
Jeg mumlede noget om en nyfortolkning af FLS inden verden gik under i tandpine. Den er også blevet færdig - man når det utroligste under sådan en sygemelding. Især når feberen er væk og man bliver små-rastløs.
Her ses den på nabo Anne i gråvejr.
Der måtte bare noget andet til end den 'gull wing lace' som modellen er født med. Jeg synes ikke mønstret er hverken spændende eller kønt (smag og behag er jo så forskellige ....), men huskede med fryd de glade hønsestrikdage, hvor oppefra-og-ned-raglantrøjer nærmest sad på rygraden.

Altså udskiftede jeg 'mågevingerne' med et panel af snoninger adskilt af løbemasker på hvert forstykke, på ærmerne, og tredobbelt på ryggen. Bærestykket i ret og resten i glat.

Garnet. Det kan absolut anbefales - dejlig blødt, fås i mange rigtig gode farver, ren uld, meget elastisk at ha' mellem hænderne, og til at betale. Der gik 10 nøgler til hele trøjen.

Knapperne er fra mormors sybordsskuffe og er hjembragt fra USA. Enten i mellemkrigsårene eller i 50erne - ingen husker det længere, men nu trængte de til at komme ud og luftes.
Den der underligt umotiverede hulrækkeudtagning fik en laaaaaaaaaaang hestetømme trukket igennem sådan à la Odd Molly -
Det er lidt svært at se, men jeg hæklede krebsemasker hele vejen rundt for at gøre især halskanten mere stabil. Jeg husker glimrende alle de 70ertrøjer, der langsomt blev mere og mere udringede, samt alle de 'medstrikkede' forkanter der kom til at flane mere og mere jo ældre og mere tilgået trøjen blev.
Lige nu ligger den på tørrestativet, så den er klar i morgen.































