejrede freden med at gå i løbetid. Det bliver nu ved fornøjelsen - på fredag går turen til dyrlægen, så vi kan få overstået alt det der med sterilisering. Så bliver der for alvor fred - en intakt hunkat vil altid forsøge at dominere sin bosfære, hvorimod en steriliseret ikke laver de der østrus-shows. Det bliver så fredeligt at det er helt uhyggeligt.

6.1.08

For selvskabt plage -

- skal ingen mand ynkes, skrev Peder Syv i sin ordsprogssamling dengang i 16hvidkål ...

Hvad så med koner?

Jeg har KUN mig selv at takke (eller skælde ud på). Jeg VED det jo. Har levet så mange år med tynd, tør hud at det burde ligge på rygraden:

Gå aldrig nogensinde ud i kombinationen frostgrader og blæsevejr uden at smøre ansigtet grundigt ind i fed creme!


- og hvert eneste år glemmer jeg det. Glemmer det, og tilbringer som straf en uge med skallende læber og et ansigt der føles som om det er sandblæst.

Øv.

1.1.08

Så kom vi godt ind i 08!


Angel-pelsen som vi hentede på Falster blev til dejligt tykt garn, der hænger ude i gården og drypper af. Skal sættes sammen med sort og grå Spelsau samt hvid Wensleydale til et trøje/frakkeprojekt.

Sammy og bedstevennen Jan havde samlet sig en hel kassefuld fyrværkeri ved hjælp af sammensparede lommepenge samt os voksne. Stor lykke når man er 13 år og ikke længere bliver mandsopdækket (hvis man bevæger sig de rigtige steder, forstås!). Det betød, at vi kunne stå sammen med Jans mor et sted hvor knægtene ikke kunne se os, drikke et stille glas champagne og ønske hinanden et '08 der bliver bedre.


Teo syns det er lidt ufint at han skal være indekat på Christianshavn, når nu drengene render ind og ud og har så travlt. Man er jo nødt til at undersøge hvad de laver, ellers er man ikke en rigtig kat.

Men om ikke andet kan man trøsteputte hos Les når han snupper sig en lille morfar.

29.12.07

Elvis has left the building ...

Når en stor, kraftig, glad og aktiv hund udvikler svær dysplasi er der kun en vej at gå. Alt andet ville være uværdigt. Men hvor ER den gang dog svær!

Farvelvis. Vi kommer til at savne dig.

28.12.07

Fredelige mellemdage


Fødselsdag er dejligt - tak for alle hilsenerne, både på mail og her - familien samlet til jul er mere dejligt, med alle i godt humør og ved brugbart helbred.

Endnu dejligere er fri i mellemdagene for første gang i fem år - det føles helt vildt at holde fri, sidde ved rokken med Angel-pels og vide, at nu er partyrunden overstået for denne gang.

Fætter-kusinetamtam på anden juledag gik som det plejer - tonsvis af snak, fjollen rundt med ungerne, god mad og endnu bedre vin, en lille single malt eller to,

- og i dag har jeg haft det sådan her!

Sisse har besluttet sig for at aftage den sidste killing, som får navnet Torvald Theodor Tykkemis (Teo til hverdag), fordi hans striber danner tre tydelige T-figurer på hans sider. Da hun så spurgte hvad der var så morsomt måtte jeg jo fortælle at Thorvald og Theodor var to af hendes tipoldefædres navne ... "so what?" sa hun. Så vi er stadig et femkattehjem, og når nytår er overstået bliver Ninjai steriliseret. Ikke flere mislinger, tak.

Og nu? Nu vil jeg bruge endnu en fridag ved rokken, kun afbrudt af nødvendige ekskursioner ud i verden udenfor af hensyn til almindeligt motionsniveau.

23.12.07

Havenissernes befrielsesfront, anyone?


"Nogen" havde anbragt ham her uden for mit hus.

Jeg ved hvem det er. Jeg ved hvor de bor. Hævn er en ret der skal nydes kold. Iskold.

15.12.07

Lørdagsudflugt med indbygget piv

De sov så sødt, de to tøser ...

... og så hældte vi dem i buret. The ladies were not amused, og lod os det vide det meste af vejen til Nordfalster.


Her skal de nemlig være landmisser i Lillebrænde, hos en 11 år gammel blå hankat med stor lyst til nus fra fremmede, en vimmer unghund med enorm nysgerrighed, samt gode mennesker, heste og mus - og en ridebane, som Sammy karakteriserede som "landets største kattebakke".
Vi er overbeviste om at de får det godt.



Lidt videre for at hente hundehår til spinding - Angel her fælder utroligt, og hendes underuld er altså fænomenalt lækker!

Hun faldt pladask for Les, og havde helst gjort ham selskab ind i bilen. Hvad er der med den mand og dyretække?

