24.6.07

" ... for nu er det sommer i Danmark" ...


- når Sammy og jeg bruger en times tid på at ordne jordbær - MANGE jordbær -

- og sætter saftkogeren over til en omgang vitaminbombe, der smager af flydende solskin og gør så godt i en tør hals -


- og en grydefuld jordbær-rabarbersyltetøj med citronsaft og reven limeskal -


- når man opgiver at spinde udendørs, fordi der kommer en byge trækkende hver gang man har fået slæbt rokken ud og hældt kaffe op -



- og når man samles med en stor del af byens befolkning til Sankt Hansbål nede på marinaen.

Vi tog en fælles mindefnisen over det år med tordenbygerne, hvor taleren fik vævet sig ind i en del forvirret ævl om midsommertraditioner og asetro, hvorefter der stod en regnbue i sydvest. Han vævede videre, og så var det pludselig en dobbelt regnbue - og to sætninger senere var den tredobbelt. Derefter brød en tilhører stemningen ved at råbe: "Hold nu kæft, XXX, ellers kommer de allesammen væltende ned over broen om lidt", og forsamlingen brød sammen af grin. Det har vi aldrig glemt.


Og et bål i sommeraftenen er jo så stemningsfuldt. Jeg smed min sædvanlige buket belladonna til minde om dem, der ikke fandt det så satans stemningsfuldt. Dem skal vi nemlig også huske på af og til.


Solen sænkede sig så sagte og smukt, mens ungerne fik lov at lege længe ude og de voksne fik en sludder og sladder og alt det andet networking, som er så vigtig en del af at leve i en lille by.


En perfekt citronmåne hang deroppe og smilede skævt -


- og der blev lavet pinde til ristning af skumfiduser. Det er en opgave der skal tages meget alvorligt, når man har den der Huck Finn-alder, hvor bål og skumfiduser og at hænge ud med gutterne er det vigtigste ved Skt. Hans.

På vejen hjem blev vi modtaget af Fru Jensen, der insisterede på en lille gåtur. En mjavende misse der gerne vil luftes af sine mennesker er svær at modstå.


Dørvogteren tog imod da vi kom helt hjem. Ifølge Liselotte havde han ikke forladt dørtrinnet mange sekunder ad gangen mens han ventede.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Donald linker til en meget glimrende og væsentlig båltale af Jacob Holdt.

Den er et besøg værd!

Donald sagde ...

Skønne vitaminer! Og sikken en dejlig katte-dørvogter:-)

Regitze sagde ...

glædelig sommer! belladonnabuketten skal jeg huske på fremover.

Unknown sagde ...

Sikken dog en dejlig blog du har -
Dejlige billeder lækkert sprog!


PS
Hvordan laver du dog links i overskrifterne?

Dana Watsham sagde ...

Links i overskrifter?

Når du laver et nyt blogindlæg har du to tekstbokse over selve brødteksten. Den øverste er til din overskrift - den næste er til det, du gerne vil lade overskriften linke til.

Dvs du skriver din overskrift - åbner endnu et browservindue - kopierer adressen fra målsiden ind i tekstboks to - og skriver dit indlæg. Når du så udgiver indlægget, er overskriften blevet til et link.

:o)

God fornøjelse - og tak for de pæne ord.