Damn - når der går ged i noget, drevet af Google, er det sindssygt besværligt at rette!

Man overvejer, hvor uintelligent man behøver at være for at sprede reklamer?

Jeg mener, at sende spammails til folk der bor nærmest med tæerne i havet ...

"få frisk fisk bragt til døren"

Nogen dage føles det som om jeg bare behøver åbne den, så hopper fiskene ind helt af sig selv. Hvis det glipper, spørger jeg bare genboen. Han er altid leveringsdygtig. Og hans fangst er aldrig mere end otte timer gammel før den ender på komfuret.

Nu er det endelig ved at gå op for resten af verden ...

... at Fjogh er en ulv i fåreklæder.

Det er ikke kønne ord, der falder i Natos bagland. Diplomatiet lader ord falde som "egenrådig". Eller bemærkninger som "han skal passe på ikke at glemme, at i Nato er processen ofte næsten lige så vigtig som beslutningen".

Når den diplomat siger "Han er da på mange måder en god leder. Men han skal passe på ikke at blive for politisk og autoritær i sin stil, for det vil give bagslag på længere sigt. Han er jo ikke statsminister for Nato.", klukker jeg indvendig. Fjogh var det tætteste Danmark har været på en diktatorisk leder siden de glade provisoriedage, og det er på tide at resten af verden indser det i stedet for at synge hans pris i høje toner.

Han ser nemlig ud til at fortsætte fodslaget fra Schlüter-tiden over regeringsårene til - ja, til hvad?

Det bliver ikke et kønt eftermæle.

Og HVOR er resten af landets aviser med dækning af problemstillingen? Hvis Politiken kan få sådanne udtalelser fra højtrangerende diplomater, kan både Berlingeren og Jyllandspesten også. Logre, logre.

Der er noget, jeg ikke forstår ved den danske medieverden ...

Engang hed pressen "den fjerde statsmagt". De allerfleste aviser så deres fornemste opgave som at stille kritiske spørgsmål til diverse magthavere, eller måske ovenikøbet at tale dem midt imod.

Det begynder at knibe med det efterhånden ...

Det er åbenbart mere interessant, at en flok unge mennesker i Slagelse reagerer uhensigtsmæssigt på et brev om at et bederum "larmer og sviner" - og jeg undskylder IKKE deres optræden! - end det er at White Pride-båtnakker systematisk overfalder folk på gaden?

Jeg kunne forfærdelig godt tænke mig at vide hvad det er for mennesker, der sidder i den beboerforening i Slagelse. Jeg kunne forfærdelig godt tænke mig at vide hvad der får dem til at opfordre til lukning af et bederum midt i Ramadanen. Jeg kunne såmænd også godt tænke mig at vide hvordan samme mennesker selv ville reagere på en bebudet kirkelukning i juletiden - men nej, det er der ingen aviser der skriver om. Det er nemlig unødvendig nuancering ...

Hvad racister og voldsmænd går og laver i Århus er åbenbart totalt uinteressant? Det måtte jeg til en alternativ website for at læse om?

Faktisk er du i større fare for vold fra overberusede bonderøve og fascister i flok i Århus end du er for problemer med indvandrere. Det kunne da blive alle tideres kioskbasker?

Men nej. Den fjerde statsmagt har stukket piben ind og er blevet tam.

Okæh, vi tager lige en mundfuld idyl ...

Når nu det endelig ikke regner eller blæser halvanden pelikan - og larmeho'derne på Flådestationen holder en lille pause - må man udenfor med kaffe, lydbog og almen afstressning.

Den gamle klunsede stol er afgået ved en ærefuld død af alderdom og fugt, så jeg har klunset en anden udestol. Den skulle bare lige ha' et par klatter lim og lidt sæbevand, så var den så god som ny - og kostede kun besværet med at slæbe den hjem.

Faktisk kan jeg godt forarges en del over alle de der "se hvad jeg har købt", når der kan hentes masser af gode og brugbare sager ved både containerjagt og i genbrugsbutikker.

Sagde nogen ressourcespild?

"Jeg gør ikke, bare min kattemad ikke er genbrug!"

... hvorpå der dukkede forbipasserende fodgængere op i horisonten, og hun fik mere travlt med at gøre sig lækker end med at være værdig og selvstændig.

Den Pæreformede Puttekat (AKA Kaptajn Flint) holdt lidt mere på formerne.

"Hvem kalder du pæreformet, hva? Hva?"

Det er fand'me uhyggeligt, du!

Skræmmeretorikken breder sig ubønhørligt.

De seneste vildskud på menneskestammen tenderer faktisk det direkte skræmmende. Vidste i f.eks. at Blogger lægger servere og båndbredde til udbredelse af nynazistisk propaganda? Daniel Carlsen, tidligere garder, erklæret racist, White Pride-medlem og det eneste medlem af DNSB der kan både stave og samle en sætning korrekt, har en blog her på Blogger?

Jeg føler mig tilsmudset. Det er ikke den form for selskab jeg bifalder.

Først tænkte jeg: "Så hiver vi teltpælene op, Tante. Det er bare for meget!" - men så kom jeg til at tænke på den med at de værste i mobbekonflikter er dem der ikke griber ind, men bare vender ryggen til og venter på at det er overstået.

Så nej. Jeg flytter ikke. Der er fandeme mere ærlig dansker (for slet ikke at tale om kultiveret dansker) i mig end der er i udskud som Carlsen.

I stedet for bomber jeg Blogger med klager. Det er den slags sæbe der skal til den slags smuds.

Blogland som samfundsspejl?

Når nu det er temmelig længe siden man har haft noget på hjerte, får man så meget bedre tid til at læse andres blogs.

Jeg bliver af og til så tung om hjertet, for det begynder mere og mere at ligne et spejl af den politiske virkelighed - og ved I hvad, kære bloggere? Det er ikke noget specielt opbyggeligt syn.

De eftertænksomme glider længere og længere over i indretning og skjønne haver.

Dem med de skjønne haver glider længere og længere over i ren overflade og product placement.

Dem med det originale og smukke håndarbejde glider længere og længere over i det mainstream, og ... fortsæt selv.

Tror jeg er nødt til at stramme tænderne og begynde at blogge igen. Så må vi håbe jeg har noget fornuftigt at sige ...

Tavshed er guld, ing?

- men det har været sådan en morgen, at jeg for én gangs skyld har noget at sige.

Solopgang i hele skalaen fra glødende purpur over smedens esse til spædeste pastelorange. Spæde sastrugiformede skyer. Korsør Nor i havblik, så det ligger der og gengiver herligheden ...

Med andre ord, sådan en morgen man gemmer på den indre harddisk til fremgravning når det blæser halvanden pelikan og regner syndfloder.

Og så kom der et minde boblende, som jeg egentlig gerne ville høre om jeg er ene om.
Dengang i mine glade (præ-AIDS) unge dage var det sådan en morgen man gjorde noget ulovligt ... havde man været på scor og været heldig var det sådan en morgen man "lånte" en jolle og roede ud på Bæltet. At føre scoreprocessen til sin selvfølgelige konklusion i en jolle i havblik og vindstille, mens solen står op og man kan se helt ned til bunden, selv på kanten af sejlrenden. For så som den selvfølgeligste ting at aflevere samme jolle pænt der hvor man fandt den.

Er jeg (og nogle byfæller) de eneste, der har den oplevelse?

I vore dage er både og joller behørigt låst fast og aflåst og lukket inde, så det er nok ikke andre end bådejere beskåret ...

En kæmpe er faldet -

- eller, man ved at alderen begynder at trykke, når éns ungdoms idoler begynder at falde bort.

Leif Roden er død.

Vi vil savne dig, Rod. Men gudskelov har vi vinylen endnu ...

I dag er det 29 år siden -

- at det begyndte at sne over Roskilde

- at al forvirringen medførte, at jeg afleverede brillerne i modtagelsen

- at jeg blev mor for første gang i en salig tåge af nærsynethed (med venlig opfordring til at følge processen via et spejl, jeg ikke kunne se ... )

- at hans fod var på størrelse med min tommeltot

Meget har ændret sig siden, men jeg husker stadig den der fod. Også når jeg ser på hans str. 49 ...

Tillykke, putte.

Så meget for -

- den højt besungne ytringsfrihed?

Eller gælder den kun dem, der er enige med Birthe Rønn og det beskidte dusin?

Kunsten at dreje et håndsving ...

En ting er at tromlekarte fibre - en anden ting er at bruge samme redskab til at blande fibre. Min højre arm har nu mindst 15% mere muskelmasse end den venstre. Allermindst.

Her er moskus og mohair 'kørt sammen' første gang, omhyggeligt afvejet 60/40. Det tegner fint, sådan foreløbig ...

... og bunken bare vokser og vokser. Det tog en hel aften at veje af og 'grovblande'.

Det hjalp sæføli heller ikke, at Ninjai var vildt forelsket i alle de små fnuglette løse totter, som dryssede ud over det hele. "Flyvende mus!" tænkte hun, og gik på jagt. Ret ofte under mine fødder eller bag om mine knæ ...

"Hjælpen" til trods lykkedes det. Dette er en 60liters balje, fyldt med fnuglette fjerskyer af fiber. Alle totterne (næsten!) er fordelt mellem støvsugerpose og kattemave - og så er vi endelig klar til rokken.

Første forsøg. Det skulle gerne ende med totrådet, ca. 5/2. Hvis jeg KAN spinde så tykt ...

Vi gør hermed vitterligt -

- at grundig tromlekartning af et kilo blandet fiber ikke er et job for småslatne spaghettiarme. Slet ikke for ømme gigtskuldre ...

I får lige et par undervejsbilleder:

Dette er 600 g renset og førstegangstromlet moskus. Hvordan jeg fik det op under neglene kan ses her.
Jeg valgte at efterlade måske 5% af de korte, bløde dækhår i fordi jeg gerne vil spinde trøjegarn - men er lidt urolig for at 600 g nok ikke er helt nok.

Først var tanken at blande et sted mellem 25 og 30% spelsau-underuld i, men da jeg var på værkstedet og rode faldt jeg over dette her:

Ca. 400 g førstegangsklip kidmohair, som jeg byttede mig til på en 4H-dag sidste år.

Nu er begge dele førstegangstromlet, kamerabatterierne er flade - og mine skuldre HAR fortalt mig, at de har fået nok for i dag.

I morgen skal der blandes. Det kan KUN blive lækkert - og hvis farven bliver for fimsetbrun er der da en oplagt kandidat til sommerens første indigokype, hvad?

Når privatisering bliver privatkomisk ... (eller "Godt det ikke er min privatøkonomi")

Vi er vel alle bekendt med regeringens yndlingsmantra efterhånden, ikke? "Privatisering, privatisering, privatisering". Nærmest ligegyldigt hvordan, og som man nu kan læse, ganske uden smålig skelen til resultater.

Så er det jo at enhver med bare minimal sund sans og øre for logik burde sige sig selv, at noget er skingrende galt med forudsætningerne. Det er da dybt beskæmmende at læse følgende ord fra en ledende på området:

»Vi har valgt at sige, at tidligere resultater ikke indgår i tildelingskriterierne, så det også bliver muligt for nye aktører at komme ind og byde på opgaverne«

Jamenforpokkeraltså! Nu har private aktører været ind over beskæftigelsesområdet tilstrækkelig længe til at klinten burde være skilt fra hveden, skulle man mene. Der burde efterhånden være tilstrækkeligt grundlag at bedømme på - hvem har leveret de resultater, som ideologien tilskriver at private kan levere bedre og billigere, og hvem har mildest talt ikke leveret en hujende kommandantfis - hvilket beskæmmende nok oftest er de rent private uden forbindelser til f.eks. fagbevægelsen.

Nogen bør ha' røde ører. Eller en dårlig smag i munden.

Eller også er de arbejdsløse i ordets dybeste betydning bare ligemeget?

Tjah, hvad skal man sige?

• at landet er på vej durk i kompostspanden?
• at regeringsrokaden bare gav os en ny række primadonnaer uden hverken politisk tæft eller brugbar viden?
• at jeg går rundt og savner den time, som blev hugget fra mig i nat?
• at jeg er SÅ træt af at sidde i den der "ingen job, ingen penge"-klemme?

Nå, men så fik jeg fingre i Margaret Atwoods "Year Of The Flood" som lydbog - www.bibliotek.dk er en gave for os lydbogsfreaks - og tilbragte to dage med at høre først "Oryx And Crake", og så den nye bagefter.

Det hjalp lidt.

Men for helvede, hvor vi trænger til udskiftning på Christiansborg.

Ny olympisk disciplin?

Spejlvendt synkronsnuen -

- efterfulgt af spejlvendt synkronvågnen ...

En lille ulempe ...

Jeg har brugt en eftermiddag på at luge spam væk fra kommentarfelterne. Det virker ikke seriøst på mig, når min beslutning om reklamefri zone så følges op af kommentarer, der anbefaler kopi-Viagra, pornosites eller tvivlsomme forsikringer.

Det er åbenbart nødvendigt med en form for verifikation af kommentarer. På forhånd undskyld til de, som har svært ved at se/gengive verifikationskoden, men det er åbenbart det der skal til ...

Det er ganske vist ...

Jeg har leget med hæklenålen. Små sladrende hønepøner.

Lille My, slutfase

Vi husker godt hende her, og Mymletrøjen til moderen, ikke? Og mit letsindige løfte om en model til små Myer?

Nu er Lille My-modellen nået til teststrikningsfasen - det vil sige, at om en måneds tid er der en færdig opskrift. Eventuelle villige teststrikkere/korrektøser kan skrive til mig på dana@paradis.dk , hvis de er villige til at yde en hjælpende hånd mod symbolsk erkendtlighed. Finanserne står ikke til egentlig betaling, men .... ?

Her ses den i str. 1 år, strikket i Mayflowers strømpegarn.

Under udarbejdelse i str. 3 år, i Løves Baby- og Hosegarn.

Jeg har valgt at strømpegarn og pinde 3mm gav det bedste resultat. Let, maskinvaskbart og uden filterisiko. Evt. kan bomuldsgarn i tilsvarende tykkelse bruges, hvis man vil lave en sommerudgave der også kan ryge i vaskemaskinen.

Er det 1810 eller ?

Jeg snublede over en artikel i Politiken her til morgen, som sendte den tidlige kaffe på en uventet rejse gennem øvre svælg og næse. Advarsel til den opmærksomme læser: Man skal aldrig fnise med munden fuld af skoldhed whatever. Det er groft ubehageligt.

Artiklen var i sig selv ikke specielt morsom - den handler om at strømline adgang til permanent ophold for visse, særligt udvalgte, udenlandske statsborgere. Og som forventet kommer DFs apartheid- og integrationsordfører Skaarup med nogle dybt usympatiske udmeldinger.

Og så kom det, der afstedkom fniset: Et citat fra statsministerens nytårstale. Jeg undgår ellers med flid Lille Lars' udtalelser, for de har ikke ændret sig et hår siden han var viceborgmester i Græsted - men denne her:

»Det gælder også de mange, der har valgt Danmark til, og som ikke i generationer har været slægts- eller skæbnebestemt til at være danskere«, sagde Løkke.

Hvordan i alvideste verden bliver man "skæbnebestemt dansker"? Er der nogen derude, som kan give et godt, kreativt bud på det?

Sidst nogen aktivt brugte ordet "skæbnebestemt" i skriftlig dansk var Karen Blixen, når hun morede sig med at skrive pasticher over det tidlige 1800tals romancer ...

Moral er godt, dobbeltmoral er ...