Siden vi nu var af hus, og var i god tid, blev vi enige om at vagabondere lidt. Les har kun været på Møn én gang - for femten år siden da Bob og Carol var på besøg. Så vi øffede tilbage til Vordingborg, og vendte næsen mod Kalvehave og Mønbroen. Man kan få gedigen god konditorikaffe og kager i Stege! Og deres julebelysning er faktisk ganske smagfuld.

Som gammel korngrossererby er Stege fuld af spændende gårde, og mange af dem rummer små mikromiljøer med diverse kunsthåndværkere og andet godtfolk.


Jeg ville gerne gøde grunden for min sommerferieidé, og slæbte derfor drengene med i Keldby kirke. Jeg har 'noget' med Elmelundemesterens billeder, og har en ambition om at bevæge mig rundt på øen og fotografere - Fanefjord er smukkest, men i Keldby er der jo også resterne af de første, senromanske malerier -


- det har været en RIG ø, har det. Den blå baggrundsfarve er lavet af lapis lazuli ... der har hængt et par kilo halvædelsten på de kirkevægge!

Sammy var med på tanken om en uge på Møn på cykel - kalkmalerier hveranden dag, badestrande eller andre oplevelser hveranden, og B&B om natten. Det lyder da som gode sommerplaner, ikke?

B2 savner de to andre, og går rundt og kalder på dem.

Morgen-opdatering: Det gør Paddington også.

8.12.07

Før-billede ....


Så har vi vinket farvel til Kurt og Olaf, der er draget af for at starte et nyt liv i Vanløse.

Det er lidt vemodigt ...

6.12.07

Jeg tror faktisk -

- at Paddington kommer til at savne killingerne, når de nu lige om snart begynder at flytte hjemmefra. Især Lillelyn.

3.12.07

Dette er et hængebur til strømpegarn ...


... men mislingerne er ophøjet ligeglade. De smider såpas mange nøgler på gulvet at der er plads til at rulle sig sammen og sove.

2.12.07

Hannefarver ...


Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg min ide med Færøsjalet der får flæse i stedet for frynser er noget nær genial - eller osse er det fordi jeg ikke bryder mig om frynser?

Hanne har noget med vinrøde/lilla farver. Derfor skulle hendes fødselsdagssjal være sådan.

Mislinger, opdatering

En elektrisk radiator er en missemagnet. Kurt og Olaf foretrækker at ligge på garnkasserne ved siden af -

- mens B1 og B2 (Bisse og Bølle) helst vil ligge på tæppet foran.


Lillelyn foretrækker at sove på Onkel Tora - eller, i mangel af bedre, at putte sig hos ethvert menneske der ligger stille.

B2 (hankat) har 'noget' med strikkekurven. Det er en stor sejr når det lykkes at vælte den og kravle ind i alt det bløde indeni!

B1 (hunkat) og Lillelyn skal ud og bo på landet snart. Jeg håber ikke deres nye ejer er den slags strikker, der foretrækker bambuspinde, for de samarbejder fint om at hente dem op af kurven eller ned fra holderen, hvorpå de jagter hver sin ende af en rundpind.

Veloverstået julemarked

Det er altså stemningsfulde lokaler, vi har her i Magasinbygningen - ikke svært at lave et godt marked i de rammer!

Selv når folk vælter ind, skal der virkelig meget til før det føles trangt.

Sanne fik lært en del unger om det lækre i at lege med hønseringe, ind imellem kunderne.

Lisbeths smykker udvikler sig - hendes ravinsekter er fænomenale.

- og Isas lys er så smukke som altid.

Der var mange nisser, mange dekorationer, skøn keramik og lækker porcelæn - grumme godt og grumme grufuldt mellem hinanden, så der var for enhver smag.

22.11.07

Skamløs reklame!!

Den kommende weekend vil jeg være at finde her:

" Jul på Fæstningen" d. 24. og 25. nov.


Hvis man scroller ned ad siden er jeg at finde på det næstnederste billede, MED rundpind.

Om ikke andet er det en lejlighed for en udflugt til provinsen, med æbleskiver, rollespillere, kaffe og gløgg, samt et par håndfulde aktive kunsthåndværkere. Vi har en fænomenal trædrejer ...

21.11.07

Kampsport, min bare ....

... prøv I bare at færdiggøre et sjal i tyndt håndspundet med fem veloplagte kattekillinger i huset!

Juleamok

Nogen gange er jeg glad for at bo i en lille og forholdsvis fattig provinsby.

Vores kommunaloghandelstandsforeningsjuleudsmykning indskrænker sig til lyskæder i træerne, som vi har en del af rundt omkring i byen. På en grå og våd dag giver de vores lille prosaiske hverdagsflade by et forsonende skær af Elsa Beskowsk troldeskov. Det kan jeg leve med, osse fordi man er så sulten i øjnene efter lys her i mørketiden. Det meste af tiden syns jeg faktisk det er smukt ...

