8.9.08

Jeg trænger til hjælp med et ord ....

Der er noget magisk over visse søndage.

Den i går var fyldt med duften af frisk hyldebærsaft -

- syltetøj på brombær + rævesure madæbler for pektinets skyld, og lige akkurat nok sukker til at man ikke rimper sammen som en hønsemås når man spiser det -

- selvgjort karryketchup (Heinz, go home!) - og bare helt almindeligt velvære.

Og så til det jeg skal have hjælp til.

I en af de mailgrupper jeg har været allergladest for, har vi et medlem der er dybt religiøs på den fede måde - hun prædiker ikke, men ER bare. Hun dyrker et princip hun kalder "random acts of kindness", sådan at forstå at man én gang om dagen skal udvise særlig næstekærlighed overfor et menneske, som ikke forventer det. Ikke nødvendigvis materielt, men på en eller anden måde at hjælpe, udtrykke eller på anden måde gøre sådan en "random act of kindness". Det er aldrig lykkedes mig at komme på et godt, mundret dansk udtryk for begrebet, men lige nu har jeg brug for det.

Når jeg sidder udenfor og spinder om sommeren, er der tit mennesker der stopper for at slå en sludder af. Sådan et menneske har jeg haft et par gode samtaler med gennem sommeren, ofte centreret om vores fælles interesse for orientalske tæpper generelt, og nomade/landsbytæpper især.
I går kom han og GAV mig et tæppe, som han ikke mener at have plads til hjemme hos sig selv. "Hellere gøre dig glad end give det til genbrugeren", sagde han ...

Jeg var mundlam. Bogstavelig talt. Dybt rørt over en "random act" af det kaliber!

Men hvad kalder man det så på dansk, så det ikke lyder som en floromvunden prædikestolfrase?

6.9.08

Væveprojekt 3, 2008

Når nu væven er kommet ned og er stillet op kan man lige så godt få gjort noget ved de projekter, der har ligget og ventet på lejligheden.

Som nyt betræk til 'tronstolen' f.eks.

Der har ligget et par kilo islandsk entrådet og ventet i flere år på at blive vævet til striber som de skørter Shetlands- og Orkneykvinderne gik med. Glade striber i stærke farver, dæmpet med islæt i mørkebrunt eller natursort.

De vævede almindelig 2/2kiper - jeg har valgt en smuk brudt spidskiper til formålet, og indrettet stribebredden efter mønsterrapporten. Som det kan ses her bliver det lidt 70ervilde indtryk af striberne dæmpet til brugbart af det mørke islæt.


Så er det bare derudaf. Hver rapport i højden fylder 2 cm og tager 2½ minut at væve uden at skynde sig. Der er 9 meter trend, som gerne skulle ende med at blive til 7½ meter stof.

Den kan jeg ikke regne ud i hovedet, men det bliver ikke færdigt i overmorgen ...

Kvalitetskontrollen.

"Hmmmmm - hun væver uld - det er lunt og dejligt - men der er ikke et eneste kattehår på?"


Det er godkendt som soveplads, efter grundig imprægnering med fældede marmeladehår.

Suk.

Tilføjelse, søndag morgen:

Da jeg kom ned for at sætte kaffevand over, sad han på det vævede med sin mås på brystbommen og prøvede om han kunne bevæge de tapper der løfter skafterne. Det kunne han, men de går for stramt til at han kan løfte et helt skaft.

Der er HELT sikkert store portioner orientaler i hans stamtræ. Det er præcis sådan vores gamle siameser gjorde.

5.9.08

Føj for en uge ....

Dether er et af de indlæg jeg har brygget på et par dage, og såmænd også været i tvivl om overhovedet skulle skrives. Men hvad - de, der kender mig godt, ved at det der overskudsagtige er en sandhed med modifikationer, så jeg kan umuligt slå skår i nogens emalje eller eget renomme ...

Jeg har været (og er) strakt fuldstændig til strået af tandpine.

Forhistorien er, at jeg lider/led af ikke bare tandlægeskræk, men decideret tandlægeangst. På det niveau hvor man bestiller en tid, og derefter bruger de sidste to dage før på at brække sig af ren og skær skræk. På det niveau, hvor man vender om på hælen i venteværelset, fordi man ikke magter situationen overhovedet. Takket være et akut opstået problem for fem år siden brugte jeg over et år på Tandlægeskolens projekt angstbekæmpelse. Hver onsdag i halvandet år, hvor jeg fik lidt mere fod på mig selv, samt fik lappet på de uundgåelige følger af 20 år uden tandlægebesøg (paradentose samt 2 huller).

