17.11.04
Skideballe?
Denne historie er halvgammel, men skal med alligevel fordi den illustrerer min yndlingspointe: Man behøver ikke være hverken indfødt eller hjemmefødning for at forstå hinanden.
I 1999 arbejdede Les i Kina, nærmere bestemt på Jiyang-broen over Yangtze. Lykkeligvis sørgede hans arbejdsgiver for, at Sammy og jeg kunne komme på besøg.
De tre herrer på billederne herover mødte vi i Nanjing, hvor vi for én gangs skyld legede 'rigtige' turister, komplet med mineralvand til sønnike. De må have troet, at vi havde puttet postevand i flasken (ikke nogen god idé, men det vidste vi godt), for Les fik et lodret møgfald med arme og ben - de mimede dårlig mave, de mimede opkastninger, de mimede i det hele taget 'uansvarlig forælder til stakkels barn', for vi skulle jo sørge for at ungen fik TE. Rimeligvis fordi man så ville vide at vandet var kogt, og dermed drikkeligt ..... og Sammy havde pli nok til at tage en grundig tår af den tilbudte te. Jeg stod på det andet fortov og var så glad for min zoomlinse, for hele stemningen havde været død hvis de havde set mig fotografere.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar