Piv hed hun - fordi hun aldrig fik lært at miave rigtigt. En strid hyæne, der ikke fandt sig i noget - men også den bedste og smukkeste kat jeg har haft.
21.12.04
Piv - dybt savnet
Piv hed hun - fordi hun aldrig fik lært at miave rigtigt. En strid hyæne, der ikke fandt sig i noget - men også den bedste og smukkeste kat jeg har haft.
Åbent brev til en morder
Natten eller morgenen til tirsdag den 21/12 kørte du min kat over her i Fiskergade. Og du har saftsuseme kørt stærkt – alt for stærkt – i en gade, hvor motoriseret indkørsel er forbudt. Hun har ikke haft en chance for at undvige, hvilket hun ellers var ekspert i når blot bilerne holdt en nogenlunde forsvarlig hastighed. Hun lå nemlig lige midt på brostenene med dækmærker på kroppen.
Du har dræbt hende på stedet.
Måtte din julemad blive til hø og hakkelse i din mund! Måtte din røv klø og dine arme være for korte!
Og jeg håber så inderligt, at det ikke er et barn eller en pensionist, du møder, næste gang du beslutter dig for ”lige lynhurtigt at smutte gennem Fiskergade” til trods for indkørselsforbudet.
Æret være Pivs minde. Hun var en bedre kat end du er bilist.
Du har dræbt hende på stedet.
Måtte din julemad blive til hø og hakkelse i din mund! Måtte din røv klø og dine arme være for korte!
Og jeg håber så inderligt, at det ikke er et barn eller en pensionist, du møder, næste gang du beslutter dig for ”lige lynhurtigt at smutte gennem Fiskergade” til trods for indkørselsforbudet.
Æret være Pivs minde. Hun var en bedre kat end du er bilist.
11.12.04
Udfordringen
Jeg fandt dette billede på en website om minifrøer (http://www.gifkikkerportaal.nl/gifkikker/DesktopDefault.aspx). Der var mange, der skreg efter at blive genskabt som små modeldyr i blanke silkegarner og metaltråd, og denne her er så dristig i farverne, at man aldrig selv ville have farvelagt en frø på den måde.
Jeg mener, de kaldes jo 'regnskovens juveler', hvorfor så ikke lave dem til pynt? Jeg ville da gerne have sådan en til at hæfte på hat eller revers. Så nu har jeg fundet grønne, gyldne, røde og blå tråde og garner frem. De ligger i en skål og venter på at genopstå som frø.
Det levende dyr har en max. længde på 55 mm ..... og der er mange, som er endnu mindre!
27.11.04
Pyhhhhhhh!
Der strikkes og strikkes og strikkes ..... derfor har jeg ikke tid til at skrive (ret meget). Men kurset i går hos Britta var sjovt, og Louises idé med flæse-der-bliver-til-blomst var fremragende. Måske skulle man lave en laaaaaaaang flæse, som kunne sno sig om en ellers glat hue???? DET må afprøves.
21.11.04
Status efter julemarked!
Fødder som landbrød og ben som en elefant - træt som fire alderdomshjem efter en udflugt - og både glad, opstemt og fortvivlet.
De ELSKEDE mine ting.
De KØBTE mine ting.
Der er to sjaler og fem huer tilbage til Decemberboden!!!!!!!!!
De ELSKEDE mine ting.
De KØBTE mine ting.
Der er to sjaler og fem huer tilbage til Decemberboden!!!!!!!!!
19.11.04
Om viden og adfærd
- eller om at gebærde sig i sin omverden.
Jeg har et par yndlingsaversioner. En af dem er en gængs sprogspasme i mit lokalområde, nemlig at den dims der sidder bag på éns cykel konsekvent kaldes "et bagagebæger". Misforstå mig nu ret, jeg sætter skam stor pris på, at der i vores lille land stadig findes udprægede dialektale særheder, selvom de rene dialekter er en uddøende størrelse. Men der ER altså forskel på dialekt og sprogsjusk. Bagagebærer i fælleskøn, eller folk der siger "en kilomét".