Siden er min besøgsfrekvens hos tandlæger gået voldsomt ned ad bakke - jeg kommer der, men ikke hvert halve år. Så 'kureret' er jeg heller ikke ... men min døde fortand samlede sig en infektion oppe i kæbeknoglen, så der var ingen vej udenom denne gang. Antibiotika, fiksering af tanden osv - nu venter vi så bare på at resten af infektionen bukker under for erythromycin og flagyl. Man er mildest talt ikke på toppen når man både har ondt, har feber, og er bange.


Til gengæld får man gjort en masse projekter færdig, når man sådan er bundet til hus, hjem og pakken med smertestillende piller. Den silketrend jeg nævnte for et par indlæg siden blev til:
  1. et tørklæde 180 x 40 cm til søsterfin, lavet 100% af garnet fra Habu Textiles, i det der på engelsk hedder 'huck' - en afart af bygkorn. Jeg syns selv det er blevet ret lækkert!
Det ser sådan ud tæt på.


På samme trend, endnu et tørklæde 170 x 40 cm med islæt af det billige merceriserede silkegarn fra Netto (knap et nøgle) samt de sidste rester af Projekt Pluto-garnet (35 gram var der tilbage). Les' vinterhalstørklæde, fordi han forliste det der blev strikket til ham for snart ti år siden.


Til mig selv eller hele husstanden to dækkeservietter - én med silkeislæt, én med islæt af 16/1 halvbleget hør, der har været på lager i umindelige tider.


Og endelig, til en af Sannes veninder, endnu en 'Hip in Hemp'. Den led den kranke skæbne at være i første skudlinje da kattene tiltede en hel kande nybrygget kaffe ned i sofaen, så den skulle godt nok ha' en gang fransk vask og strygning inden den var klar til at aflevere!

Forhåbentlig er jeg arbejdsklar på mandag.

29.8.08

Fredagmorgenfryd


Pludselig forstod man hvor Homer fik sin inspiration fra -


- og inspireredes selv til at eksperimentere med den sidste halvanden meter silketrend, det sidste Plutogarn, en rest af det billige merceriserede silke fra Netto - og det ser helt godt ud. Et 'prøvekludshalstørklæde' til Tanten.


Og så til Ullas spørgsmål: nej, det er ikke en ny væv. Jeg er en stor jæger i de lokale genbrugsforetagender, og har i dryp købt en lokal vævers ting i takt med at hun har lagt op pga alderdom og har skilt sig af med værktøj, undervisningsmateriale og sådan.

Denne her er firskaftet, men fylder ikke mere end en rammevæv (!). I stedet for at binde tramper op til ønsket mønster bruger man de fire tapper øverst på rammen, enten enkeltvis eller i kombinationer, til at lave det ønskede mønster. Det vil sige at man har fire skafter og hvad der svarer til otte tramper på meget kompakt vis.

Den har hængt adskilt på værkstedet i lang tid, og blev faktisk kun fundet frem fordi brorskabet skulle ha' dækketøj til sin fødselsdag - men når nu den står i stuen kan man ligeså godt få nogle ideer ud gennem fingrene som brugbart stof, ik?

Integritet, min bare! (klik for at læse artikel)

Det er pokker ta' mig en effektiv mundkurv, Anders Fjogh har syet sammen til Birthe Rønn Hornbech - effektiv nok til at få hende til at lyve fra talerstolen.

Der røg de sidste rester af (modvillig) respekt, Birthe. Du har solgt din sjæl til Fjogh og Pia.

27.8.08

Onsdage er nogen gange anderledes .....


Her er så som lovet lidt billeder af det nye væveprojekt.

Det er lavet i dette her silke fra Habu, 5 tr/cm -



- og bygkorn blir meget smukt når det væves groft.

Vi har en gruppe aktive mennesker, der af og til får sjove idéer til andre måder at se vores by på. En af disse sjove ideer er at åbne byens nedlagte bunkers og beskyttelsesrum, og sørge for en eller anden form for underholdning hvert sted. En kunstner hænger billeder op, eller der er musik.