Holbergskolen holder forældremøde om mobning. Det er der ikke noget nyt i, det gør mange skoler med jævne mellemrum, når tilstrækkelig mange elever gør opmærksom på at deres hverdag er utålelig.

Hvorfor har nyheden om mødet så fået dele af det politiske establishment i harnisk? For slet ikke at sige helt ud på overdrevet?

Jo, man har valgt kun at holde et møde for mødrene. Der angives adskillige grunde, men en af de vægtigste skulle være at få mødre fra muslimske familier til at deltage.

Godt så.

Så er det lige jeg undrer mig en del. Mens min yngste gik i SFO endnu oplevede jeg, at flere og flere aktiviteter blev kønssegregeret. Ikke af kulturelle eller religiøse hensyn, men fordi hunforskrækkede kønsforskere mente, at drengene havde bedre af at drengehørme. At tilbuddene til pigerne så var enestående stereotype gad de ligesom ikke rigtig snakke om. Der har også været adskillige skoletiltag med kønsopdelt undervisning - fordi hunforskrækkede kønsforskere mener, at det er synd for drengene at de skal klappe kaje og koncentrere sig.

Det vil altså sige, at nogen former for kønssegregation er helt i orden, mens andre er 'knæfald'?

Sig mig, har folk glemt både logik og sund fornuft i alt deres Lars Hedegaard-lignende hysteri?

Her har været lidt stille igen -

- fordi der ikke rigtig har været noget at skrive hjem om (bortset fra refleksioner over sygdom, som ikke er interessante).

Der har været alt for mange kilder til arrigskab, undren og skamfuldhed, som jeg ikke har formået at sætte i ord uden at overskride injurielovgivningen.

Men nu? Nu er målet fuldt. Se bare HER. Og HER.

Vi har et "kulturnært" eksempel på privatiseringen lige rundt om hjørnet, nemlig Storbritannien. Er der nogen sinde nogen af jer, der har set engelske plejehjem? Eller skoler? Især skoler for børn, der ikke lige passer ind i standardmodellen? Er det virkelig det samfund, vores politikere mener vi skal have?

Under Thatcher og Major blev der ført præcis den samme politik - privatisering, privatisering, privatisering var det evige mantra. Alt skulle på private hænder.
Vi ser langtidsvirkningerne i dag. Jernbanedrift, som er rasende dyr, nedslidt, usikker og som får DSB til at ligne et schweizisk urværk hvad præcisionen angår. En ældrepleje, som effektivt udskiller en tredjedel af pensionisterne, fordi de simpelthen er for fattige til at betale for beskyttet bolig eller plejehjem. Reklameskoler.

Og så er det jeg spørger igen: Når ISS ikke engang kan holde Nørreport Station ren, tror vi så virkelig på at de er i stand til at drive plejehjem, skoler eller børnepasning på forsvarlig vis? Sådan helt seriøst?

Et godt princip at slutte og starte med

De fleste læsere vil vist efterhånden være klar over, at jeg er en stor tilhænger af "what goes around, comes around". At man får det tilbage fra omgivelserne som man putter i dem.

Ikke fordi jeg har nogen religiøs eller på anden måde skemalagt grund til at ha' det sådan - det er bare sådan indersiden af mit ho'de er skruet sammen. Og det virker. Derfor er der et par specifikke mennesker, der fortjener en tak:

Jeg lavede en hundetrøje til Louis. Ikke fordi jeg er nogen stor tilhænger af hunde i tøj, men han er en Springer Spaniel og har ingen underpels. Det vil sige, at han skidefryser om vinteren, og den jakke hans ejer havde købt var godtnok vandtæt og jægergrøn, men den var også stiv og ubehagelig, og Louis kan ikke lide den. Så han fik en rullekravesweater i koksgrå uldtweed, med en pigtråds-snoning ned ad ryggen. Ret sejt. Og varmt om mave og bryst.
Den 30. kom hans ejer så og overrakte en pose med forbenet af en rå. Så vi fik vildtragout med svampe og hele svineriet til nytårsmiddag, og sendte en kærlig tanke til Louis' ejer - fordi vi gjorde hinanden glade.

Den anden: havde spurgt om rokketyper, fordi hun gerne vil lære at spinde - hun er fåreavler på hobbyplan, og en forbistret dygtig strikker. Hun fik samme tilbud som jeg fik i sin tid: du kan låne min begynderrok et halvt års tid, og se hvad du synes om processen før du går ud og investerer. Så nu ligger der en hjemmeavlet lammeryg i min fryser og venter på præcis den rette lejlighed til at blive til noget guf sammen med hvidløg og rosmarin - fordi vi ville gøre hinanden glade.

Der er mange af den slags historier i mit liv (og de handler ikke allesammen om mad!). Derfor bliver jeg også i sådan et gråt humør, hver gang jeg støder på et menneske af mistænksomhedstypen. Dem, der automatisk tænker "Cui bono?", når nogen vil dem det godt - for man holder temmelig hurtigt OP med at ville noget godt overfor mistænksomhed. Og sådan går det rundt og rundt. Man får det igen man selv giver.

Hvordan kurerer man mistænksomhed?

Når man nu har -

- vekslende diætbehov i en større familiesammenhæng, bliver det pludselig sjovt at julebage.

Nu er der så lavet sukkerfri vaniljekranse - men det tilbagevendende problem er et familiemedlem, der ikke tåler peber. Og hun æææælsker brunkager og pebernødder ...