Her forleden snakkede jeg med sønniken og hans lille flok af faste ballademakkere - Huck Finn og Tom Sawyers værdige arvtagere, komplet med skrabede knæ og spirende fornemmelse af sig selv som kønsvæsner - og vi gik lidt ind i, hvordan ord dannes, og hvorfor de har det grammatiske køn, de nu engang har, og nåede også frem til bagagebæreren.
Man jonglerer så godt med svære begreber over kakao og ostemadder til at dyppe.
Vi nåede frem til, at det faktisk hedder eN bagagebærer, fordi "det er en, der bærer noget". Alle lavede begejstrede fnisebobler i kakaoen over tanken om eT bagagebæGer, hvorpå en af poderne tankefuldt sagde, at "men så er der jo alle de andre der stadig siger eT….. ligesom min mor".
Diskussionen mundede ud i, at nu vidste de seks i alt fald besked, og så måtte det jo være op til deres egen vurdering, om de ville tale korrekt, eller gøre deres bedste for at følge flokken imod bedre vidende.
Jaja, siger læseren så utålmodigt, hvad er pointen?
Pointen er, at vores fremherskende politiske klima i dag absolut favoriserer bagagebægeret, solidt og stædigt imod bedre vidende. Viden er faktisk blevet noget af et fyord i brede kredse, og uhyggeligt nok også i den politiske debat. Viden smager af ekspertvælde og smagsdommeri, viden er noget man skal omgås med yderste diskretion for ikke at blive miskrediteret. Faktisk minder store dele af debatniveauet om ovennævnte kammerats mor, som forlod folkeskolen efter 7. klasse, og er blevet mere og mere skinger med årene, efterhånden som det er gået op for hende hvor lidt hun egentlig har lært. Enhver, der har et bare lidt mere nuanceret syn på tingene end hun selv har, affejes konsekvent med de to ting hun har opfattet af statsministerens taler: "Smagsdommeri og ekspertvælde".
Her i huset har vi en fornemmelse af store konflikter i nær fremtid for ovennævnte dreng og hans mor. Drengen er nemlig begavet ud over det væsentlige, både med lærelyst og analytiske evner. Han bliver en torn i øjet på sin mor på et tidspunkt, når han overhaler hende indenom. Alle smådyrs beskytter må vide hvad der kommer til at ske hvis han udtrykker ambitioner om mere uddannelse end folkeskolen kan byde på?
Ja, alle smådyrs beskytter må vide hvad der kommer til at ske her i vores lille land hvis den øjeblikkelige trend fortsætter? En trend, hvor man kan høre et medlem af folketinget sidde i P1 og vrisse "Hvad rager Ramadanen os? Hvorfor skal vi overhovedet vide noget om det?" En trend, hvor alle forsøg på at nuancere såvel den offentlige som den parlamentariske debat fører til giftige angreb og krampagtige forsøg på miskreditering, ikke af holdningen men af debattøren? En trend, hvor erhvervslivets krav til anvendt forskning er vigtigere end grundforskning?
Hvis man vover et øje og fremskriver familiekonflikten ovenfor til samfundsplanet, giver det et skræmmende billede af vort lille land om føje år.
Jeg har et par yndlingsaversioner. En af dem er en gængs sprogspasme i mit lokalområde, nemlig at den dims der sidder bag på éns cykel konsekvent kaldes "et bagagebæger". Misforstå mig nu ret, jeg sætter skam stor pris på, at der i vores lille land stadig findes udprægede dialektale særheder, selvom de rene dialekter er en uddøende størrelse. Men der ER altså forskel på dialekt og sprogsjusk. Bagagebærer i fælleskøn, eller folk der siger "en kilomét".