Så sæføli skulle vores bunker her i Fiskergade også åbnes. Det er ikke første gang, men det er sjovt. Forbipasserende kommer ned og kigger, og vi der har leget i kvarteret da vi var i Huck Finn-alderen husker tilbage på i alt fald dette sted med stor nostalgi.




En faddersladder på trappen -

- en hyggestol med læselampe -

- og så sæføli Anders Bechmann på sit transportable klaver.

Der skal næsten ingenting til for at synge rummet op! Og det er ret fedt at flippe ud i Vera Lynn, Liva Weel og swingklassikere med an go' pianist i ryggen (nej, IKKE den slags pianist - en ordentlig musiker!!!!)

26.8.08

Pyhhhhhhh ....

Tanten har haft aften- og nattevagter. Det er længe siden - og jeg har opdaget, at jeg altså ikke er 17 længere!

Brorskabet blev 50. Når man så er 16 måneder yngre, har man lov til at punke ham med at han er ved at blive halvgammel. Han blev meget glad for det gåseøjevævede, for det er 30 år siden jeg sidst vævede dækketøj til ham. Han har det gamle endnu.

Og så har tantens computer haft en væmmelig omgang virus. Jeg, som ellers synes hævn burde være noget man vokser fra, har mumlet lange remser om kløende bagdele og krympende arme til de uslinge, der bruger programmeringstimer på at skrive den slags.

Men jeg lever og har det godt og er ved at sætte en ny væv op. Og lave min egen version af February Lady Sweater, som I nok skal få at se.

11.8.08

Arbejde eller fornøjelse?

Donald fik lige spurgt ind til det med husfliden - og fik også nævnt, at både væv, spind og strik jo også har været (og er) arbejde.

Det er helt rigtigt. Nogen gange synes jeg man skal holde sig det for øje når man går i gang - at arbejdet skal udføres så godt man kan i stedet for 'så godt man nu kan'. Eller som jeg plejer at sige - så man kan fornemme forskellen på 'håndlavet' og 'hjemmelavet'.

Det er nemlig håndværk i sit udgangspunkt. Vi snyder os selv for ordentlige resultater, hvis vi glemmer det håndværksmæssige (synes jeg).

Og så er det Donalds spørgsmål/konstatering får en helt anden mening.

Ja, det er endeløst antistressende at sidde ved rokken med velforberedt fiber. Det er yderst meditativt at sidde ved væven når alt forarbejdet er gjort. Det er fascinerende at se et strikketøj vokse frem efter en velgennemarbejdet opskrift.

Men forarbejdet? Lige dele *støn* og *suk*.

Spinderiet? Jeg elsker at sortere og vaske en ham, så jeg får præcis den fiber jeg skal bruge til præcis det rigtige projekt. Men når jeg står og sveder ved tromlekarten og er halvvejs igennem dyngen for tredje gang, spørger jeg tit mig selv hvad fanden jeg egentlig har gang i. Gang i? Jeg 'spartler huller før jeg maler', gør jeg - sørger for at det rent faktisk BLIVER meditativt at sidde ved rokken og lade dagens små og store fortrædeligheder forsvinde ind gennem piben som jævn tråd.

Væven? Det er sjovt at beregne og måle trend ud. Man bliver GOD til tælletråde og omhyggelig opbinding af skel. Men når jeg sidder og søller og har ondt i nakke og skuldre bander jeg over hver eneste tråd. Uden at skamme mig! Det er nemlig både koncentrationskrævende og røvkedeligt - men en absolut og nødvendig forudsætning for det rolige dunk af slagbordet og skyttens sus gennem skellet, som er så beroligende. På engelsk siger man 'slaying the reed' når man trækker trådene i kammen. Slaying the shoulders, more likely!

Strik, da? Igen, strikkeprøve, skitser, beregning er sjovt. Det er nyt land, ubemalet lærred, blankt papir - opdagelsesrejse, på en måde. En hel trøjeryg i ensfarvet glatstrikning er pødens dølse uden tilsat lydbog eller anden underholdning. En sokkefod i str 45 er u e n d e l i g i al sin ensformighed - og når man er ved at strikke blonde på tredje side af et sjal er man ofte fristet til at proppe hele herligheden i en pose og glemme alt om det. Men alligevel beroligende, fordi hænderne gør, mens tankerne flyver så vide omkring. Og har ro til at flyve, hvad de jo ikke har ellers i det pulveriserende arbejdsliv.