Nu er der lavet en portion, hvor peberet er erstattet med allehånde. Det er ganske spiseligt! Minder en del om hollandske spekulaas, selv om der er mindre fedt og sukker i.

Mens jeg stod der og stak hjerter og stjerner ud, kom jeg til at tænke på det år hvor Sisse og jeg bagte julesmåkager efter en af min mormors gamle amerikanske kogebøger. Der stod ganske vist noget om at halvere opskriften - det så vi først bagefter. Det år havde vi krydderismåkager i samtlige husets dåser, beholdere og bøtter. 875 småkager, sådan cirkus...

Det er hårdt at være kat!

Mine mennesker lægger af og til tøj på stolene. Tøj uden et eneste kattehår på, og fyldt med lugten af udendørs.
Det med kattehårene kan man ikke have siddende på sig, så det er vigtigt at lægge sig på bunkerne, når de vender ryggen til.
Gudskelov var stakken med sort Runetøj høj nok til at man kan lægge hovedet på bordet, når trætheden overvælder én.

Kontraster er dejligt ...

Huxley's "Brave New World" læst af Michael York.

Grusommeligheder tolket i en stemme som flydende lynghonning ... og så et strikketøj med udfordring.

Så kan regn og kulde bare komme an, kan de!

Hvad sker der lige for Danmark?

Først ligger man mere eller mindre underdrejet i små 14 dage. Det er ikke h e l t så let at komme over influenza og andre viderværdigheder, når man ikke er 17 andre steder end i ånden ...

Når man så stikker hovedet udenfor dynen og begynder at læse aviser igen, får man en umanerlig lyst til at sige som Søren Brun: "Hvis jeg nu trækker dynen op over hovedet, går Verden så væk af sig selv?"

Først og fremmest er der 'lømmelpakken'. Den bedste kommentar kan læses her. Så er der de nye udvisningsregler. Og så vil DF udviske magtens tredeling yderligere. Der er i det hele taget ingen ende på elendighederne, hvis man bekymrer sig blot det allermindste om basale, demokratiske, grundlovssikrede samfundsrettigheder.

På plussiden:

• Den sweater jeg strikkede til Louis (som er en springer spaniel) passede på et fugtigt knurhår, og skal nok holde en hund uden underpels varm.
• Diverse infektioner er nedkæmpet.
• Det ser ud til at Victoza virker efter hensigten mht at stabilisere blodsukkeret mere effektivt. Eneste minus er den der smag i munden som om man går og sutter på et søm ...

Her har været lidt stille ...

... men det har jeg også.

Weekenden 7 - 8/11 var jeg til Værkstedsweekend på Ringe Efterskole for at lære et hold af både begyndere (efterskoleelever) og garvede strikkere (Husflidsmedlemmer) at strikke neverkont.

Det var sjovt. Rigtig sjovt. De to efterskoleelever fik endda hver sin hue færdige og var MEGET stolte - og jeg var meget stolt af dem.

Jeg fik også en souvenir med hjem i form af et skrogfuld influenzavirus ... tak skal I ha', unger. Man skal dele ud af sin overflod!

Nu er influenzaen på retræte. Til gengæld har dens ravage på mit immunsystem vækket en gammel, slumrende infektion. Den skal lægen lige se på i morgen. Kanhænde her så bliver lidt stille igen ...

Nej, nu be'r jeg Dem, fru Heilbunth!

Så er der forhandlet en "kulturpakke" på plads. Den rummer både gode og rystende dårlige tiltag ... først de gode:

Pengene skal blandt andet bruges til at fremme, at børn og unge i højere grad møder kunst i dagligdagen.

De kreative fag i skolerne skal styrkes ved at give mulighed for at ansætte kunstnere i projektansættelser eller ved at arrangere kunstprojekter.

Og så lige den del, der giver syresmag omkring drøbelen:

Derudover har Dansk Folkeparti fået penge til bevarelse af danske kulturminder i udlandet. Hvor Dannebrog faldt ned fra himlen i Letland, skal der laves en større markering af stedet og anlægges stier, så det er lettere at besøge lokaliteten.
I Ghana skal det gamle fort Christiansborg have penge til renovering, mens der også er penge til De Vestindiske Øer. I alt afsættes fem millioner kroner til at danske mindesmærker i udlandet.

Det vil sige, at vi skal have et 'mindesmærke' for en korstogsmyte, samt restaurere vores forhold til slavehandlen?

Jeg synes da det ville være fremragende, hvis man greb lejligheden til at gøre opmærksom på at Valdemar Sejrs "korstog" var en reel erobringskrig. At man greb lejligheden til at gøre opmærksom på, hvor mange "prominente" danskere, der skabte sine formuer på slavehandel. Man kan drage rigtig mange paralleller til nutiden i den sammenhæng, nemlig - men det er jo nok ikke lige den vinkel, Peter Skaarup gerne vil have fremdraget.

Hvad stiller man op med en frossen kylling? AKA Kylling i karry à la anderledes

Vi har en god slagter, der stadig dyrker det gode gamle husmorprincip med ugepakker til fryseren. Kød til syv måltider for fire til en rimelig penge, og i alt fald højere kvalitet end supermarkedet!

