De mortuis nihil nisi bene, siges det -

- men den seneste uge har budt på to dødsfald, der kan siges at have givet andre fred efter lange liv.

Mogens Glistrup og Jesse Helms er begge væk nu. Begge i høj alder. Og begge efter liv, levet i offentlighed og udfoldende en retorik der ikke er tænkende mennesker værdig.

Hvil i fred. Og lad os håbe at jeres gerninger og meninger er lagt til hvile med jer.

Så røg den første -

- Pay It Forward-gave i postkassen.

Et "Øjne i Nakken" i skuldertørklædestørrelse (hurra for sammensatte substantiver!) - lækker tyk blød uld - håber modtageren bliver glad!

Ugens loppefund

Hos Isabella's (gys) koster sådan et plantebord med kruseduller og gesvejsninger en halv ugeløn.

Hos Kirkens Korshær stod det til en flad halvtredser - og så har jeg ovenikøbet meget bedre samvittighed!

Når overkatten spiser rabarbergrød med fløde på -

- har Kaptajn Flint sin egen ske så hun kan nå at smage.

Der er et katteformet hul i mit hjerte ...

(tak til Husejer for en smuk og rammende formulering af en væmmelig følelse)

For 12 dage siden gik Tora hjemmefra en sommeraften der klang af katteopera - der har været adskillige hunkatte i omløb, som måtte besøges!

Vi har ikke set ham siden, til trods for kalden og leden, opslag og efterlysninger.

Vi vil bare SÅ gerne vide hvad der er sket med ham - om han har fundet et nyt hjem, om han er gået på seriøs walkabout, eller hvad.

Kom nu hjem, din skøre kule!!!!

Privatiseringens grimme ansigt - eller bare totalt Ebberød Bank?

Nu har jeg gået og gumlet på Venstres Minimalstatsforslag et par dage - selv om jeg skulle gumle mig forbi en forbandet grim smag i munden først!

Ved I hvad? Jeg synes faktisk alle superliberalisterne skulle have lov at prøve, sådan på tosporsvis. Det er nemlig sådan i dag, at en masse private erhvervsdrivende får svimlende statstilskud til det, der i bund og grund er en for-profitvirksomhed. Og det er bestemt ikke rimeligt - en privat skole, en privat børnehave, et privat sygehus skal først som sidst hive nogle kroner hjem til investorerne. Hvorfor skal vi andre finansiere det?

Det synes liberalisterne vi skal, fordi det er liberalistens tidebøn: "Pengene har det bedst i en lind strøm fra borgernes lommer over i mine!"

Jamen lad dem dog - men fjern for hulen statstilskuddet! Hvorfor skal alle vi almindelige menneskers skattekroner dog bruges til at gøre tegnebøgerne federe hos nogen, der ved alle smådyrs beskytter har rigeligt i forvejen???? Og dem, der er så utilfredse med folkeskole, almindelige børneinstitutioner og offentlige hospitaler burde have lov at opleve på egen pengepung hvad det i virkeligheden koster, når man gerne vil undgå at omgås kreti og pleti.

Så bliver der også det mere tilovers til flere hænder og bedre forhold i det efterhånden groft udsultede offentlige system. Penge til tidssvarende skolebøger, nedsatte klassekvotienter, flere fuldtidsstillinger i plejesektoren, ordentlige normeringer i daginstitutionerne - man kunne blive ved i én uendelighed.

Og så kan alle superliberalisterne hygge sig med deres hjertesag. Den er nok ikke hjertesag mere hvis den kommer til at koste penge ...

Næh, men ved du nu hvad ....

Søster Sanne blev glad for sit tresserskrud. Hun kan ovenikøbet passe den.

Hun har syet et skrud til mig - er den ikke bare LÆKKER?

Fede damer skal nemlig ikke gemme sig i krogene, skal de ej. De skal heller ikke spises af med blomster og volanter hver gang - for slet ikke at tale om svedklamt kunststof.

Næh, enkel facon - ordentlig bomuld - og et mønster, som er stort nok til at komme til sin ret.

TAK!

Ugens genbrugsfund!

Nu tør jeg godt vise den, for modtageren står med den i hænderne nu.

- thi end er ej alle tresserkjoler slidt op.

Adresser udbedes -

- fra mine tre Pay It Forward-ofre:

Vivian, Lise og Pia T. Mailen er dwatsham@hotmail.com

Jah, jah, jah, jah ....