Så jo, håndens arbejde har sine afstressende momenter. Det har også sine knæk-og-brækpunkter. Kan man ikke leve med knæk-og-bræk får man 'hjemmelavet'. Kan man, får man 'håndlavet'. Der er ikke nogen mellemveje eller lynløsninger (så vidt jeg da ved).

Kanhænde nogen kender problemstillingen? Eller er det bare mig der har det sådan?

9.8.08

Og hvad har tanten så ellers lavet i stedet for at blogge?


Hun har behandlet sin Minstrel med lunet, rå linolie ude i den bagende sol (solhatte er et godt påfund), så træet kunne suuuuuuuuge sig mæt og blive mere egnet til et liv ved havet ...


... og det ville jo ikke være mig hvis ikke der skulle laves lidt fjant. Der er så mange håndspindere, der er så inkarneret naturfarvede at man kan få ondt i sin æstetiske sans - så der blev både en rød og en racer-spole.


Her står Minnie så i al sin pragt med lys chow-chow-underuld på spolen ...


... men hun må lige vente lidt, for der er en jeg kender der skal ha' gåseøjekipret dækketøj i føsdagsgave. I hør. Tak for hjælpen til Ruth!


Hørtrende fnulrer mere end en fældende kat!

3.8.08

Nu må Skaarup snart udvikle enten hjerne eller gonader! (klik for at læse artikel)

Der er noget galt med reglerne om familiesammenføring i fætter-kusine-ægteskaber.

- siger Peter Skaarup til dagens Politiken.

Nej, bette Peter. Der er faktisk en hindring for din apartheid-iver i dansk lovgivning omkring ægteskaber. Hvis I skal have magt som I har agt omkring det at bestemme, om personligt myndige mennesker må gifte sig, skal I ind og rode i reglerne for ALLE omkring ægteskab mellem nært beslægtede.

Den hurtige løsning, som I sådan er fans af, ville være at forbyde ALLE fætter-kusine-ægteskaber - men så er det at det med gonaderne kommer ind. Det TØR du nemlig ikke stille dig op hverken i medier eller Folketing og foreslå, således at du holder dig på det parlamentariske demokratis smalle sti, for slet ikke at tale om lighed for loven-princippet (som ovenikøbet er grundlovssikret.....). Det ville nemlig ramme nogle af de 'rigtig etniske danskere', ganske direkte endda - og så bliver mor Pia sur.

Kan I i dit uvidenhedens kronparti slet ikke indse, at apartheid endnu ikke er indskrevet og knæsat i dansk lovgivning? Eller vil I bare ikke? Prøv at skyde selvfølelsen derop hvor hjernen sidder hos normale mennesker, Peter. Så kunne det være at du kunne indse, at din iver efter at hindre familiesammenføringer og deraf følgende brud på lighedsprincipperne er en større trussel for retsstaten end nogen religion nogensinde kan blive!

31.7.08

Interessante stop på ferien, kapitel 2

Efter besøget hos familien Kromski gik vi på café. Man kan noget i Polen med monumentale krus kaffe, og endnu mere monumentale kager ...

Mens vi sad der og diskuterede 'hvad nu'?, fik vi spurgt en af de andre cafégæster om hun kunne anbefale et pensionat eller lignende i omgivelserne. Det kunne hun - og adspurgt om hvor vi nu skulle hen, fortalte vi at vi i første omgang ville til Jelenia Gora og se lidt på Riesengebirge.

"Kør op til Karpatcz", sagde hun. "Vejen er ikke så god, men udsigten er en million gang bedre - og om sommeren er hotellerne billige, fordi de lever af skiløbere om vinteren!".

Så vi overnattede (tak for hjælpen, Agnieszka!), og vendte næserne sydpå morgenen efter.

I Jelenia Gora kan de osse noget med kager ...





... så det blev til en glimrende lille bytur inden vi tiltrådte turen til Karpatcz. Op ad bakke. MEGET op ad bakke. Den lille lejede Picanta fik lov at bestille noget den dag, men hun klarede turen fint. Selve Karpatcz er de centraleuropæiske bjerges svar på Blackpool i sommersæsonen - unge mennesker på drukferie, børnefamilier på vandreferie, og så vagabonder som os.