Eneste ulempe er de uger, hvor et af elementerne er en frossen kylling. Den er som regel større end de små papting fra Netto, men alligevel er det ikke en heftig høne på toethalvt kilo eller mere. Der skal lidt knofedt til for at få spændende mad ud af dem. Nedenstående løsning er vores familiespecial - der må adopteres ad libitum!

Man tager en stor glas-stegeso. Min er fra genbrugeren, har kostet en tyver, og har rummet umådelige mængder simremad i årevis.

Så dækker man bunden med fire-fem bananskalotter i både. Flere, hvis man er virkelig glad for løg.

Så drysser man gavmildt med letknuste hvidløgsfed. Ikke noget med hvidløgspresser, de skal bare ha' et dask med bredsiden af køkkenkniven og pilles let fra hinanden. Jeg plejer at bruge fem-seks fed til en standardkylling.

Næste lag: Et Belle de Boskoop uden kernehus, snittet i smalle både. Det skal være et surt madæble, ellers bliver resultatet sødt.

Et par gavmilde skefulde god Madraskarry. Teskeer for de uvante, dessertskeer til os andre.

Læg den flækkede kylling ovenpå -

- og læg en gulerod eller to i små splitter rundt om.

Drys med salt og hvidløgspeber. Hvis du ikke er helt sikker på styrken af din karry, kan du holde igen med peberet.

- og top op med et par håndfulde snittede svampe. Her er det champignon, men alle slags svampe kan bruges. Især judasøre, violet ametysthat og stor trompetsvamp er fantastiske i denne sammenhæng.

Og så til det lettere magiske: Saften af to limes -

- og en kop koldt vand.

Staniol over, husk at klemme det godt fast langs kanten. Alle de gode dampe skal blive derinde!

- samt det 'officielle' låg, sådan efter livrem-og-seler-princippet.

Ind i ovnen i to timer ved 175 grader.

Når de to timer er gået, ser det sådan her ud, og dufter aldeles himmelsk. Æblet er mørnet til atomer, og har allieret sig med karry og lime til noget i retning af 'summen er større end de enkelte dele'. Så tager man kyllingen op af snasket, lægger den i låget fra stegesoen, og sætter den i ovnen igen. Dæmp varmen til 120 grader, og lad den brune efter mens du koger en gryde ris.

Og så må der voldædes. Man kan godt jævne stegeskyen, men det er altså ikke nødvendigt.

Om at føle sig gammel og hvorfor ...

Nogen får kuller når de bliver 30. Andre mener, at andre (arbitrære!) fikspunkter i kalenderen er 'officiel anledning' til at sætte sig ned og tænke over, at nu er sidste salgsdato weit übergezogen.

Ikke her.

Men udefrakommende faktorer? Oooooh yeah, baby!

Indtil nu har de eneste øjeblikke af den art i mit liv været da ældste blev 21, og da jeg fik at vide, at flerstyrkebriller nu var en uomgængelighed.

De sidste halvanden måned er der så kommet TO klap med hammeren: Da Les blev 60, og i dag da han fik at vide, at nu står den på høreapparat.

Jeg ka' lige høre mig selv: "Dav, jeg hedder Dana. Min mand er tres og bruger høreapparat." Så hul i at jeg ikke føler mig midaldrende ellers, mine omgivelser ER midaldrende.

Dagens brok i den anledning: Hvorfor i alverden skal der så lige være mellem 20 og 40 ugers ventetid til en specialafdeling på hospital, når man hører til dem med en blanding af genetisk og påført høretab? Det ville sgu være nemmere hvis man kunne gå på klinik med et tilskud i lommen, men det mente otologen ikke ville være holdbart.

*suk*. Nu har det taget fem år at lokke ham til otolog. Så ville jeg sgu gerne ha' haft en afhjælpning bare en anelse tættere på ...

Tjekket? Ikke umiddelbart ...

Jeg synes der selvransages en del rundt i Blogland lige for tiden. Også her, men jeg har haft svært ved at formulere det midt i al min arrigskab over diverse siddende politikeres selvfedme, arrogance og rent ud tåbelighed.
Det satte lidt hoved på sømmet at jeg flere gange i den forløbne uge har været i kontakt med både gamle og nye venner, som åbenbart synes jeg er en mellemting mellem en uomstyrtelig klippe og Mutter Tjek.

Må jeg ikke godt punktere billedet bare lidt? Misforstå mig ret, jeg er glad over at folk opfatter mig som åben. Det er noget jeg bestræber mig på at være! Det er dejligt at kunne vende ting med venner, som ikke er bange for at blotte usikkerheder. Livet bliver tredimensionelt af det.

Men Mutter Tjek? Ikke en meter ... for pokker, jeg var teenager i 70erne, og har langt hen ad vejen holdt fast i meget fra dengang.