- de som er gamle nok til at huske Sonja fra Saxogade kender tonefaldet!

Søster Sanne har syet mig en Cirkelinebluse ...

Så står man lige her i aftennydningen -

- og guffer junislik ved køkkenbordet:

• En lille kold kogt ny kartoffel
• Et dyp Lätta (eller smør hvis man hellere vil det)
• Et dyp kværnet Himalayasalt med finthakket basilikum

HAPS!

Paradis er lige her.

Øjebliksbillede med Pluto

Mens vi tog billeder, viste Pluto sig som et ægte fjollehoved. Hvis kattene kan bruge vinduet som udsigtsplads, kan hunden vel også?

Det er mig stadig en gåde at hun kan komme ned uden at vælte alle potteplanterne, men det kan hun altså.

Så tog vi en lille havevandring, som vi tit gør om aftenen. Lottes orange rose står på spring, og var så smuk mod sommeraftenhimlen.

Petunier er ikke blandt mine yndlinge - men denne her er så smuk i farven, og så dufter den! Lidt peberkrydret og meget dejligt.

Passionsblomster er bare dejlige. Jeg kan stadig fascineres af, at så mange detaljer kan være i én eneste blomsterknop ...

Akelejer ligner små danserinder. Denne her har vi set på som knop i en uge, og den har levet op til alle forventningerne!

Projekt Pluto, sidste kapitel

Så kom vi til den sædvanlige snor-og-sømøvelse nede på græsset ved marinaen. Det er altså dejligt at slutte dagen med termokaffe i solen mens blæsten lyntørrer projektet og himlen er så høj, så høj som den kun er det over vand ...

150 x 150 cm i opspændt tilstand - vejer 140 gram - og jeg synes selv det er blevet RET godt.

Farvespillet i Plutogarnet står ganske godt til det diskret gråbrune Loaghtan/Cheviot.

Old Shale. Så nemt at lære udenad at man kun kan kalde det rent distanceblænderi.

Her ses det så over ryggen på Plutos ejer, så man kan se hvor lækkert let og transparent det blev. Og varmt.

Gentagelse: Det hedder et Hap Shawl. OK?

Projekt Pluto, et øjebliksbillede

Pæonerne er fantastiske i år -

- projekt Pluto vokser hurtigt -

- ligesom prinsesseroserne over døren.

Livet er godt.

Projekt Pluto, kapitel 2

Så blev der spundet, tvundet og vasket. Hundehårsgarn skal vaskes grundigt, fordi hunde (i modsætning til katte) LUGTER. For et kattemenneske som mig er det ikke nogen specielt behagelig odeur, men vidunderkuren hedder grundig vask i lunkt vand med gammeldags brun sæbe. Af en eller anden grund virker den flydende ikke nær så lugtdæmpende som den rigtige gammeldags krystalsæbe. Kan en kemiker derude komme med en god forklaring?

Under alle omstændigheder er al hundelugt væk efter vask, og kommer ikke igen. Heller ikke når resultatet bliver vådt!

Hvalpeuld og silke. Superblødt, luftigt og lækkert - og af tykkelse som Shetland laceweight.

Det nærmest SKREG "hap shawl" da nøglet stod der på bordet og skulle blive til noget - men det måtte kombineres med noget andet, da hundehår ikke har den store formhukommelse og derfor nemt bliver slasket. Altså måtte der spindes noget der både er formstabilt og farveharmonisk.

Efter en del overvejelser og forsøg endte det med dette her: 1 tråd Manx Loaghtan og 1 tråd lys grå Cheviot. Ikke for brunt, og ikke for tingråt - og krepspundet for at give det ekstra 'hold' på hundegarnet.

Som I kan se af nøglerne er strikkeriet allerede undervejs - flere billeder følger.

Man får den der fornemmelse, der mangler noget ...

Dette er Rådhushaven i Korsør. Et dejligt lille hjørne med græs, roser, et majestætisk kastanjetræ, en fin skulptur og et glimrende udsyn over et af byens befærdede hjørner.

Der er altid luftig skygge under kastanietræet, der nærmer sig Yggdrasilske proportioner og nærmest er et lille økosystem i sig selv - med fugle, lav, efeu og andre gode sager.

Skulpturen står der til minde om en kommunalt ansat, der som mange andre beboere i en mindre provinsby holdt meget af en lille snak i ny og næ - og er faktisk ret god, synes jeg ...

Rosenbedene er fantastiske i juni og juli! Her i maj er de stadig ved at samle kræfter, men det går i den rigtige retning!