Vi trak op til det næstøverste skihotel for at få stimlen lidt på afstand, og endte med den mest fænomenale udsigt jeg nogensinde har haft fra en hotelaltan.

Schneekoppe i solnedgang.



Vi kunne slet ikke få os selv til at gå i seng, så vi sad bare og SÅ indtil det blev helt mørkt.

30.7.08

Interessante stop på ferien, kapitel 1

I husker billedet af disse nydelige unge mennesker?

De bor sammen med adskillige medlemmer af den foregående generation i et stort hus i Wolsztyn, og driver en mindre, men meget succesrig virksomhed på trædrejerområdet. Meet the Kromskis, kære med-spindere.

Det allermest pudsige er egentlig at Sammy og jeg gik på netcafé for at printe et bykort ud, så vi kunne finde det uden at tale polsk - og bestyreren af netcafeen viste sig at være ven af familien, og ringede i forvejen og sagde at vi kom. Så vi blev modtaget med kindkys, kaffe og åbne arme og fik forevist herlighederne, børnene, og:



- og jeg tabte komplet mit hjerte til denne model, som kom med hjem i en fin papkasse. Den eneste grund til at vi ikke kørte ud og beså værkstedet var industriferie og hovedrengøring.

Og så en lille pudsighed: I kender allesammen den om smedens hest og skomagerens unger, ikke? OK, rokkedrejerens kone har en brækket aksel på sin rok - og har haft det i et halvt års tid. Det fniste vi en del af, både hun og jeg, mens vores mænd så på hinanden og trak på skuldrene i klar enighed.

29.7.08

At rejse er at leve (eller noget)

- og at opleve.

Det har været sundt for Sammy at opleve, hvor lusefattigt man kan opleve folk bo og leve mindre end en dagsrejse hjemmefra. Forladte landsbyer, århundredgamle huse der bare stille står og falder sammen, og midt i det hele haver med ukuelige dahlia, morgenfruer, lathyrus og omsorgsfuldt dyrket mad til vinteren.

Mange steder er man gudskelov begyndt at sætte farver på de trøstesløse betonforstæder. Det hjælper en hel del på helhedsindtrykket.

Men alle polske hotel- og pensionatsværelser har de mest hjertegribende variationer over begrebet røvballegardin.
Denne variation hedder nu 'hængerøvsgardiner' i vores familekt ....


Der foregår meget udendørs om sommeren. Vi stoppede i Nowa Sól for at tisse, og faldt over den lokale musikskoles sommerkoncert udenfor Medborgerhuset.

De fleste sang karaoke - sang godt, men stadig karaoke - og så var der Barbara her, der sang Alanis Morissette med al den teenage-angst, som fr. Morrissette burde være vokset fra for længe, længe siden. Hun bliver GOD om et par år!


Vi gik langt uden om de fleste minder om 2. verdenskrig (det k a n lade sig gøre), men dette her er den russiske mindepark i Wolzstyn, hvor vi var nødt til at parkere lige ved siden af. Jeg kan altså ikke lade være med at få grøde i stemmen over sådan et sted, hvor den ældste begravede mand blev 30 år, og den yngste blot 17. Der var flest mellem 18 og 21.

Knægten blev også berørt.


Der findes stadig tre kabeltrækfærger over Oder-floden. Begge gutter syntes egentlig det er lidt vildt at den form for infrastruktur stadig findes!

Noget om veje, træer og andet godt

Turen gik til Vorpommern, Polen, Tjekkiet og retur - med et par interessante stop undervejs.

I vores familie er vi ikke glade for motorveje. Der er noget over det at køre på og i noget ensartet hele vejen gennem Europa der byder os imod - det er landskabet, menneskene samt den måde de bor på der er hele meningen med at rejse, og DET oplever man altså ikke på motorveje. Snarere tværtom.

For eksempel ville vi aldrig have set fra motorvejen, hvordan man hæger om sine vejtræer i Mecklenburg-Vorpommern og det nordlige Polen. Mange landeveje er grønne tunneller, hvilket er vidunderligt når termometret sniger sig op på 34 grader i skyggen. Det er ikke vand på forruden. Det er insekter og sprinklervæske ...


