Ovre hos
Rasmine har vi smådiskuteret det der med at 'lige komme forbi', som jo (gudskelov) stadig er god latin i provinsen.
Så stillede hun det logiske spørgsmål om det kulturelle udbud i små byer - og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre fra jer andre herude i det provinsielle hængedynd.
Jeg bor i en provinsby med knap 20.000 indbyggere, og et skrumpende beskæftigelsesgrundlag. Vi har altid været en lavindkomstby - med enkelte spektakulære undtagelser - og udbuddet har båret præg af det. Meget mainstream. En byfest med omrejsende tivoli, kræmmermarked, og centrum i et værtshustelt med billigt tyndt fadøl og blokvognsbands. En bif, der kørte med sidste års film til lav entré. En lammende fiksering på fjernsyn, fadbamser og for-fordøjet nydelse.
I løbet af de sidste ti år er der sket meget. Vi har nu et galleri/kunststed i en 1700talsgård, istandsat for indsamlede midler. Nye udstillinger af ikke-mainstreamkunstnere hver måned, og fribolig til 1 billedkunstner og 1 musiker for to eller tre år.
Vi har en bif, der drives af frivillige - dvs den skal løbe rundt eller give et lille overskud, ikke lave maks-profit til en enkeltejer eller kæde. De frivillige lægger et hestearbejde i at skaffe dels premierefilm, dels 'smalle' film til huse, så der er oftest god grund til at kigge på lokaludbuddet først.
Vi har et mylder af unge, der via den lokale musikskole dyrker musik på højt plan - og som finder sammen i overraskende konstellationer når de slipper musikskolen.
Vi har et bibliotek, som lægger et kæmpearbejde i kulturformidling ud over bøgerne, med udstillinger, workshops, børneteater og debataftener.
Vi har nogen omgivelser der opfordrer til sommerkoncerter i alle genrer - Kongegårdens have har lagt græs til alt fra Dixieland-jazz over operakoncerter til lokale amatører.
Og når det lokale udbud ikke slår til er hovedstaden kun 1 time væk pr. tog, hvilket man (vi) takket være pendlerkortet ofte udnytter. Faktisk er det min opfattelse, at vi oftere benytter Københavns kulturudbud end folk der bor midt i det ....