Og så er det jeg spørger: Er den der plet skygge ikke det ideelle sted at placere en bænk for de af os, der IKKE partout vil stege i solen? Som gerne vil have et køligt sted at sidde og samle kræfter og få humøret på plads efter at have kæmpet sig gennem Føtex? Hvor man kan se på noget smukt og gennemtænkt, der IKKE handler om merkantilisme og overforbrug?

Jeg savner en skyggebænk i den lille have.

Projekt Pluto

Som nogen læsere vil vide, måtte min nabo aflive Elvis i december.

Her er så hendes (Elvis', altså!) afløser. Pluto. Også en tæve, og lige så langhåret som sin forgænger.

Tora syns Pluto er sjovest når han kan sidde trygt bag vinduet og sige grimme ord ad hende ...

Nå, men der er jo det med langhårede schäfere, at de har verdens tykkeste og lækreste babypels, mens de stadig er på 'tøjdyrs'stadiet. Når de så tilmed er efterårshvalpe, beholder de meget af babyhåret som underpels deres første vinter.

Da hun så begyndte at forårsfælde, samlede Lotte omhyggeligt det afbørstede fnuller, og gemte det til mig. Sådan en posefuld hver tredje dag i en måned. Det er temmelig meget spindefiber, skal jeg hilse og sige ;o)

Helt ærligt? Jeg har haft moskus i hænderne, og dether var både finere, blødere og lettere. Lyder utroligt, ikke? Men nej. Moskus, go home. Hvalpepels styrer. Jeg kan få fugtige drømme om Newfoundlænder-babypels ...

Her er det så på tenen. Jeg har besluttet at tvinde det med en tråd ultratynd morbærsilke, for at det fine farvespil ikke 'bare' skal mudre sammen til mørkegråt.

Det regner i dag -

- og der er garanteret mange, der brokker sig ...

Jeg har lige været i haven igen. Det, der stod som knop tidligt i morges er ved at folde sig ud. Det, der hang med ørerne og trængte til vand strutter sundt og lysegrønt.

Man kan jo altid gå ind til kaffekoppen i tørvejr, ikke?

"Jamen, han har jo ikke noget tøj på!"

Nu begynder det at blive for groft til feel-good-indlæg.

Kort opsummering:

Integrationsministeren skriver en temmelig forsigtigt formuleret kronik i Politiken, hvor hun anmoder sine politikerkolleger om at HUSKE MAGTENS TREDELING.

Derefter går der hul på DFs Kristian i flere afdelinger samt de to uhellige præstefætre

Et par timer senere trækker man i land - men det minder mest af alt om at låse stalddøren når hesten ER stukket af. I har vist jeres sande ansigter, og det er ikke noget kønt syn! Det hjælper ikke noget at "ville bruge et andet ordvalg", små venner. De udbrud der kommer i affekt, er som regel de der ligger tættest på hjertet ...

Jeg vil anbefale at man kigger på http://www.calvin.edu/academic/cas/gpa/pre1933.htm, og især nederst på siden, hvor der er linket til en del 'lærebøger' for propagandister. Det virker ærligt talt som læselisten til DFs inderkreds!

Opdatering, fredag morgen: Så har Vibeke Manniche som forventet blandet sig i hylekoret. Hun vil åbenbart finde en tørklædebærende læge 'intimiderende', og ville ikke
forvente optimal hjælp'. Hm.

Det er flovt at være dansker i disse dage. Rigtig flovt. Og i visse situationer kvalmevækkende.

Livets små absurditeter ...

Det er lidt morsomt, når et værktøj til at klippe højteknologiske lyslederkabler -

- ligner en lille glad grøn undulat ...

Som lovet -

- lidt billeder, og ikke et ord om hadefulde, hævngerrige, primitive danskere undervejs.

Jeg starter tidligt om morgenen, med solreflekserne under havnebroen mens jeg venter på bussen -

- og vender man 180 grader ligger havnen som et spejl. Ikke noget almindeligt syn her på Banankysten!

Hjemturen ser jeg altid frem til. Kald mig bare lallende lokalpatriot - men jeg synes altså turen vestover ned i Tude Å-dalen er noget af det smukkeste i verden. Og hvem kan undgå at blive glad i låget over lysende gule rapsmarker, der kan duftes helt ind i bussen?

Fårene sopper rundt på engene, der bærer præg af at åen er tidevandspåvirket helt op på den anden side af Trelleborg-næsset. Her er det dog lavvande ...