På landevej 104 fra Bismark til Woldegk er samtlige vejtræer frugttræer - æbler, pærer, blommer, abrikoser og mirabeller. Mange af træerne er meget gamle, men velpassede og fulde af frugt. En eller anden har tænkt på dem, der ikke selv har adgang til en frugthave, tror jeg. At man har vedligeholdt denne tradition ved omsorgsfuldt at plante nye frugttræer hvor de gamle har givet op af alderdom er bare endnu bedre!


Og med barn- og ungdommens minder om hvordan de danske landeveje blev raseret for vejtræer, er det da vidunderligt at der findes steder, hvor det levende grønne er vigtigere end lastbiler.

27.7.08

Tanten har været ude at vifte med ørerne -

- sammen med disse to unge mænd -

- med denne her vinken til Danmark -

- for at besøge disse nydelige mennesker, samt se noget andet end det sædvanlige.

Vi fandt osse ham her -

- og havde denne udsigt fra vores altan en enkelt dag.

Hvor mon vi har været?

Mere følger, når begge flashkort er tømt!

17.7.08

Man ved, man trænger til ferie når -

- man hele tiden griber sig selv i at nynne den der med "Fredag sagde jeg byggepladsen ømt farvel og pilsnerkassen takket være vores nye ferielov ...."

Nedtælling!

10.7.08

Ta' jer dog sammen, klaphatte! (klik for at linke til artikel)

Vi ved det allesammen - lastbiler er farlige. Vi lærer det fra små.

Men det er eddermame beskæmmende, at formanden for chaufførfagforeningen ikke vil være med til at hans medlemmer skal tage ansvar for egen adfærd. På alle andre områder hvor man kan bringe andres liv og lemmer i fare er der et strafansvar, hvis man ikke overholder gældende love på området. Man er en nosseløs kylling uden ansvarsfornemmelse, hvis man kan få sig selv til at udtale:

»Hvis man skal op i det leje, er jeg bange for erhvervet. Det er lidt ude af proportioner. Vi skal have de ulykkestal ned, men ikke for enhver pris. Det skal ikke være sådan, at vi rammes på tegnebogen. Det skal løses med en fælles overenskomst mellem cyklister og chauffører - det kan ikke løses ensidigt«

Ved du hvad, bette Kurt? Du skulle tage og gå ud og informere dine medlemmer om, at de har et egetansvar for at overholde gældende love og regler. Præcis ligesom alle andre. Og den eneste man kan give skylden for en bøde er: [TA-DAA!] sig selv. Så selvfølgelig skal dine medlemmer rammes på tegnebogen, hvis de kører råddent, taler i telefon mens de kører, ikke gider få indstillet deres spejle ordentligt, ser film på deres transportable DVD mens de kører (observeret på motorvejen mellem Slagelse og Sorø i sidste uge), fylder forruden med gøgl og gejl så de ikke kan se en disse ... med andre ord, hvis de ikke tror diverse love og regler gælder for lige præcis dem.

Kan de ikke affinde sig med det? Tough shit. Så må de ud og skrubbe gulve (gerne på en skadestue) så de kan lære at se konsekvenserne af uansvarlig adfærd.

5.7.08

My gast has been flabbered!

Her sidder man fredeligt i sin spindestol og nyder at det er halvskyet og ikke for varmt. Den seneste Patricia Cornwell i hovedtelefonerne giver en dejlig misantropisk/paranoid stemning. Alt er idyl, omverdnen er farlig og mennesker er skiderikker (ifølge Cornwell), og så videre.

Så stopper et par med hund og kigger lidt på rok og uld, hvorpå manden siger:

"Jeg har et pudebetræk med lidt moskusuld i liggende bag i bilen. Vil du ha' det?"

Da jeg havde samlet underkæben op fra brostenene fik jeg takket ja - mange gange - hvorpå de kom trillende tyve minutter senere med dette:




Der er to et halvt kilo urenset moskusham. Når dækhårene er sorteret fra (og gemt til tæppevævegarn) kommer der til at være måske 500 g spindbar underuld.

Jeg tør slet ikke regne på hvad det ville koste mig i almindelig handel og vandel!

Pludselig er Kay Scarpetta og hendes verdenssyn ikke så relevant mere ....