Og så kommer man ud omkring i regionen og ser at der herrenhjælpemig stadig hænges røvballeguirlander af plasticgran op! Ovenikøbet af og til med styropor'klokker', der kan hænge der i den danske vinterblæst og gnide mod hinanden med den der trommehindesmuldrende pivelyd? Så er jeg endnu mere glad for vores lokale troldeskovstræer.

Desuden er der husflidsmarked på Fæstningen i weekenden. Jeg skal være der med huer og sjaler og andet godt. Så må man godt brække sig over jul fjorten dage mere.

18.11.07

Antidemokrater? Det må man vist sige ja til! (klik overskriften for at læse artikel)

Det er vist første gang, man hører/læser at en demokratisk valgt politiker nægter at respektere en anden demokratisk valgt politikers ret til at passe det hun sættes til.

Karakteristisk nok er det Pia ...

Kan vi komme lavere? Jeg håber det ikke. Men med hendes (og partifællernes) øvrige skrubtudseudtalelser in mente er det vist et forfængeligt håb.

Næste gang jeg ser hende på gaden spytter jeg foran hendes fødder. Mit spyt er for godt til at komme i kontakt med et menneske, der har den slags antidemokratiske holdninger!

17.11.07

Glorien pudses -

- for nu har jeg endelig taget mig sammen til at opdatere mine links. Den har hængt der længe, den sky ...

Stakkels Tora ....

Først stjæler killingerne hans pude - hans helt egen elskede pude - og når han så fredsommeligt giver op og søger tilflugt i sofaen -


- så kommer de herrenhjælpemig og BRUGER ham som pude!

Han burde have heddet Tyren Ferdinand. Han vil meget hellere sidde under sin korkeg og snuse til blomsterne end han vil være en vild og farlig hankat ...




Kurt synes, at hættetrøjer kun har hætter for at kattekyllinger kan putte sig i dem.

16.11.07

Durrow done!

Jeg har gået længe og luret på en 'fællestrøje' - kedelig nok til at familiens mænd ville bruge den, og tilstrækkelig spændende at strikke til at jeg også ville blive FÆRDIG! Der findes intet værre i min optik end kilometervis af enten glatstrik eller rib i gråt, sort, blåt eller lignende.

Valget faldt på Durrow, fordi mønstringen er begrænset til ærmerne, og den er tænkt i en behagelig mellemtykkelse, som ikke får overvægtige bærere til at ligne vanskabte bjørne eller yetier.


Den er strikket i Natura - en temmelig lækker uld/alpakkablanding, som FDB solgte som medlemstilbud for snart mange år siden. Garnet har ligget på lager hos Sammys gamle matematiklærer, og blev 'dumpet' her hos mig da hun måtte opgive strikkeriet pga slidgigt. Så man kunne også omdøbe den til en Hannetrøje?




Forbrug: 600 gram til en str. large (som er temmelig rigelig).

Ændringer: Jeg spejlvendte snoningerne på de to ærmer af hensyn til min sans for symmetri, samt lavede dem så lange at de når ud til knoerne og kan spare én for vanter.

Hot/not: Det trækker ned at den er brun ... jeg afskyr brun næsten lige så inderligt som plysserød (tak til Strikkeforskeren for et fremragende ord!). Det trækker op, at den bare sidder - rummeligt på Sammy, afslappet på Les, og kropsformet uden pølseskindsfornemmelse på mig. Og der er plads til barm! Der er råhvidt nok til en til - måske så med en selvkomponeret snoning på ærmerne? Og en hætte, der kommer ud under den råt-elegante halsringning?

12.11.07

Det er så sjovt at drille Onkel Tora -

- først hugger vi hans pude (igen), for vi kan nemlig ligge på den alle sammen. Selv om Kurt breder sig temmelig meget ...



"Skal du ha' pude? Drøm bare videre, kære onkel."


Når så han bliver træt af at bede om sin pude kan man altid prøve at hugge hans mad. Han er nemlig også ret glad for tunogris, så det er noget vi kender.


Til allersidst går han over og sover på vores tæppe. Så kommer vi da bare og putter hos ham, for det er meget hyggeligere end puden. Men vi må ikke bide ham i hverken halen eller ørerne. Det forstår vi ikke rigtig ...

6.11.07

Er der specielt mildt vejr i Havnsø?



- for der stod disse to og nikkede i går. For sent til midsommer og for tidligt til Armistice Day.

Vinduesparadis

Jeg ved godt det er herresko -
- men hvis de fandtes i str. 41 ville jeg gerne putte i dem!

Sådan en kender vi godt!