Jeg tog en halv times pause på hjemvejen. I Vemmelev bor et par mennesker, der over en lang årrække har plantet en almindelig villahave til med alle de slags rhododendron de har kunnet få fat i, samt lidt blomstrende træer og lignende. Fantastisk, at de har kunnet få sur- og magerbundsplanter til at trives i den fede vestsjællandske muld - det er en miniudgave af skovene i Himalaya (eller det nordlige Wales!), og er på toppen lige nu.

Den ER blå. Og det ER en rhododendron ....

Tak til haveejerne. I gav mig (lidt) tro på medmennesket tilbage.

Forårssløv? Narj, det er bare -

- at jeg ikke synes der har været altovervældende meget at skrive hjem om fornylig.

Eller rettere, det har der. Men jeg har ikke evnet at udtrykke dem på rette vis.

Der har været den forfærdelige sag i Østrig, ikke? Den har været forstemmende nok i sig selv. Endnu mere forstemmende har det været at læse/høre folks meninger om årsag, straf, mangel på retspleje og lignende. Det laveste lave!

Så har der været DFs seneste kampagne, som har givet mig kogende mavesyre i sig selv. Den har nogle under- og overtoner, der trækker snublende paralleller til sydlige himmelstrøg i årene 1925 til 1933. Hvad fanden på panden bilder sådan en flok primitivister sig ind? Og så vil de ovenikøbet have monopol på at definere danskhed? De kan få lov at definere sig igennem et helt bibliotek, for det lader til at være viden de mangler mest af. Og næste gang Pia, Søren, Søren, Jesper og de andre klaphatte tager mit navn forfængeligt får de pokkerme et sagsanlæg lige i fjæset - jeg vil IKKE have den slags udskud i min have.

I morgen tager jeg mig tid til billeder og et lidt mere venligt indlæg, ing?

Bededagsweekend i sol

Alle katteejere med bare minimal beherskelse af engelsk bør læse Terry Pratchetts bog "The Unadulterated Cat" med pragtfulde tegninger af Gray Jolliffe.

I et kapitel beskriver han en leg, der hedder 'katteskak'. Når det er godt vejr og jeg drikker min morgenkaffe i solstolen foran huset, er der rig lejlighed til at betragte adskillige partier katteskak, med vekslende deltagerantal.

Dagens gæstespiller: Jammer fra nummer 10 ....

- og man bli'r så TRÆT af at forsvare sin stormestertitel!

Hvem sidder der bag skærmen ...

Ikke nogen, endnu. Men bare rolig, det kommer. Historien er i illustrerede småbidder :o)

Forhistorien er, at min højt elskede klatrerose foran huset havde besluttet, at den kun ville have én gren med de duftende, orange/pink forældlede blomster, resten var vildskud. Jeg kan også godt lide vilde roser, men alt på sin rette plads - hvis fruen vil sidde blandt nikkende roser skal det sgisme være de nikkende roser fruen betaler for!

Så vildskuddene røg, roden røg op - og to nye, forædlede, duftende, farvestærke roser blev plantet.

Her står de så og er lidt klejne endnu (der er tre knopper på vej) - men på et tidspunkt ta'r en vis mand ved dem, og så skal de ha' noget at klatre i. Jeg har kigget på espalierting, og synes ærlig talt det var en deprimerende oplevelse. Enten var det designerting til en mindre formue (og helt udenfor Lokalplan 22), eller også var det diverse net af tråd eller plast.

Kan vi stave til k e d e l i g t ?

Så hvad gør en galning som mig?

Tuller ud og køber to spoler pp-snor af den slags man binder tomater op med, samt en rundpind 15mm - slår 31 masker op - strikker 2 rapporter Madeira Cascade - og snører hele herligheden fast mellem nedløbsrør og lygtepæl.

Rosennet i blondemønster. Rigtig prinsessesejt!

Indtil roserne dækker det hele, kommer 'nettet' til at yde en anelse læ til fruens morgenkaffe-i-solen-stol. Det er heller ikke helt ringe!

Vores (og Lottes) hoveddør. Den bli'r så Tornerosefin i år!

Praetera censeo ....

- at birkepollen burde afskaffes.

Etisk Råd i selvsving (klik for at læse artikel)

Det handler (tilsyneladende) om udstillingen "Bodies" i det gamle voksmuseum ved Tivoli.