Lad mig illustrere med en lille historie fra sommerferien 1974. Hele familien Hansen i en gammel Fiat varevogn med oppakning og højt humør er ude at gøre norsk 'selvbetjeningscamping' hele vejen til Nordkap, og så de svenske skove på hjemvejen, ik? En pædagog, en skolelærer, tre vanartede præ- og teenagere, instrumenter og batikfarvede bondeskjorter, samt mit evige hønsestrik.
Dengang var jeg også hennafarvet, fordi det bekom mig bedre end kommunefarvet. Efter 14 dage med højfjeldssol og Sognefjordssaltvand var det blevet noget skjoldet og bleget, og jeg gik på jagt efter hennapulver. Ikke nogen standardvare nord for Trondheim i 1974! Herhjemme havde alle apoteker og Matas'er det ... men apoteket i Fauske havde. Apotekeren skulede noget til træsko, fiskerbusseronne, hønsestrik og langt skjoldet flagrehår, men solgte mig henna, den skønne mand.
Samme aften camperede vi ved en sø, som åbenbart var temmelig populær. Der var mange kratlusker-campister, inklusive en svensk familie med to små yndige piger på fire og seks. Hvidt og lyserødt strøget tøj (ude i vildmarken!!!), samt hvidt tidselfnug-hår à la Emil fra Lønneberg, og en mor på høje hæle der ikke ville ha' at de grisede sig til.
Næste morgen rørte jeg henna og gjorde klar til store farvedag. Yngste svensker var meget interesseret, og spurgte konstant. "Ska du ha det i håret?" Ja. "Är det gyttja?" Nej, det er knuste blade fra en busk. "Den där busken?" Nej, den der busk er slåen. Og så videre. Det lignede mest af alt det grønlige mudder på søbunden ...
Bedst som jeg stod med kam og håndklæde, og resten af familien drak kaffe og spiste madder, kom min søster sprintende. "Hende den lille svensker sidder og rører mudder i en kakaodåse!"
Aldrig har familien Hansen pakket bil så hurtigt, og aldrig har vi forladt en camping så diskret. Vi nåede ikke at opleve den moderlige eksplosion (men kunne levende forestille os den).

Og hvor vil jeg så hen med det?

At uhøjtideligheden og lysten til at eksperimentere aldrig er blevet 'opdraget væk'. Min mor kunne aldrig drømme om at gøre sine børn til glansbilleder som svenskeren gjorde. Min far satte pris på unger, som blev beskidte og kom galt afsted - for det viste at de faktisk var nysgerrige på deres omverden.

Hvis det gør mig til "The Rock of Ages", så lad gå. Det har i alt fald givet et godt liv indtil nu. Bare jeg slipper for Mutter Tjek ....

Rigdom til huse ....

Vi har jo de her gode venner på Søbakkegård, som avler Spelsau, ikke? Som vi handler lammekød med osv?

Hvert år, når de sender lam på slagteriet får de klippet dem, fordi det giver en bedre kødpris. Så mailer de til mig, at der står et par sække uld til afhentning. Og jeg finder en chauffør og tuller til Krøjerup Overdrev og henter et par sække uld.

I år var der SEKS STORE STOPPEDE SÆKKE - af dem der ser ud som om de er syet af gamle presenninger, ikke?

Det er langt mere end jeg kan nå at arbejde mig igennem, også hvis jeg sender det til kartning. Derfor et let rundkastet spørgsmål: Er der nogen håndspindere derude, som ville være interesseret i noget af det?

Send en mail hvis I er. Men det sorte er mit .... ;o)

The Great Pumpkin (and his trusty sidekick) -

- have landed on my doorstep.

Uhyggen breder sig også indendørs. Paddington blev f.eks. så skræmt af titlen på Christopher Brookmyres seneste bog (Pandemonium), at han måtte gemme hovedet under dynen.

Eller også duftede der bare dejligt af Runes tæer?

Så er der lagt i ovnen -

- til familieudflugt.

www.garn.dk holder lagersalg, og Rune skal ha hentet sine sidste ejendele hos Dennis. Turen går til Kolding!

Så er endnu en opskrift klar!

Så lykkedes det endelig at få opskriften til "Gudrid" færdig.

Klik på linket i menuen til højre, hvis du er interesseret i at erhverve opskriften.

En øvelse i gradbøjning ....

Anne har farvetagget mig. Og, Anne, skulle det lige være lyserødt?
Heldigvis måtte jeg gerne gradbøje, og det er vist også nødvendigt. Lad os se på sagen. Først det rigtig lyserøde:

Den skønneste Namaste-strikketaske i fræk, fræk fuchsia. Hjembragt fra Irenes uldgård.

Én eneste lyserød grydesvamp. Sorry, de andre er blå, grønne og grå ....

Et nøgle Kauni, som mest er bordeaux og lilla, men også har noget lyserødt (læs: skrap pink).

OK, så begynder vi at gradbøje. I sommer blev der kochenillefarvet, deriblandt denne her:

Gælder det, når den ikke er i huset længere? Der var en glad markedsgæst, der gik hjem med alt det pink og en del af det lilla, men i det mindste HAR det været her, ik?

Så er der en lys rød hankat med forkærlighed for underlige sovestillinger:

Samt hans mor, hvis røde pletter heller ikke er mørke:

Hendes sovestillinger er normale nok - men STEDERNE ... her snuppes en hviler øverst på hegnet ind til Lotte. Så kan man nemlig sige grimme ting til Pluto, når hun kommer ud i haven.

Sluttelig lidt mere cochenillefarvet. Mere tranebær end egentlig lyserødt, ik? Men i det mindste ikke postkasserødt.

Var det syv? Jeg tror det.

Lige nu er jeg alt for hjernetom til at finde på nye ofre. Snupper I ikke selv efter behag og behov?

Livet er vildt ....

... og hektisk af og til.