Her forleden snakkede jeg med sønniken og hans lille flok af faste ballademakkere - Huck Finn og Tom Sawyers værdige arvtagere, komplet med skrabede knæ og spirende fornemmelse af sig selv som kønsvæsner - og vi gik lidt ind i, hvordan ord dannes, og hvorfor de har det grammatiske køn, de nu engang har, og nåede også frem til bagagebæreren.
Man jonglerer så godt med svære begreber over kakao og ostemadder til at dyppe.
Vi nåede frem til, at det faktisk hedder eN bagagebærer, fordi "det er en, der bærer noget". Alle lavede begejstrede fnisebobler i kakaoen over tanken om eT bagagebæGer, hvorpå en af poderne tankefuldt sagde, at "men så er der jo alle de andre der stadig siger eT….. ligesom min mor".
Diskussionen mundede ud i, at nu vidste de seks i alt fald besked, og så måtte det jo være op til deres egen vurdering, om de ville tale korrekt, eller gøre deres bedste for at følge flokken imod bedre vidende.
Jaja, siger læseren så utålmodigt, hvad er pointen?
Pointen er, at vores fremherskende politiske klima i dag absolut favoriserer bagagebægeret, solidt og stædigt imod bedre vidende. Viden er faktisk blevet noget af et fyord i brede kredse, og uhyggeligt nok også i den politiske debat. Viden smager af ekspertvælde og smagsdommeri, viden er noget man skal omgås med yderste diskretion for ikke at blive miskrediteret. Faktisk minder store dele af debatniveauet om ovennævnte kammerats mor, som forlod folkeskolen efter 7. klasse, og er blevet mere og mere skinger med årene, efterhånden som det er gået op for hende hvor lidt hun egentlig har lært. Enhver, der har et bare lidt mere nuanceret syn på tingene end hun selv har, affejes konsekvent med de to ting hun har opfattet af statsministerens taler: "Smagsdommeri og ekspertvælde".
Her i huset har vi en fornemmelse af store konflikter i nær fremtid for ovennævnte dreng og hans mor. Drengen er nemlig begavet ud over det væsentlige, både med lærelyst og analytiske evner. Han bliver en torn i øjet på sin mor på et tidspunkt, når han overhaler hende indenom. Alle smådyrs beskytter må vide hvad der kommer til at ske hvis han udtrykker ambitioner om mere uddannelse end folkeskolen kan byde på?
Ja, alle smådyrs beskytter må vide hvad der kommer til at ske her i vores lille land hvis den øjeblikkelige trend fortsætter? En trend, hvor man kan høre et medlem af folketinget sidde i P1 og vrisse "Hvad rager Ramadanen os? Hvorfor skal vi overhovedet vide noget om det?" En trend, hvor alle forsøg på at nuancere såvel den offentlige som den parlamentariske debat fører til giftige angreb og krampagtige forsøg på miskreditering, ikke af holdningen men af debattøren? En trend, hvor erhvervslivets krav til anvendt forskning er vigtigere end grundforskning?
Hvis man vover et øje og fremskriver familiekonflikten ovenfor til samfundsplanet, giver det et skræmmende billede af vort lille land om føje år.
Overdreven selvtillid? Pjat!
Da jeg var teenager havde vi to udtryk, som blev gentaget igen og igen, hvis man var trestjernet ligeglad: "Det rager mig en hatfuld", eller "Det rager mig en høstblomst". Her er en hel hatfuld høstblomster til at have på de dage hvor man virkelig ikke kan tage sig af, hvad omverdenen mener.
Den er strikket i 10/2 merino og let filtet - blomster og blade er strikket af strømpegarnrester.
Nissehuer behøver ikke være kedelige!
- denne her har tre haler à la narrehat og indbyggede øreklapper!
18.11.04
Torsdag morgen i blæsevejr
Her sidder man så og ser ud på omkringflyvende avispapir og blade, og ønsker sig en stor bunke knitrende visne blade at hoppe i.
Nå, der er rigeligt at gribe og gøre i!