Hvorfor går min hjerne så i total tangent-mode, når jeg læser følgende sætning:

"...... Det kan jeg ikke acceptere, for et menneske er ikke til salg«, siger Niels Jørgen Cappelørn [fra Etisk Råd] til Kristeligt Dagblad.

Der kunne siges meget om "Bodies", blandt andet at jeg gerne vil se den. Min indre viktorianer vil gerne til freakshow! Man kunne også udbrede sig side op og ned over amerikansk profitjagt og kinesisk mangel på respekt for individet. Det gider jeg ikke, for begge emner er behandlet ganske udtømmende af folk der har bedre forstand på sagerne end jeg har.

Jeg vil dog gerne rette et par ord direkte til Niels Jørgen Cappelørn fra Etisk Råd:

Kære Niels Jørgen, hvis det er dig så magtpåliggende at mennesker ikke er til salg, hvorfor oplever man dig så ikke som en langt mere synlig/hørbar debattør på prostitutionsområdet? På traffickingområdet? Der ville du have en langt større chance for at udøve en positiv og etisk forsvarlig indflydelse på et område, der skriger efter opmærksomhed. Et område, hvor store indtægter unddrages det omgivende samfund (i modsætning til en for-profitudstilling, der både skal betale afgifter og andet godt!). Et område, hvor kvinder handles med stort set samme holdning som kødgrossister handler med flæskesider og halve okser.

Se, det synes jeg er langt mere uetisk end handel med mennesker, der allerede ER døde. Du er nødt til at komme lidt frem i startklodserne, hvis lige præcis det argument du præsenterer skal tages alvorligt!

Så lykkedes det!

-ET billede ad gangen ... så er det pludselig et heldagsprojekt at skrive en blogpost!

Men altså - det var jo lækkert vejr her hos os i går, og sjalet er en tand for stort til stuegulv, kattepoter og familietrafik. Derfor pakkede jeg en spand med sømbøtten, smøgerne, termoflasken -

- samt det nyvaskede og -centrifugerede sjal med monterede opspændingssnore -

- og gik ned på græsplænen ved marinaen, hvor der kan spændes op i ro og fred, samt med ordentlige toiletforhold indefor rækkevidde. Det er absolut en primærfaktor når man har haft diarré et døgn!

Så fulgte det ellers den sædvanlige rytme med fire snore og 90graders hjørner og hele moletjavsen. Kraftig drageline og sekstommerssøm er udendørsværktøjet.

Sådan. Tid til termoen og bænken og en smøg i fred og ro, med udsigt til myreflittige bådfolk der sliber, vasker og skurer til den store guldmedalje.

Spejlborten. Jeg har altid syntes mønstret 'madeira cascade' ligner fiske- eller drageskæl. Virkningen blev endnu tydeligere, da jeg forskød rapporterne i stedet for at have de retstrikkede trekanter lige over hinanden.

Det gjorde det også nemmere at lave smiget i hjørnet regelmæssigt og smukt.

Blonden. Jeg kan godt lide den stiliserede muslingeform, og den spiller godt op til spejlborten.

Tekstilnydt (og noget)

Her SKULLE have været billeder af opspændingen af det seneste eVilla-sjal - men blogger driller, så vi nøjes med:

Draperet hen over ryggen på verdens bedste nabo -

- draperet i buskene med Kaptajn Flint for at angive størrelsesforhold -

- og et kig på hvor transparent det er -

- samt et kig fra bænken hvor jeg sad med termokaffen og ventede på at det blev tørt og fint. Det blev nemlig spændt op nede på græsset ved marinaen, hvor sol og vind gør tørring af kniplingssjaler til en halvtimessag i stedet for natten over, som det tit bliver til indendørs.

Så lykkedes det at få opskriften færdig ....

"Marostica".

Et forholdsvis enkelt sjal efter Shetlandsmetoden.

Nogen Evillaforhandlere derude, som er interesserede?

Opdatering 28/3:
Jeg kæmper med at oprette en eWire-knap, så interesserede kan købe en PDF-kopi af opskriften til selvprint. Hold øje med højremenuen ...

Og det var den påske, hvor -

- det var temmelig højvande -

- Luna fik fred til at snuppe sig en lille morfar -

- og Tjalfemissen kom med på besøg og fandt sig godt tilrette hos Bedsterne. Der var bibliotekskassen til at putte sig i når man ville have fred -

- og alligevel ville holde øje med hvad de tossede mennesker lavede. Der var fodskamlen til at gemme sig under, når man ville fange sig en forbipasserende fod -

- rollatoren til at ligge under, når man ville holde øje med Bedstemor -

- Sisses ryglæn at sidde på når man ville rage op over alt folket -

- samt 'urskoven' på sybordet at skjule sig i, når man skulle holde øje med alle mågerne ud ad vinduet.