Så tog man lige en udflugt til heden på den anden side af Tarm til en underholdende strikkecafé, med alting og en uldtrøje pakket i cykelvognen. Det var bestemt ikke kedeligt, og bliver ikke sidste gang. Med sådan et værtspar kan man kun være glad!

Al strikkeglæden. Al livsglæden. Alle de tusinder af vildgæs den næste morgen. Den glade hankat, der legede "der er aldrig nogen der nusser mig" og skulle holdes i poten og mufles på maven. Lyset over Bork Vikingehavn, Tipperne og fjorden. Alle de opmærksomme og glade unge mennesker, der hjalp ud og ind af bus og tog med den højtlastede uden at man skulle bede om hjælp først.

Det var dejligt. Tak, allesammen.

Og det dejligste? Der var sgisme også gæs i umådelige mængder, da jeg kom hjem. Det er sådanne oplevelser, man føler sig rig af.

Noget om familieligheder ....

Mine to sønner.

De ligner hver især deres fædre - men de ligner fandeme også hinanden! Blandt andet bruger de begge to str. 48/49 i sko. Gæt om det fylder i et lille hus?

Og lidt surt når yngste bliver højest ....

Endelig!

Jeg er normalt yderst socialdemokrat-skeptisk. Der gik for meget kræmmersjæl i arbejderpartiet, da Nyrup blev formand ....

Men det fryder mig nu stort, at partiets kvinder kunne mønstre tilpas styrke til at komme igennem med kriminalisering af prostitutionskunder, til trods for partiets mænds (forudsigelige) protest.

Skal vi nu ikke lige slå det fast med syvtommersøm:

• Hvis der er ordentlige sociale tiltag, og ordentlige muligheder for kvinder for at skaffe sig et udkomme, ville der ikke være mange prostituerede tilbage.
• Det er ikke værdig omgang med sine medmennesker at betragte kvinder som en handelsvare.
• Det skal være udbytterne, der straffes - ikke de udbyttede.

Der, hvor jeg så kan komme lidt i tvivl, er omkring håndhævelsen. Vi har allerede forbud mod både rufferi og alfonseri. Man ser sgutte meget til håndhævelsen af DEM i hverdagen, når man ser bort fra spektakulære enkeltsager. Muligvis fordi politiet også mener, at ludere er en nødvendighed?

Men når nu politiet, med støtte fra oven, kan tæske løs på fredelige demonstranter, så burde de sgu også kunne tæske løs på alfonserne med støtte fra oven. Eller hvad? Ramme dem på pengepungen, ligesom med bandetiltagene? 90% af gadebetjente i belastede områder ved jo præcis hvem pigerne er, og hvem deres alfonser er. Godt så. Gør noget!

Selvfølgelig står og falder en sådan kriminalisering af kunderne med at kvinderne så tilbydes en bedre og mere sikker måde at tjene til dagen og vejen på. Det er nærmest der, den har haltet indtil nu, ikke?

Et lille lys i mørket ...

Så har Helle Thorning omsider meldt det ud, vi alle har håbet på:

Dansk Folkeparti får ikke indflydelse på et eneste centralt område af en ny regerings politik.

Hold da helt op hvor vil det være godt at få sat hystaderne uden for indflydelse og få skuret stuen ren efter deres tilstedeværelse.

Brun sæbe er godt til at tage lugten efter ikke-stuerene husdyr.

Hvad mon man skal bruge for at FJERNE lugten af ikke-stueren politik? Det er vist ikke nok med parfume,d er bare maskerer den efterladte hørm.

Efterår er tid til mormormad - på den gode måde ...

- ting der får lov at stå og simre længe nok, så der kommer schwung over smagsløgene.

Denne her har været en favorit i mange år, og når der arbejdes fuldtid laves den i store portioner i weekenden. Så kan der fryses ned til fortravlede hverdage :o)

I en god stegegryde eller sauteuse småsteger man to-tre-fire løg (efter smag) i en klat smør. Og inden kolesterolhysteriet tager overhånd: i en ret med næsten toethalvt kilo øvrige ingredienser er en spiseskefuld smør ikke nogen høj procent. Men det smager bedre end margarine!

Når de er klare og gennemsigtige, og lidt brune i kanterne, tilsætter man omkring et kilo okse- eller kalvehjerte i grove strimler og bruner med.

På nuværende tidspunkt bør der også ryge en stor håndfuld timian med i gryden.

Så brænder man fedtstof og stegeskorpe løs med saften af en citron og en eller to limes.

- samt skærer skal af en halv af hver med en skarp kniv, så man ikke får for meget af det hvide med og drysser i gryden. Nogen foretrækker fine strimler - her i huset vil vi helst have skal i store stykker. Så kan man selv sortere fra, hvis det ikke falder i smag.

Salt, peber og et knust enebær - vand på til det står op om kødet - låg på - og så ellers bare simre et par timer, til kødet er godt mørt.

Derefter tilsættes to rævesure madæbler i grove både med skræl, samt et lille drys karry. Det skal ikke SMAGE af karry, men det giver en lille 'kant' til æblesmagen.
Simrer videre til æblerne er kogt ud, jævnes let og serveres med ris og blandede grøntsager.
I dag står den på en blanding af blomkål og romanescu.

Er man traditionalist bruger man kartoffelmos i stedet for ris. Vi er ikke traditionalister ...