Vejr er så smukt - nogen gange

Til morgen regnede det.

Ikke bare skomagerdrenge, men fuldfede gummistøvlefabrikanter! Alt hvad der vokser stod og drak sig sæt, strakte fingre mod skyerne og ville have mere - og da der så var afgang til bussen skete miraklet:

Regnen fortsatte, men vinden døde. Der var bogstavelig talt ikke et åndepust der rørte sig, hvad der nok må betegnes som et særsyn her på Banankysten. Regnen faldt lodret som et gardin - og derpå brød solen gennem et lille hul i skyerne.

Så jeg cyklede til bussen gennem lodret guldregn, med paraplyen i højre og et lille fjollet smil om læberne.

På stationen var vinden vågnet til dåd igen, og stemningen pustedes østover - men de fem minutter kan man hygge sig med længe.