Han havde en storslået påske. Masser af mennesker, masser af nus, masser af nye ting at opdage, samt masser af gulvplads man kunne killingeamokke på.

Hvis man kunne spørge ham, ville han sikkert sige at det var bilturen værd. Hvis man bare ikke skulle i bur imens!

Undren ...

Det var egentlig en kommentar fra Ella ovre hos Madame, der satte tankerækken i gang .... Ella skrev:

- i mange år var jeg helt krumbøjet af at rydde op efter mand og børn

- og jeg måtte lige samle en lille kvababbelse op. Det var jo det mønster, mine forældre kæmpede for at bryde, det der med far der går på arbejde og moar som er et serviceorgan, samtidig med at hun i vore dage også har arbejde at tage sig af. Mine børn har lært, at moar ikke er serviceorgan. De har lært, at den største gave man som forælder kan give sine børn er at gøre dem selvhjulpne - og det bliver man IKKE ved at mor slæber sig krumrygget på oprydning, mad, opvask og vasketøj.

Når jeg så ser på yngre mennesker i bekendtskabskredsen, og såmænd også bloggere omkring de 30 med børn og alt det andet, så dukker det mønster minsæl op igen! Ledsaget af det ord jeg hader allermest i tidens fremherskende vokabular:

Perfekt

- for det er verden åbenbart, når man har slidt sig selv halvt i stykker for at hjemmet skal ligne Isabella's eller noget i den dur. Og så er det lige jeg er nødt til at spørge:

Hvad er det der er så perfekt ved at opdrage unger, der aldrig har gjort nogetsomhelst for det fælles? Som aldrig har smurt en madpakke, den dag de flytter hjemmefra? Som ikke ved hvordan man steger en frikadelle (eller en skive lever!), som aldrig har vasket et gulv eller syet en knap i? Som ikke kan kende forskel på koge- og kulørtvask, eller for den sags skyld kan læse vaskeanvisningsetiketterne i tøjet? Som går fuldstændig i spåner fordi klub/kollegieværelset ikke gør sig selv rent, underbukserne ikke vasker sig selv, toiletter af og til stopper til, og som knap kan holde styr på f.eks. en recept? Som står og klapper som hjælpeløse søløver hvis der skal slås et søm i eller bores huller til at hænge en hylde op?

Hvordan er jeres tilgang til selvhjulpent afkom?

Lidt om uld - og andet godt

Marts har stået i undervisningens tegn. Dels på Gavstrikkernes årsmøde, hvor en flok energiske strikkere havde fået et lille og VARMT lokale til at lære noget om Shetlandskniplingstrik og sjalskonstruktion.

De knoklede. Og svedte. Og virkede allesammen som om de fik noget med hjem i hjernekisten til videre forarbejdning. Det var godt.

Vi holdt også strikkecafé på biblioteket. Hyggeligt og mere uformelt.

Vi fik startet en 'flere på samme strikketøj'-ting, som kommer til at vokse ved de næste arrangementer.

De obligatoriske kattebilleder, for at jeg ikke skal slå over i en mavesur tirade over den herskende tone i den politiske debat, visse ministres moralske habitus (man sku lige ha hørt dem hvis det havde været et medlem af oppositionen ...), visse demonstranters mangel på danskhed (læs SIAD):

Handske eller mus?

"Nus mig nu på maven!" Nixen bixen Ninjai, for så bider du mig i armen ....

½ sek. senere faldt hun ned fra skamlen ...

Tora opdagede det vidunderlige ved hunkatte i løbetid, samt det farlige i andre hankatte. Han kom hjem med et genoldigt sæveøje, som blev til en byld og måtte til dyrlægen. Heldigvis er han af den slags katte, som tager tabletter uden brok. Det vil sige, han skal 'overtales' til at åbne munden, men når først tabletten er indefor gummerne gnasker han den stoisk i sig. Så er det ingen sag med en femdages penicillinkur!

Jeg tror nu alligevel vi får ham kastreret inden næste bølge af løbetid - så hvis nogen vil låne en halvt skovkat med anlæg for polydaktyli i stamtræet til avl er det NU I skal slå til. Om tre måneder kan det meget vel være for sent.