OK, så har jeg fundet et kamera - digitalt, altså, for jeg har et aldeles fremragende analogt et af slagsen, som i løbet af de seneste to uger har fået lov at arbejde seriøst for første gang i et par år.
Problemet (OK, luksusproblemet!) ved at trisse rundt med et rigtig godt spejlreflekskamera er, at man bliver småkræsen omkring det digi man føler at trænge til som supplement. Jeg har aldrig rigtig kunnet nøjes med et peg-og-klik-kamera, det må gerne kunne lidt mere end bare lige turistsnapshots ... så hvad gør en klog på vikarløn? Hun bruger en hel uge på at pløje annoncer i Den Blå Avis' onlineversion, sammenligne med nypriser, savle over digital spejlrefleks med 10 - 12 megapixels opløsning (det blir når jeg vinder i Lotto!), fnyse forarget over de der 'ikke-tykkere-end-et-kreditkort'-kameraer, som jeg ikke kan fordrage at ha' i hænderne. Fornemmelsen af et rigtigt kamerahus er en uafrystelig del af det, for mine fingre i alt fald.
Og det allerbedste? Jeg fandt et digitalt spejlrefleks ... hvor jeg kan bruge linserne fra det analoge ... så jeg skal ikke undvære verdens skarpeste 35-mm linse, jeg skal ikke undvære super-zoomen ... hvor er det surt jeg skal på arbejde i morgen, så jeg ikke kan stå i døren og vente på posten!!!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Tillykke, Dana. Godt jagten lykkedes - jeg ved præcist hvad du mener. Jeg går også og venter på et digitalt spejlrefleks i disse dage......det bliver som at komme i himmerige efter nogle magre år på et almindeligt digitalt.....mens det analoge spejlrefleks samlede støv. Vi skifter dog mærke - så det er forfra med objektiverne....
KH Britt
Takker - det har været hele jagten værd, håber jeg (derfor fornemmelsen af hybris ... når jeg har det i hænderne kommer den endelige vurdering).
Og allerbedst: i en prisklasse, så familien ikke skal leve af vandgrød i en måned. Det ville vi ha' været nødt til hvis jeg havde købt samme kamera fra nyt.
Tillykke. Jeg må tilstå, at jeg går og sukker og savler efter et digitalt spejlrefleks. Køber jeg et nu bli'r det til vandgrød i mere end en måned, så jeg må nok vente lidt endnu.
Glæder mig til at se billeder :)
Send en kommentar