Lisbeth og Clive klippede slagtelammene i år, og forærede mig al ulden. Sidder her i min stue omgivet af seks sække Spelsau-uld i alle de farver får kan have. Meget sort pga den nye vædder - og sort Spelsau med bløde dækhår er altså ekstremt lækkert. Rigtig ekstremt lækkert. Der hænger tre fed kulsort garn på tørrepinden lige nu, og om et par uger er der de ti der skal til for at lave en VARM trøje til mig selv. For en gangs skyld til MIG!
Forsøget med den hvide brystunderuld er også faldet heldigt ud. De 600 meter, der er spundet, vejer 28 gram .... må se at få taget billeder snart.
Ellers? De sidste forberedelser til julemarked og Decemberbod - mohairsjaler så luftige som frostsne, hvis frostsne er turkis eller rød. Eller grå/sort ....ikke så mange huer i år. Tid. Tror januar skal bruges på uld, så ikke familien kører træt i den temmelig landlige lugt hver gang jeg åbner en sæk.
Nå, der er rigeligt at gribe og gøre i!
Lisbeth og Clive klippede slagtelammene i år, og forærede mig al ulden. Sidder her i min stue omgivet af seks sække Spelsau-uld i alle de farver får kan have. Meget sort pga den nye vædder - og sort Spelsau med bløde dækhår er altså ekstremt lækkert. Rigtig ekstremt lækkert. Der hænger tre fed kulsort garn på tørrepinden lige nu, og om et par uger er der de ti der skal til for at lave en VARM trøje til mig selv. For en gangs skyld til MIG!
Forsøget med den hvide brystunderuld er også faldet heldigt ud. De 600 meter, der er spundet, vejer 28 gram .... må se at få taget billeder snart.
Ellers? De sidste forberedelser til julemarked og Decemberbod - mohairsjaler så luftige som frostsne, hvis frostsne er turkis eller rød. Eller grå/sort ....ikke så mange huer i år. Tid. Tror januar skal bruges på uld, så ikke familien kører træt i den temmelig landlige lugt hver gang jeg åbner en sæk.
17.11.04
Nårh ja, og så lige noget atypisk:
Rune spiller bold. Mange slags bold - heriblandt football. Han er rookie hos Vejle Razorbacks, og her er megaknuset da de lige havde vundet 1. division.
At jeg, antisportsmennesket, skulle blive nødt til at indrømme at jeg er stolt af knægten ....det er ham med nr. 67.
Skideballe?
Denne historie er halvgammel, men skal med alligevel fordi den illustrerer min yndlingspointe: Man behøver ikke være hverken indfødt eller hjemmefødning for at forstå hinanden.
I 1999 arbejdede Les i Kina, nærmere bestemt på Jiyang-broen over Yangtze. Lykkeligvis sørgede hans arbejdsgiver for, at Sammy og jeg kunne komme på besøg.
De tre herrer på billederne herover mødte vi i Nanjing, hvor vi for én gangs skyld legede 'rigtige' turister, komplet med mineralvand til sønnike. De må have troet, at vi havde puttet postevand i flasken (ikke nogen god idé, men det vidste vi godt), for Les fik et lodret møgfald med arme og ben - de mimede dårlig mave, de mimede opkastninger, de mimede i det hele taget 'uansvarlig forælder til stakkels barn', for vi skulle jo sørge for at ungen fik TE. Rimeligvis fordi man så ville vide at vandet var kogt, og dermed drikkeligt ..... og Sammy havde pli nok til at tage en grundig tår af den tilbudte te. Jeg stod på det andet fortov og var så glad for min zoomlinse, for hele stemningen havde været død hvis de havde set mig fotografere.
Velkommen!
Endnu en blogger er 'født'. Ikke fordi jeg har de store ambitioner om at blive bloggernes Tante Et, men for at ha' et sted at lege vis-og-fortæl.
Abonner på:
Opslag (Atom)